Perfektionist – eller bare træt af kritik?

Af Birgitte Asmussen, Exam. Psykoterapeut, uddannet på ID-Academy

Min bedste veninde, der er superdygtig og grundig til sit arbejde, har netop fået at vide af sin chef at hun gør for meget ud af sit arbejde. Sker der fejl, så betaler vi fra pyt-kontoen, var beskeden.

En kær slægtning, der laver tids-og arbejdskrævende produkter til eksport havde for nylig besøg af en opkøber, der fortalte ham, at noget af det han gjorde for at få et fint produkt, faktisk slet ikke blev påskønnet. Han besluttede på stedet at holde op med at gøre det ekstra arbejde. Min veninde har det sværere – hendes omhu har direkte betydning for vigtige forhold i andres liv – hun vil ikke gå på kompromis.

Oplever du selv at blive kritiseret for at ”være for perfektionistisk”, på jobbet, blandt dine venner, i din familie? Eller hører du nogen tale bekymret om at unge piger – måske din egen datter – skal passe på med, ikke at blive en ”12-talspige”? Undrer du dig over, hvordan din grundighed, omhu og ordentlighed pludselig blev til noget negativt, som du skal lære at ændre? Eller er du allerede der, hvor du føler dig forkert, fordi du gerne vil have orden i sagerne?

Misundelse – når ordene misbruges

Dygtige mennesker skaber en høj standard. De viser, hvor godt tingene faktisk kan gøres. Det kan gøre andre misundelige. Andre, der måske gerne vil komme lidt nemmere om ved tingene, og ikke vil yde lidt ekstra for at få et godt resultat. Måske du selv har oplevet det på dit arbejde. Det er fristende at kritisere andre for at være ”perfektionister”, mens de egentlig bare gør et godt stykke arbejde. Du behøver ikke automatisk at tage kritikken for gode varer. Overvej, hvad det kan handle om. Det kan godt være misundelse der lige så stille forvandles til, at det pludselig er dig, der er forkert.  

Sund ordentlighed

For nogen er grundighed og omhu en del af selve deres væsen. Det at gøre sig umage er en naturlig ting for dem. Hvis man prøver at få dem til at være anderledes og lade være med det, der er mest naturligt for dem, så trives de ikke. Lad dig ikke presse ud i at holde op med noget, der faktisk er vigtigt for dig. Før du begynder at bebrejde dig selv, så prøv at se på, hvem det er der synes, du er ”perfektionistisk”. Synes du selv, du er det – eller er det noget, andre synes? Hvem er det et problem for?

Usund perfektionisme

Det er vigtigt at skelne og mærke efter, hvordan du selv har det. Hvis du oplever at have svært ved at leve op til dine egne krav, aldrig føler dig god nok, presser dig selv så det bliver til stress, eller ikke kan tillade dig selv at være mindre end perfekt – så er der noget på spil som ikke kun har at gøre med dit væsen, men også har noget at gøre med din omverden. Så er det en anden sag – og det er ikke en sag, du skal klare alene. Heller ikke selv om du sikkert kræver af dig selv at du skal kunne det. Søg støtte!

Pas på den skjulte hverdagskritik

Hvem ønsker sig at være perfekt? Det gør den, som hele tiden kritiseres og får at vide, at hun er forkert som hun er. Det får mange af os at vide hver dag. Somme tider uden at vi egentlig lægger mærke til det, fordi det sker på så mange måder. Der kan blive gjort grin med ting du gør, men som du synes, er vigtige. Du får fortalt at din krop er for stor, for lille. Når du siger din mening om noget oplever du, at du ikke bliver lyttet til. Når du har behov for noget, oplever du at det bliver ignoreret. Når du viser interesse for noget, får du at vide, at det er ligegyldigt. Det er den skjulte hverdagskritik. Det er den, der får mennesker til at føle, at de ikke er gode nok. Så er det, vi ønsker os at blive perfekte, og anstrenger os ekstra for at gøre tingene rigtigt.

Og så er det, vi bliver kritiseret for at være perfektionister!

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *