1

Motion er godt – men ikke for meget!

Af Anette Paulin, cand.mag, leder af NHT®-uddannelsen

Moderat motion er godt for
hormonbalancen. Det kan sænke et for højt cortisolniveau, og det fremmer
produktionen af progesteron og testosteron. Men hvad er moderat motion? Det er
helt klart individuelt og afhænger af din udgangssituation og dine præferencer
– nogen elsker at løbe en lang tur, andre foretrækker motionscentret, mens
andre igen hellere vil gå til dans – eller gå i haven. Det er vigtigt, at det
du gør, er noget, du kan lide, og det er også vigtigt, at det føles godt og
opbyggende.

Kun du kan vide, hvad der er det
rigtige for dig, så prøv at lægge mærke til, hvordan du har det bagefter:

Føler du dig glad, let og
veltilpas, og har du mere energi? Så har du sænket dit cortisolniveau og
fremmet dannelsen af opbyggende hormoner.

Føler du dig træt, mere uoplagt og
tung, og har du mest lyst at lægge dig på sofaen bagefter? Så er det meget
muligt, at du i virkeligheden har øget dit stressniveau og presset dine binyrer
mere, end de kunne holde til, og så er der grund til at gå i tænkeboks. Har du
brug for at sænke kravene til dig selv – eller måske finde en anden
motionsform?

Hvis du er meget stresset, kan
gode motionsformer være yoga, pilates, qi gong – eller havearbejde. Der er
efterhånden mange steder, hvor der er nyttehaver eller fælleshaver, og
havearbejde er både motion og meditation – og vældig afstressende. Forskning
har vist, at 30 minutters dagligt havearbejde sænker cortisolniveauet, og
desuden modvirker det angst og depression. Og jeg vil gerne tilføje: Det er en
oplagt mulighed for selv at dyrke frugt og grønt, som er bedre og sundere, end
det du kan købe i butikkerne.

En anden enkel mulighed er
simpelthen at gå en tur. Prøv at være så nærværende som muligt, mens du går.
Læg mærke til planter, bygninger, skyer, farver, former omkring dig. Og tag
nogle dybe åndedrag. Det vil effektivt sænke dit cortisolniveau og styrke både
krop og sjæl.