Joan fandt modet til at bryde sine grænser og fandt den kæreste, hun ville have

Af Iben Baadsgaard, journalist

Efter fem år og et par uheldige forhold brød Joan sine grænser og gik målrettet efter det, hun ville have hos en kæreste. I dag har hun og hendes kæreste været sammen i tre år og er ved at afslutte en stor renovering af hans hus for at gøre det til deres fælles hjem. 

”Der er nok alligevel lidt Pippi i mig! Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt”, siger Joan Sindberg i sofaen på første sal i det nyrenoverede hus, hun flyttede sammen med sin nye kæreste i for to år siden. 

”Skilsmissen var en lettelse, for vores ægteskab havde ikke fungeret længe. Det var ikke godt for min selvtillid. Jeg var glad for, at det ikke var mig, der sagde stop, men alligevel følte jeg mig valgt fra. Der gik længe, før jeg overhovedet tænkte på en ny kæreste”, siger Joan.

I 2012 blev hun skilt efter 27 års ægteskab og tre børn. For børnenes skyld kæmpede hun længe for at redde ægteskabet. Selvom hun var parat til at bryde op, gjorde det så ondt at blive valgt fra, at hun længe måtte passe på sig selv. 

Modeltilbud og kolonihave gav kæmpe boost 

”Jeg mistede både mit hjem og mit job som dagplejemor ved skilsmissen. Undervejs fik min mand sagt til mig, at han savnede en smukkere og mere feminin kvinde. Det ramte mig virkelig på selvtilliden. Jeg skulle finde fodfæste både i mit nye liv som enlig mor og finde ud af, at jeg var god nok.” 

Midt under skilsmissen blev Joan tilbudt et modeljob og begyndte at gå catwalk ved modeshows i kulturhuset i Skanderborg.

”Så kunne han bare rende og hoppe – jeg var faktisk god nok til at være model!” 

Joan fandt langsomt ud af, hvor meget hun faktisk kunne. Det betød alt for hende, at der stod hendes navn på døren til den nye lejlighed. Kort tid efter udlevede hun også drømmen om kolonihave. Et køb hun ikke behøvede at drøfte med nogen som helst.  

”Jo mere jeg knoklede der, jo mere selvtillid og selvværd fik jeg. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg ville have. Der var ingen, jeg skulle blive enig med. Jeg anlagde græsplæne og fældede træer – nogle måtte jeg have hjælp til, men jeg fældede selv flere af dem. Det gjorde mig så godt at finde ud af, at jeg kunne rigtig meget selv.” 

Hvornår er man klar til en ny kæreste?

”Efter de to kuldsejlede forhold var jeg overbevist om, at der ikke var en mand til mig. Jeg var så bange for at skulle afvise nogen, at jeg slet ikke turde begynde at date på nettet eller på andre måder gå målrettet efter en ny kæreste”. 

Joan følte sig slet ikke klar til en ny kæreste. For at få et større netværk kom hun med i singlenetværket i Skanderborg. Det var godt at have nogen at gå i biffen sammen med. Overbevisningen om at der ikke var en mand til hende, satte sig mere og mere fast. 

”Jeg orkede ikke de mænd, jeg fik kontakt med. Jeg havde meget klare ønsker til en mand. Jeg er selv en stærk person, og derfor kræver det en stærk mand, der kan give mig modspil. Men det er ikke ensbetydende med en mand, som vil bestemme over mig.” 

Efterhånden fik Joan en liste over krav til en ny kæreste, der handlede om indre værdier og ordentlighed. 

”Det allervigtigste for mig er, hvordan man er overfor andre. En ny kæreste skulle være rummelig og have gode værdier. Du kan sagtens være et godt menneske, selvom du ikke er ingeniør eller har mange penge.” 

Tilfældigt møde blev vendepunktet 

Det var lidt en tilfældighed, som fik stor betydning for, at Joan i dag har været kærester med Jan i tre år. Hun er flyttet til Kjellerup og har fundet et nyt job. 

Det startede med en øl på Skanderborg Bryghus med en veninde, hvor de mødte en af fædrene i den vuggestue, Joan arbejdede i. Hun ville gerne til Aarhus Festuge, men venindens far var meget syg, og hun kunne ikke tage med. 

”Faren fra vuggestuen foreslår, at jeg følges med hans kammerat, som skal videre til Århus og til festugen med nogle venner. Skulle jeg tage med en mand, jeg ikke kendte? Det havde jeg svært ved,” siger Joan.

Mens kammeraten var på toilettet, fortalte faderen, at Joan trygt kunne tage med ham. 

”Så kom Pippi op i mig igen. Han kender jo sin kammerat og sagde god for ham. Jeg har min egen bil og er en voksen kvinde, der kan passe på mig selv. Hvad er det værste, der kan ske? Jeg gør det!”

