Artikler, Artikler fra MIDT I nr. 2

Èn gang iværksætter – altid iværksætter

image_pdfimage_print

Interview med Irene Simonsen

Irene Simonsen er 61, tidligere folketingsmedlem i Venstre, er en rigtig iværksætter. Hun driver sit eget firma i Horsens, der står for personaleledelse, og for at få folk i job. Udover det skriver hun bøger og holder foredrag. I dag er Irene i gang med at skabe en dialogcafé i Grundtvigs og Irenes ånd. En café hvor debat, kultur og samtale skal være centrum. Der skal være et klaver i caféen, og der kommer også højskolesangbøger på reolen, fortæller Irene Simonsen, som også er langt med at lave aftaler med politikere, spindoktorer, kendte folk og forfattere, som kan opleves på caféen med foredrag. Der serveres lækre fiske- og vildtanretninger.
Det er Irenes mål, at hendes kolleger i caféen bl.a. bliver nogle, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

BESKRIV DIT LIV SOM KVINDE og IVÆRKSÆTTER PÅ ARBEJDSMARKEDET

Hvis jeg skal sætte ord på, hvordan jeg ser mig selv som iværksætter, handler det først og fremmest om passion og værdier. Min drivkraft er, at jeg brænder for de ting, jeg kaster mig ud i. Om så det har været at hjælpe socialt udsatte, at hjælpe en kvindelig politiker i Tjekkiet eller at starte en café med en mission. Alt sammen handler om at gøre det, jeg tror på, og det, der betyder noget for mig. 

Tidligere drømte jeg nok mest om at tjene mange penge, men drivkraften er altså en helt anden i dag. Og jeg tror dybest set på, at hvis vi arbejder med noget der betyder noget for os, kan vi alle skabe et godt fundament. Måske ikke, blive millionær på det, men leve af det. For mig giver det, så meget mening i hverdagen og livet, at jeg har passion for det jeg gør. 

VAR DU EN MØNSTERBRYDER SIDST I ’80’ERNE?

Jeg mener på ingen måde, at jeg var en mønsterbryder i ’80erne. Skal vi tale om erhvervsmæssigt mønsterbrud, kom det først i ’90erne og ’00erne, da bondekonen fra Hornsyld startede og drev virksomhed i København, mens manden blev hjemme på gården. Det var der mange, der var overraskede over den gang. 

Privat gjorde Peter og jeg tingene anderledes end de fleste, da vi fik Stinne og Jacob sidst i 80’erne. Han tog størstedelen af barselsorloven, mens jeg arbejdede som sælger. Men så er det nok mest ham, der var mønsterbryderen.

HVAD BIDER FOLK MÆRKE I, NÅR DU FORTÆLLER OM DIT LIV? HVAD GØR DIG ANDERLEDES?

Det, som der er mange, der stiller spørgsmål til, er min tid i Folketinget. Der fik jeg en uddannelse i demokrati og folkestyre – og hvor meget det har flyttet sig i forhold til det, der var den oprindelige idé med Grundloven. Det rystede mig at lære, hvordan systemet ofte handler i forhold til det som jeg brænder, tror og arbejder for: At mennesket skal komme før systemet. Det var det slogan der tændte mig politisk i sin tid, da jeg blev aktiv i politik. Og jeg oplevede mange gange, at jeg skulle kæmpe imod trenden, hvor systemerne kom til at fylde mere og mere. Og låse mennesket og de frihedsværdier der ligger til grund for Grundloven over styr.

FRA POLITIKER, FORKÆMPER FOR UDSATTE TIL CAFEIVÆRKSÆTTER… HVAD FÅR DIG TIL AT DIG UD I CAFE PROJEKTET?

Både den politiske og den mellemmenneskelige dialog og debat er blevet markant fattigere i de seneste 20 år. Både på Christiansborg og ude i samfundet. Det vil jeg gerne gøre noget ved. Mit håb er at skabe en dialogcafé, hvor den gode samtale og demokratiske debat er i højsædet. Jeg har erfaret, at både unge og ældre både lærer og udvikler sig, når de sidder sammen. Og hvem ved? Måske kan vi inspirere til gode møder mellem mennesker. 

På den måde får jeg så mulighed for at slå to fluer med et smæk: Skabe debat og samvær samtidig med, at jeg får lejlighed til at præsentere lækre vildt- og fiskeretter.

HVORNÅR OPLEVEDE DU ET SKIFT I DIT LIV, SOM INSPIREREDE DIG TIL AT GØRE DET, DU GØR I DAG – AT BRINGE MENNESKER SAMMEN KULTURELT?

Jeg har altid haft lysten til det, og jeg synes faktisk, at jeg har gjort det mange gange. For eksempel, da jeg som folketingsmedlem arrangerede busture til Christiansborg, så almindelige mennesker fik mulighed for at få et indblik i, hvordan demokratiet fungerer. På de ture oplevede jeg en kæmpe interesse og debatlyst. Jeg håber, at mange af deltagerne har bevaret gnisten. 

Men skal jeg sætte en mærkat på, var det nok, da det gik op for mig, hvor mange danskere, der faktisk er glade for en god samtale, når den foregår på oplyste vilkår. Dén vil jeg gerne være med til at fremme. 

HVAD ER DINE TANKER BAG KULTURCAFEEN?

Kodeordene er debat, samvær, mødet og fællesskabet. Vi skaber et sted, hvor gæsterne har mulighed for at tale om det, der betyder noget for dem. Eller – selvfølgelig – at hygge sig med en god kop kaffe og lækker mad i hyggelige omgivelser. Personligt har jeg sommetider sagt: Jeg ved godt, at jeg ikke er så god til ”frikadellesnak”. Jeg vil gerne have samtaler med store perspektiver i, der kan ramme både fortid, nutid og fremtid. De bedste samtaler jeg har haft, er når vi er samlet i en flok af forskellige køn, alder og diversitet på baggrund og social status. Sidst jeg selv havde en stor en fest, blev jeg pludselig meget berørt over, hvor privilegeret et menneske jeg er, da jeg så ud over alle mine gæster. Der var 7 forskellige nationaliteter, direktøren, ministeren, den ufaglærte, pensionisten, kontanthjælpsmodtageren, kunstnere og ikke mindst mange unge studerende. Den forskellighed er skøn og inspirerende, og åbner op til så mange verdener, hvor jeg ofte lærer noget nyt ved at deltage i samtalerne. Samt selv får lov at give til andre.

HVAD FORVENTER DU AF CAFE GRUNDTVIGS GÆSTER?

Jeg er overbevist om, at de fleste har lysten og energien til at komme og få en god dialog i cafeen. Danmark er i høj grad bygget op om foreningslivet og det lokale engagement. Det ligger i blodet, selv om mange foreninger sukker efter aktive medlemmer lige nu. Hvis vi aktiverer samtalen og dialogen, tror jeg også, at det kan smitte af på de mennesker, der besøger caféen.

KOMMER DU TIL AT “OPFINDE” NYE PROJEKTER?

Ha-ha. Det gør jeg sikkert – men lige nu er jeg vild med den mulighed, der ligger foran mig. Nye idéer kan jo også sagtens manifestere sig i aktiviteter og events på caféen.

SER DU EN UDFORDRING I KVINDERS VILKÅR I DAG, I FORHOLD TIL IVÆRKSÆTTERI?

Deres største udfordring er nok mest af alt dem selv. Jeg syntes ind imellem jeg møder kvinder, der har sat sig selv i en bås, hvor de opfatter sig selv som ikke værdig og oplyst. De har mistet interessen og som jeg hører dem sige: Jeg gider ikke gå op i politik, økonomi m.v. Det er så svært og ikke til at forstå. Så jeg står bare af. Det syntes jeg nok er et af de største problemer i forhold til nogle kvinder. Jeg oplever selv, hvordan jeg ofte ender i mandegruppen og diskuterer og debatterer med dem. Og det er desværre ikke mindre udpræget end for 30 år siden, da jeg startede egen virksomhed og blev aktiv i politik. 

Den må du også læse:

Læs om en anden kvinde der fulgte sit hjerte. Hun skiftede et kontorjob på Tulip ud med uddannelse til akupunktør og massør. Idag er hun igang med uddannelse i kinesisk urteterapi mens hun også lige klarer en masteruddannelse i akupunktur i København

Du vil måske også kunne lide...