Ayo Hansen foran sin camper

Det handler om frihed

Ayo Hansen, 42 år, er mor til to voksne børn i tyverne og så er hun fuldtids-nomade og eventyrer. For seks år siden solgte hun det meste af sit indbo, opsagde sin daværende lejlighed i København og flyttede ud i et telt i en skov. 

”Man kan vel sige, at jeg byttede mit norm-rigtige liv ud til fordel for et stramt budget, minimalisme, frihed og uendelige mængder hverdagseventyr, at jeg satser stort og gør drømme til virkelighed. Men lad os starte ved begyndelsen…”

“Da jeg flyttede fra København, drømte jeg om noget andet, noget mere simpelt – noget som gjorde mig glad, sådan rigtigt grundglad, efter en skilsmisse og flere år med lungesygdom, der på mange måder bandt mig til hjemmet og tog min frihed fra mig.” Fortæller Ayo Hansen.

Selvom mit liv har taget flere drejninger, og intet er gået som jeg forestillede mig, er jeg virkelig tilfreds og glad i livet – også selvom jeg i dag er indehaver af kronisk syge lunger. De giver mig begrænsninger i hverdagen, men det afholder mig ikke fra at opleve verden og at leve mere end at overleve”, fortæller hun.

Jeg satser stort og gør drømme til virkelighed!

Ayo Hansen

Efter to år i skoven havde hun, som Ayo Hansen smilende fortæller, pillet sig selv nok i navlen, sparet penge sammen og fundet ud af, hvad hun egentlig ville med sit liv. 

Hun solgte teltet, købte en gammel campervan fra halvfemserne, og fortæller i dag om sit liv som fuldtidsrejsende på sociale medier som Facebook og Instagram, holder foredrag om at rejse og har udgivet en kogebog baseret på et minimalistisk rejseliv.

Ayo Hansen i sin camper
Ayo Hansen i sin camper

”Der er noget fascinerende over vanlife, men virkeligheden er, at du er nødt til at skrælle alle de fine instagram-lag af for at opleve, hvad det i virkeligheden er” for tæller hun. ”Træk lidt fra når du ser instagram versionen af livet, for det er både koldt, blæsende og sommetider regner det også ude i virkeligheden. Livet er ikke altid rosenrødt, og det er altså helt okay, at det ikke er dét.”

Ayo Hansen udsigt fra camper
Ayo Hansen udsigt fra camper

Seks år efter, at Ayo Hansen skiftede bopæl, radiator og elevator i opgangen ud med nye udsigter, frihed og udlevelsen af sine store drømme, har rejsen ført hende gennem mere end 40 lande.

”Jeg har ikke set mig tilbage, siden jeg kørte afsted”, konstaterer hun fra sin autocamper i Tyrkiet, hvor hun er nu.

Du skal turde tage chancer

For Ayo Hansen var det helt tydeligt, at hun ikke ville vente med at udleve drømmene, heller ikke selvom hun ikke altid følte, hun var klar til at tage springet. 

”Livet er lige præcis det, vi gør det til. For mig er livet i en autocamper, en måde at udleve drømme på, og det er blevet ikke bare en livsstil men også et job. 

”Måske ser din drøm og din lykke helt anderledes ud, men find ud af det, beslut dig for at gøre det, og spring ud i det. Du får dig lidt af et eventyr, jeg mener, hvad kan i virkeligheden gå galt?”, spørger hun retorisk.

”Måske viser det sig, at det ikke var noget for dig alligevel, så lærte du dét om dig selv og kan bevæge dig videre ud ad livets snoede veje i vished om, at du prøvede det. Og er det noget for dig, det du vælger, kan det være, du kommer fra det med en helt ny livsstil. Der er intet at tabe”, fremhæver hun.

Ayo Hansen foran sin camper
Ayo Hansen foran sin camper

Hvad er dit bedste råd, til andre der overvejer at rykke livet ud af hamsterhjulet?

”Hvis du vil leve et liv, som få lever, så er du nødt til at turde tage chancer, som ikke alle tør tage”, siger hun og uddyber:

”Én af de største forskelle fra at bo i en lejlighed eller et hus til at bo i en autocamper på fuld tid er, at går bilen i stykker går hjemmet i stykker. Sørg for at have en plan for den slags, for det sker – uanset hvor ny camperen er eller om det er noget helt andet du har valgt i livet, ting sker”, siger hun. 

Ayo Hansen camper og luftballoner
Ayo Hansen camper og luftballoner

Kan det drømmes kan det gøres

Ayo Hansen har allerede rejst meget og lever ud fra, at hvad der kan drømmes, også kan gøres, det hele handler om at finde den vej netop hun kan køre. Og dét er præcis hvad hendes drøm er; at køre verden rundt i en autocamper. 

”Det er alene ens egen motivation og lyst til forandring, som kan sørge for, at vi også får modet til at leve livet, som vi drømmer om og længes efter”, forklarer Ayo Hansen, før hun fortsætter ”det er ikke mængden af penge, der betyder noget, det er indholdet der er vigtigt.”

I 2021 kørte Ayo alene rundt i Østeuropa, her besøgte hun blandt andet Tjernobyl i Ukraine, ekstremt fattige Moldova, oplevede bjørnene i Rumænien og kørte på de smukkeste bjergruter ad Transfagarasan ligesom hun kørte gennem 12 andre lande på turen.  Alt sammen på et lille budget og siden da er meget sket.

Ayo Hansen i sin camper
Ayo Hansen i sin camper

I januar 2022 kørte hun til Lapland i det nordligste Sverige for at opleve nordlyset danse, hvorefter hun kørte via den Irske vestkyst og videre til Skotland og England. I øjeblikket er det Balkan landene og Tyrkiet der bliver udforsket, før turen går mod Norge, Sverige og Finland i det kommende forår.

”Mange vokser op i troen om, at ferie er noget man gør et par gange om året, eller at vi skal arbejde i 45 år på et kontor før vi endelig har fortjent at opleve verden, i livets efterår. Men vi behøver ikke vente så længe. Ingen af os er sikre på, at der kommer et livets efterår. Livet er nu og friheden venter. Også på dig. Dét vil jeg gerne være med til at vise dig”, slutter Ayo.

Du vil måske også kunne lide...