Så kom vi ind i et nyt år med nye muligheder og nye oplevelser.
Af Anne Nyland Nordestgaard
Jeg glæder mig som altid til årsskiftet. Et nyt blad vendes – et nyt og ubrugt år venter, forhåbentlig bliver det lyst, varmt og kærligt. Og fyldt med muligheder og oplevelser. Kun fantasien – og måske økonomien sætter grænser. Men det bør ikke være en undskyldning for at opleve og lære.
2022 har for mig budt på kærlighed, familietid, Spanien, Portugal, nye samarbejder, fantastiske nye bekendtskaber, Tyskland, Færøerne, masser af golf, cykelture, Paris, venindetur, et sprængt vandrør, nabohygge, masser af hvepse, havdyb, en løst forsikringssag plus alt det løse.
Det var også i 2022 jeg for første gang svarede, at jeg arbejder som influencer og blogger, da jeg i et selskab blev spurgt om, hvad jeg arbejde med. En ny identitet plantede sig i mig. For det er jo det jeg er. Nu. Influencer og blogger. Det blev også fastslået i en artikel i Magasinet LIV under temaet Kvindeliv – still going strong (Magasinet LIV dec. 22). Så hvem siger, at man ikke kan skifte karrierevej, selv om man er 60 plus?
Der er brug for modne influencere, der fortæller de gode historier om at være 50 plus, 60 plus og 70 plus. For vi er her jo stadig, vi vil gerne inspireres, vi vil gerne udvide vores horisont, vi vil forsat gerne lære og udvikle os. Mange vil forsat gerne arbejde. Gad vide hvornår arbejdsgiverne finder ud af, at 50-60 plus årige er lige så attraktive på arbejdsmarkedet som yngre personer? Vi lever længere, er fysisk i vigør og mange har et højt aktivitets- og funktionsniveau langt oppe i årene. Vi følger levende med i samfundsdebatten, er fagligt velorienteret inden for vores felt og har aldrig barsel eller barns første sygedag. Vi har livserfaring og overblik. Hvem vil ikke gerne have sådan en kollega?
Hvorfor er det så, at man meget ofte læser og hører om, at det er svært for 55 plus årige at blive ansat i et nyt job? Og at potentielle kolleger foretrækker yngre kolleger frem for ældre? Det fremgår i hvert fald af en undersøgelse foretaget af DJØF.
Jeg håber at 2023 bliver et år, hvor flere 50 plus årige vil være med til at slå et slag for det gode og aktive liv og sende lidt #seniorlovestorm afsted. Lad 2023 blive et år, hvor vi tager et opgør med alderisme. Alt er muligt – i hvert fald næsten alt, hvis vi har modet, lysten og motivationen til at prøve nye muligheder af. Vi bliver aldrig færdige med at lære eller at udvikle os.
Rigtig godt nytår!
Mere om Anne:
Anne er 63 år, influencer og blogger på instragramprofilen @a_la_anne – (følg hende endelig, hun har mange spændende og nærværende opslag hver dag – red.)
Udviklingskonsulent i egen virksomhed, uddannet sygeplejerske og cand.cur.