– Kønsdiskriminationen
Af Camilla Frank
Jeg er født i januar 1970, så jeg er netop blevet 50. Og med den fart og vilje, jeg havde på livet, troede jeg faktisk ikke, at jeg ville blive mere end 40. Nu er barren heldigvis sat en del højere.
Som barn af 70’erne og den nylige frigjorte flower-power tid, kunne man gå hen at tro, at med det fulgte fryd og gammen. Det var nu nok mere vores forældre, der red på bølgen med vækst og frigjorthed, bortset fra oliekrisen og vist noget med kartoflerne også, men det ligger jo 50 år tilbage i tiden, så hvem tænker på det nu?
Anyway, vi der var piger i 70’erne voksede stort set stadig op med et indbygget ’pleaser-gen’, selvom ligestillingen skød op rundt omkring os. Men vi var børn. Så nok havde vi øjne i hovedet og ører til at lytte med, men mange af os var stadig både mund- og handlingslammede udadtil. Det var lidt pø om pø med den frigjorte tid, og man skulle nok være kunstner eller bo på Christiania, før det virkelig slog igennem.
En af grundene til at dette 50’er efterlevn af kønsrolle-mønstre stadig blomstrede, skyldtes nok, at flere af vores lærere i folkeskolen var endnu ældre end vores forældre.
Jeg husker tydeligt engang en pige i en af de mindre klasser kom til at slå en prut. Hun blev bedt om at rejse sig op og stå foran hele klassen og sige undskyld. Fuldstændig som skåret ud af en scene fra 50’erne, hvor kvinden står i pæn bluse og nederdel med opsat hår og vrider hænderne. Jeg har ofte tænkt på, at denne oplevelse må sidde meget dybt i hende, når jeg selv husker den så tydeligt.
Folkeskolen fastholdt på mange måder de gamle dyder og kønsroller. Intet under, at vi piger forblev forsagte piger. Ikke at det var forkert. Det var bare sådan tiden var. Det var en langsom brydningstid for både lærerne, eleverne, forældrene og samfundet. Og langsomt er alt jo siden blevet sluppet, så vi nu i dag står med et samfund, hvor manglen på respekt og dyder er total. Hvor alt handler om én selv. Og hvor Andy Warhols kendte udtalelse om, at alle mennesker én gang i livet ville opnå ’15 minutes of fame’, er druknet i den digitale verden med SoMe 24/7/365.
Hos mine veninder fungerede ’pleaser-genet’ også rigtig godt og alle vegne. Vi ”rettede ind” på jobbet og gjorde tingene rigtigt, og som det forventedes, mens selvstændighedens stemme voksede, men endnu kun rigtigt blev hørt i større konflikter eller til veninde-sammenkomster.
Selvfølgelig var der piger, der kæftede op og sagde deres mening. De blev kaldt ’rappenskralder’ og blev hurtigt skudsmål for jokes eller hængt ud i anden sammenhæng.
Da jeg blev forlovet, sagde min kommende svigerfar til mig, at ’nu havde jeg skudt papegøjen’. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte, at det var omvendt. Men jeg sagde ikke noget. Jeg var 4 år ældre end min kommende mand. Han studerede og jeg tjente pengene. Jeg sparede op og han brugte. Da jeg købte min første bil, blev den automatisk til ’Jakobs bil’. Heller ikke dét sagde jeg noget til, men tænkte at ’jeg jo vidste bedre’, og lod den pæne pige og flinkeskolen stå på forreste række.
Og det fejlagtige flinkeskole-syndrom og kønsrolle-mønster viste sig også på andre punkter. Helt automatisk tillagde jeg mine chefer og alle andre på min vej, som var ældre og i en højere stilling, en form for fejl-castet fortræffelighed. Jeg troede automatisk, at de var dygtigere og klogere end jeg selv. Ha (!) – det tog mig alligevel lidt tid, tørt at konstatere, at det bestemt ikke var tilfældet. Men blot endnu et levn fra den pæne opdragelse, hvor man automatisk satte sig selv på 2. pladsen. I dag tør jeg godt sige højt, at der nu engang er meget langt mellem dygtige og professionelle ledere’.
I 2006-2007 var jeg ansat som logistikchef for Bjarne Riis og hans daværende cykelhold Team CSC. Vi var i alt 75 medarbejdere, og hvert år skulle alle afsted på træningslejr.
Det år var vi i Sydafrika med B.S. Christiansen og skulle bl.a. på en tre-dages overlevelsestur i bjergene. Vi blev inddelt i fire hold. Første opgave var at finde ud af, hvem der var den bedste og den næstbedste skytte. Den bedste skulle være holdets jæger. Og den næstbedste fik lov at bære våben og bytte(!).
For at finde den bedste skytte, skulle vi skyde til måls på en planche med et billede af en antilope. Den der skød tættest på hjertet, blev kåret som skytten. Og næstbedst blev næstbedst.
Jeg var jo blot ’pigen på kontoret’, så ingen tog notits af mit skud, førend det gik op for dem, at jeg havde ramt hjertet. Her skulle man tro, at klapsalver eller en smule anerkendelse var på sin plads, men ak nej. Holdet (mændene) talte alle hen over mit hoved i en fælles forståelse af, at mit skud var held. Og nu gik man så efter den, der var næstbedst og 3. bedst. Her stod jeg så og så på, velvidende at min far lærte mig at skyde inden jeg var 10 år.
Den eneste, som gjorde indsigelse, var den norske cykelrytter Kurt Asle-
Arvesen. Men han blev ignoreret ligesom værdien af mit skud. Alle de andre kom syd fra Danmark og det var ret interessant og ganske overraskende, at ligestilling ikke fandtes blandt tyskere, belgiere og nogle fra Luxemburg.
Sagde jeg noget? Nej. For jeg var egentlig også ret ligeglad, og synes det sagde mere om dem. Men jeg lærte noget. En hel del.
Det blev et af vendepunkterne i mit liv. Uanset hvor høflig, dygtig og ordentlig man opfører sig, så er det bare ikke nok. Man bliver nødt til også at tale højt og skære igennem.
Og så er det, at det også hjælper at være blevet voksen. For dét at kunne tale, og stadig være den pæne pige, men tale med myndighed, smilerynker og runde former – dét gør en verden til forskel.
Nu lyttes der, og sker det at stemmen hæves, ja så er det vist tydeligt, at jeg mener, at noget er gået helt galt. Og dette uden at være en rappenskralde.
Fakta:
Navn: Camilla Frank
Alder: 50 år
Civilstatus: Fraskilt. Mor til Sebastian på 17 år.
Firma: Indehaver af Konference & Eventbureau’et CF1701, der assisterer virksomheder med planlægning, booking og koordinering af deres Møder, Konferencer, Rejser og Events i ind- & udland.
www: cf1701.dk
Mail: cf@cf1701.dk
Instagram: cf1701.dk
