Kvinde læser litteratur i sofa

Derfor skal du læse hele livet

Af Laura Standly Henriksen

“En læser lever tusind liv før han dør. En der aldrig læser lever kun et”

Citatet er frit oversat til dansk og kommer fra forfatteren George RR Martin. Manden bag den succesfulde fantasy serie Game of Thornes. 

Og måske er der er noget om snakken. 

For når vi læser, så får vi et afbræk fra hverdagen. Vi kan forsvinde ind i en anden verden for en stund. Vi kan tage på en rejse til andre lande og kulturer. Vi kan endda rejse tilbage i tiden i historiske romaner eller frem i tiden med science fiction. 
Vi kan besøge verdener med magi og fabeldyr – eller vi kan blive i det kolde mørke nord og opklare blodige mord. 

Mulighederne er uendelige og underholdningsværdien er stor.
Men foruden at blive godt underholdt, så har læsning faktisk mange andre gode fordele.

Her får du 3 rigtig gode grunde til at læse hele livet: 

1. Læsning holder gang i hjernen  

Nogle studier tyder på, at læsning kan have en forebyggende effekt mod mental aldring1 og mindske risikoen for demens2

Når vi læser, så træner vi både ordforråd og sproglig intelligens, og vi stimulerer vores fantasi og forestillingsevne.
Du tænker måske ikke over det, men det kræver sit af hjernen, når den; 1. skal holde styr på plottet 2. Bruge fantasien til at fremmane bogens univers og karakterer og 3. Huske alle informationerne.
Det er alt sammen med til at træne hjernen og holde den frisk.

I forhold til demens så tyder en undersøgelse fra 2010 på, at over 1 times læsning om dagen kan have en forebyggende effekt på demens.
Det er da en læsebonus, der er værd at tage med!

Hos Ældre Sagen kan man finde 9 tips til at holde hjernen frisk3. Det er ikke overraskende, at læsning er at finde på listen ved siden af sudoku, skak og krydsord. Alle er de nemlig aktivitet der træner hjernen og holder den i gang.

2. Læsning øger din empati for andre mennesker 

Når vi læser, så lever vi os ind i andres erfaringer og verdensopfattelse.
Det gør, at vi også bliver bedre til at kunne sætte os i andres sted og være empatiske overfor vores medmennesker. Vores empati og menneskeforståelse udvikles når vi læser bøger. 

I 2018 indførte Syddansk Universitet skønlitteratur som fag for de medicinstuderende. Det gjorde man netop ud fra en hypotese om, at skønlitteratur kunne udvikle empati og patientpleje hos de kommende læger4.  

3. Læsning kan reducere stress

For mange er læsning forbundet med at slappe af, og den effekt er gavnlig for os – særligt i disse tider, hvor mange går ned med stress.

En amerikansk undersøgelse har vist, at læsning har en effektiv indvirkning på stress. Den er faktisk lige så god som yoga og humor, som man hidtil har haft gode resultater med. Forskning fra England har også vist, at læsning kan få både muskler og hjertet til at slappe mere af, og at det kan reducere stress med op til 68%5. Når vi koncentrere os om at læse, og vi suges ind i bogens univers, så distraheres vi fra det vi er stresset over, og det får kroppen til at slappe af. 

Fodnoter:

  1. What reading does for the mind af Professor Anne E. Cunningham og Professor Emeritus Keith E. Stanovich.
  2. Engagement in reading and hobbies and risk of incident dementia: The MoVIES Project af Tiffany Hughes, PhD, Chung-Chou H. Chang, PhD, Joni Vander Bilt, MPHand Mary Ganguli, MD, MPH
  3. Hold hjernen i form af Ældre Sagen. aeldresagen.dk
  4. Litteratur på lægestudiet af Nationalt Videncenter for Læsning. videnomlaesning.dk
  5.  Læsning mindsker stress af Læs for Livet. laesforlivet.dk

Du vil måske også kunne lide...