Påske småkager

Lav disse nemme og velsmagende småkager med børnebørnene og lad dem få fri fantasi til at pynte dem. Det vil de elske. Dog skal det nok være dig der laver selve dejen, og så kan børnene få lov til at “stikke” dem ud med kageforme og pynte dem til sidst når de er blevet bagte og helt kolde.

INGREDIENSER (ca. 40-50 småkager alt efter størrelse)

  • 250 g hvedemel 
  • 100 g blødt smør
  • 100 g flormelis
  • 1 tsk. vaniljesukker 
  • 1 æg 
  • 1 øko citron 


SÅDAN GØR DU:
Smuldr smørret ind i melet, og bland flormelis og vaniljesukker i. Tilsæt ægget og saml dejen. Tilsæt saften fra en halv øko citron, og citronskal fra hele citronen. Hvis dejen bliver for lind/klistret, tilsætter du lidt mere mel. Herefter skal den på køl i minimum 30 minutter. Har du den køl i over en time, skal du tage den ud ca. 30 min før, så den ikke er alt for kold når du skal rulle den ud.


Nu er det børnenes tur 😉
Lad dem stikke dejen ud med kageforme, og sæt dem på en bageplade med beklædt med bagepapir. Der bliver til ca. 3 bageplader.
Bag dem i ovnen i ca. 10-12 min ved 200 grader (varmluft 180 grader) til de er gyldne. Lad dem bliver helt kolde.

Igen er det børnenes tur 😉
Så skal de pyntes alt efter børnenes humør og fantasi. Prøv at lave glasuren med æggehvide i stedet for vand, så bliver den nemmere at arbejde med, og brug pasta farve i stedet for den almindelig frugtfarve. De er lidt dyrere at anskaffe med de holder længe og både smagen og konsistensen bliver meget bedre. Prøv også med krymmel, små øjne osv.

Du vil måske også kunne lide...