En time efter sidder hun sammen med manden, som hun ikke længere husker navnet på hos hans venner i Aarhus. På vejen var de forbi hans hus i Hørning efter hans sovepose, fordi han skulle overnatte hos vennerne. Der opstår hurtigt en åbenhjertig snak hos mandens venner om, hvad mænd og kvinder lægger vægt på hos kærester. Snakken falder også på, hvorfor Joan ikke har en kæreste, og her overrasker de hende totalt:

”Jeg skal bare kontakte de mænd, jeg gerne vil have, synes de! Det kommer helt bag på mig, at de ikke opfatter det som billigt, men at det tværtimod vil fremstille mig som en stærk kvinde, hvis jeg tager initiativet.”

Modet til at række ud efter det, jeg vil have

Især en af mændene med en coachingbaggrund påpeger noget, som gør stort indtryk på Joan:

”Du må gerne pege på den og det, du vil have! Du har lov til at tænke, du er noget værd, og at de skal være gode nok til dig,” sagde han. Det tænkte jeg længe over bagefter,” siger Joan.

Hun indser også, at en eventuel afvisning ikke er nogen katastrofe, fordi hun aldrig skal se manden igen.  

”Et år efter mødte jeg mændene igen på Smukfest. En af dem prikkede mig på skulderen og spurgte, hvordan det gik med mig. Da havde jeg været sammen med min kæreste et år. Det var skønt at fortælle, hvor meget vores snak havde betydet for mig.” 

For efter den aften i festugen skete der ting og sager. Joans 21 årige søn, Malte, havde lige fundet sig en kæreste og spurgte, hvorfor hun ikke havde en kæreste. 

”Han synes, det er så synd for mig, at jeg ikke har en kæreste, og da han går i seng, beslutter jeg at begynde at finde en kæreste.” 

Hun finder singlenetværket i nabobyen Silkeborg på Facebook – og trævler alle medlemmerne igennem. Der er en, som ser særligt sød ud, og hun finkæmmer hans profil for at se, om han kan leve op til hendes krav. 

”Udover Maltes ord sidder coachens ord i mit baghoved: Du kan få, hvad du vil have – du kan bare pege.”

Han går igennem første kontrol

Jans Facebookprofil har hverken dårlige jokes om blondiner og store patter eller politiske udtalelser. Ja, faktisk ser han ud til at leve op til hendes kriterier. Så hun overskrider sin egen grænse og skriver til ham.  

”Jeg skrev: sødt smil – flot fyr, trykkede på send og slukkede min mobil. Jeg fortrød SÅ meget! Havde jeg vidst, hvordan man slettede en besked, havde jeg gjort det. Jeg følte, at jeg havde udleveret mig selv på en tirsdag aften kl. 22.30”. 

Næste morgen vågnede hun op til en besked fra Jan om, at de godt kunne skrive lidt sammen. 

”Jeg kunne ikke få mig selv til at skrive, at jeg havde fortrudt. Så jeg kom med alle mulige forbehold for at få ham til at bakke ud.” 

Intet af det virkede. Han trumfede hendes højde, havde selv børn og blev heller ikke afskrækket af, at Joan spillede amatørteater, for hans datter spillede også teater. 

”Mit sidste es var, at jeg elskede gummistøvler og regntøj. Jeg ville ikke have en mand, der gik op i, om jeg var pæn. Det grinene han bare af, og efter 14 dages skriveri aftalte vi at mødes”. 

Når enden er god

Joan bestemte, at de skulle mødes i kolonihaven og mødte op i gummistøvler og arbejdstøj. Bagefter gik de også en tur ved Kalø Slotsruin. Jan blev hurtigere solgt end Joan. Så han var klar over, at der skulle mere til for at imponere hende. Så på deres anden date inviterede han på tapas på Himmelbjerget i åben vogn. 

”Malte hang ud ad vinduet, og da han så bilen, råbte han: Fuck den er fed! Jeg ved ikke noget om biler og syntes bare, at det var en gammel bil, der lugtede. Først da jeg kom hjem igen, fortalte Malte mig meget imponeret, at det var en veteranbil.” 

Efter tredje date, hvor hun udsatte Jan for flere tests, blev de enge om at finde ud af, om de skulle være kærester. 

”Han hjalp mig med at bygge min runde brændestabel og et blomsterbed i kolonihaven. Da jeg forsøgte at ryge ham væk med et bål, ja – selv da hyggede han sig også. Jeg ville være sikker på, at han var ærlig, og at han virkelig var et udemenneske. Siden har jeg ikke testet ham,” siger Joan med et stort grin og spørger, om jeg tror på den. 

Efter et år flyttede Joan ind i Jans store mejeristbolig langt ude på landet ved Kjellerup. Der har de nu boet i to år og er næsten færdige med en stor renovering af huset for at gøre det til deres fælles hjem. For et år siden fik Joan job i en lokal børnehave. 

”Igen tog jeg initiativ og gik op og hilste på dem, før jeg skrev ansøgningen. De har bagefter fortalt, at de ville have en ung dreng, der kunne spille fodbold med ungerne. Men jeg fik jobbet, fordi jeg troppede op for at se min nye leder an, før jeg sagde et job op, som jeg var glad for. Igen fik jeg det, jeg ville have, fordi jeg pegede på det”.