Af life-coach Jette Rysgaard
Jeg skal virkelig huske mig selv på PYT-knappen. Jeg kan bruge timer på at gruble over f.eks. en sms jeg har fået, ting der blev sagt eller endnu værre det usagte. Jeg vender og drejer det, tankerne får lov at løbe afsted. Så det der startede som en lille fjer, vokser sig kæmpe stort inde i mig, og ender med at blive til 10 høns.
Det dræner mig for energi, for i bund og grund er der ikke meget, jeg kan gøre ved det, uanset hvor meget energi jeg lægger i det. Især ikke når det handler om andre end mig selv. Jeg kan ikke ændre deres adfærd, deres holdninger eller ageren, hvis de ikke selv vil det. I værste fald (og ofte) er de forlængst videre, og har ikke skænket deres bemærkning en tanke efterfølgende. Det er mig, der står tilbage med følelsen af at være låst fast i alle mine tanker, mine følelser og har ikke fået noget som helst ud af al den tid og energi, jeg har brugt på at komme frem til en forståelse (hvilket meget sjældent sker).
I det øjeblik jeg får trykket på PYT-knappen, beslutter jeg samtidig mig for, at det skal jeg ikke bruge mere tid og energi på. Jeg kan ikke ændre på det, uanset hvor meget jeg forsøger. Jeg lægger det fra mig ved at trykke. Placerer ansvaret hos den anden. Den der ren faktisk kan handle på det, hvis personen vil det. Det er ude af mine hænder. Ude af min kontrol. Og jeg kan i stedet bruge energien på mig selv.
SÅ HUSK AT BRUGE PYT-KNAPPEN!