En hedetur er faktisk et forsøg på at køle dig ned – og den sender kroppen på overarbejde med stresshormoner.
af Anette Paulin, uddrag fra bogen “Kvinde kend dine hormoner”
En hedetur begynder i hjernen. Mange kvinder kan mærke det, fordi de får en let hovedpine, ofte flere minutter før hedeturen kommer. Scanninger viser, at der er øget aktivitet i bestemte områder af hjernestammen, få sekunder før hedeturen starter – formentlig områder, der har med temperaturreguleringen at gøre. Derefter breder aktiviteten sig til andre områder i hjernen.
Selve hedeturen kan ses som et udtryk for, at de temperaturregulerende centre i hjernen fejl-fortolker situationen. Hjernen registrerer, at kroppen er for varm, og den skal køles ned – derfor sendes der signaler til forskellige systemer i kroppen om at øge nedkølingen.
Hjertet pumper hurtigere, og pulsen stiger med op til 9 slag i minuttet. Blodkarrene udvider sig for at øge blodomløbet, og temperaturen på huden stiger – og den bliver varm og i nogle tilfælde også rød på grund af den øgede blodtilførsel.
Svedkirtlerne bliver aktiveret, og man begynder at svede. Sved er en måde, kroppen kan køle sig ned på – når sveden fordamper, bliver huden afkølet. Så det er ikke mærkeligt, at nogle kvinder begynder at fryse, når hedeturen er overstået. Efter en hedetur er kroppens kernetemperatur nemlig faldet med mellem 0,2 og 1 grad.
Varmen begynder ofte i brystet og breder sig så til halsen og hovedet og måske også andre dele af kroppen. Nogle kvinder føler en prikken eller snurren i fingrene, og samtidig med hedeturen kan man også opleve kvalme, svimmelhed, hovedpine og at svede ekstremt meget.
Samtidig stiger hypofysens produktion af signalhormoner: LH, ACTH og væksthormon. Derefter stiger produktionen af hormoner fra binyrerne: Cortisol, DHEA og androstenedion, og der sker også en lille stigning i progesteron. Niveauerne af østron og østradiol stiger ikke.
Varigheden af en hedetur kan være fra et par sekunder til nogle minutter og i sjældne tilfælde kan en hedetur vare i op til en time. Der er ikke noget at sige til, at man kan blive træt af hedeture, bogstavelig talt, med al den aktivitet, der foregår i kroppen.
Stress-håndtering vil være en naturlig del af indsatsen mod hedeture, men det kan være nødvendigt at sætte ind på flere områder samtidig, hvis man skal bryde den negative spiral. Det er svært at få stress-niveauet ned, hvis man samtidig mangler den “buffer” mod stress, som skabes af progesteron. Ofte er hedeture netop sammenfaldende med en lav produktion af progesteron, og i så fald kan et tilskud af naturligt progesteron være en god hjælp til at få bugt med hedeturene.
Læs mere om overgangsalderens besværligheder – og hvordan du slipper af med dem – i bogen Kvinde kend dine hormoner.