Af Sarah Kamphøvener, psykolog og skuespiller
For godt fem år siden fik jeg at vide, at den far jeg er vokset op med, ikke er min biologiske far. Det var min mor, som efter 43 år fortalte mig hendes livs største hemmelighed.
Det har haft store konsekvenser, men jeg ville aldrig have været sandheden foruden.
For mig var det en kæmpe befrielse, tavsheden blev brudt. Det fik mig for alvor til at få øje på, hvor vigtigt det er, at vi tør gøre op med fortielse. Det fik mig også til at se endnu mere klart, hvor meget energi jeg som barn og ung har brugt på selv at fortie. Helt konkret fortiet et skjult synshandicap.
Også i mit arbejde som psykolog har jeg set, hvad fortielse kan gøre ved mennesker og deres relationer.
Dette er alt sammen noget som gav mig lyst til at lave en podcast om fortielse.
(Hør udkast fra podcasten her)
Mit formål er at sprede budskabet om, hvilke konsekvenser det har, når tavsheden får sit greb i os. Jeg håber det vil få folk til at tænke over, hvornår de selv fortier, og være bevidste om at de selv har et valg.
I podcasten interviewer jeg forskellige mennesker, der har haft fortielse helt tæt inde på livet, enten personligt eller fagligt. Ja selv min egen mor, der efter lang betænkningstid, valgte at sige ja til at dele, hvordan det har været at fortie min biologiske oprindelse i 43 år.
Jeg har valgt åbent og ærligt at dele ud af mine egne personlige erfaringer. Både de pinlige historier om, hvordan det har været at leve i en fortielse, men også dagen, hvor jeg mødte min biologiske far for første gang. Helt konkret på toppen af Himmelbjerget.
Hvordan kan vi forstå fortielse?
Fortielse betyder, ifølge den danske ordbog, med vilje ikke at omtale noget bestemt.
Fortielse kan forekomme i alle vores relationer til familie, venner, kollegaer etc. Fortielse kan komme til udtryk på et utal af måder, og kan have forskellige bagvedliggende grunde.
Det kan være tanker og oplevelser i kollegaer, hverdagslivet mellem venner eller som ikke siges højt, men måske burde komme ud i det åbne. F.eks ”det du sagde, gjorde mig ked af det” eller ”undskyld, du har noget siddende ved næsen”.
Det kan også være fortielse af stof, som rummer langt større alvor og tyngde.
Sarahs foredrag
Foredraget vil behandle spørgsmål som:
Hvorfor vi fortier?
Hvilke konsekvenser har det, når vi fortier- både for os selv og dem vi holder af?
Hvad gør fortielse ved vores relationer?
Hvordan gør vi op med tavsheden?
Skuespiller og psykolog, Sarah Kamphøvener bringer sine personlige og faglige erfaringer i spil, når hun behandler emnet ”fortielse”. Hun har selv haft fortielse tæt inde på livet i form af en stor familie-hemmelighed. Hun kender også til selv at fortie i frygten for at blive stigmatiseret grundet et synshandicap.
Sarah vil åbent og ærligt dele ud af sine erfaringer – også de mange pinlige situationer.
I dette foredrag vil du blive klogere på:
Hvordan fortielse kan komme til udtryk, og at det er noget vi alle kender til. Om det er fortielse af de mange små pinlige situationer i hverdagen, som når vi ser den anden har noget imellem tænderne, og vi ikke siger det. Eller fortielse af stof der rummer langt større alvor som f.eks. familiehemmeligheder: Morfar gik over på tyskernes side, farfar har været i fængsel, mor er psykisk syg, far og mor drikker……. men vi taler ikke om det.
Foredragets form vil være en vekselvirkning imellem personlige og faglige erfaringer og karikerede roller, som understreger pointerne. Sarah Kamphøvener vil i høj grad trække på sin baggrund som skuespiller, når hun formidler stoffet.
Foredraget vil gå fra det fine, skrøbelige, alvorlige og sårbare til det fandenivoldske med store kraftudladninger. Et foredrag med plads til grin, alvor og masser af sunde tanker om perfekthedskultur, præstationsræs, facade, mod og fællesskab.
Med andre ord et foredrag som ikke kan undgå at få folk til at reflektere over, hvordan fortielse kommer i spil i deres eget liv.
Målgruppen er både unge og voksne.
Er du interesseret i et foredrag, eller bare til at høre mere kan du kontakte Sarah på: psykologsarahkamphovener@gmail.com

