Efterår er lig med leg med kastanjer – og det bugner af dem. Er du en af de heldige, der er blevet bedsteforældre, så er der ikke noget bedre end at lave noget kreativt sammen med dem, og de elsker det. Her får du forskellige bud hvordan du kan være kreativ med kastanjer sammen med dine børnebørn – alt efter hvor gamle de er. Nogle skal måske have lidt mere udfordring end andre 😉 Du skal bruge rulleøjne, piberensere og ståltråd til mange af projekterne. Kan bl.a. købes hos Panduro Hobby, men du kan også være heldig at få dem hos FlyingTiger, eller Stof2000.
Agnes har lavet et rigtigt sjov snegl – klik på billedet og se hvordan trin for trin
Agnes har også lavet denne søde kastanje elefant – klik på billedet og se hvordan trin for trin
Denne fine flamingo kunne være et sødt projekt for en af de lidt større børnebørn . Du sætter kastanjerne sammen med cocktailpinde og knækker et af benene. Stik også et hul i hovedet og ryggen og sæt nogle lyserøde fjer heri. Stik derefter to lyserøde fjer på begge sider af kroppen, lim færdige rulleøjne på og lav næbbet af papir som du også limer på.
Aberne her rigtig sjove, men kræver lidt mere fingersnilde. Du laver dem ved at bore et søm gennem kastanjen og trække en farvet piberenser gennem den til armene. Derefter laver du et noget større hul i bunden, hvor du sætter en dobbelt foldet piberenser (ben) og et stykke løs piberens (hale). Træk en træperle på hvert ben og hver arm. Tegn et ansigt på en anden kastanje, og sæt to ører på med små pompon (kan købes færdige) , eller du kan bruge små agern låg i stedet. Sæt ansigtet på kroppen med en lille cocktailpind, og din abe er klar. Giv dem gerne forskellige farveklatter på maven.
Her er en idé til dig selv, eller hvis du har et teenage barnebarn der gerne vil lave noget til sit eget værelse. Stik først et hul i kastanjerne med et søm og træk dem derefter på et stykke jerntråd. Derefter danner du en bue med den, eller måske et hjerte. For at få en ekstra flot effekt kan du tråde nogle eukalyptuskviste omkring den.
Roarr! Denne T-Rex er vildt sjov, ikke? Perfekt til drenge barnebarnet… Du skal bruge både kastanjer og agern. Du laver kroppen og hovedet ved at forbinde tre kastanjer sammen med cocktailpinde. På samme måde laver du en hale af agern, som du fastgør til kroppen. Og så laver du to arme og ben ud af agern. Stik bagbenene i en flad kastanje, så din dinosaur faktisk kan stå. Sæt en egetræshætte på hovedet og tegn et ansigt, så er din T-rex klar.
Enhjørningkastanjehesten er bare det sødeste… Du sætter fire cocktailpinde i en stor kastanje og limer perler (helst jernperler hvis du kan få fat i sådan nogen, så står den bedre) til enderne som hove. Lim et par færdige rulleøjne på en lidt fladere kastanje og lave ører af pap eller papir, som du også limer på. Hornet laves ved at dreje to chenilletråde sammen; som bliver smallere mod spidsen. Lim det på panden. Lav manen og halen af uld og lim også fast det på kastanjerne, så er din enhjørning klar.
Vi kommer ikke udenom edderkoppen – slet ikke her op mod Halloween 😉 Brug enten helt sorte piberensere til ben, eller farvet hvis de skal være lidt sjovere. Del 3 piberensere i 2, så du får 6 ben. Du kan enten lime dem på, eller forbore et hul med et søm og stikke dem heri. Lim til sidst rulleøjne på hovedet, og vupti din edderkop er færdig.