Skal 2023 være dit rejseår?

At rejse er at leve – sådan sagde H.C. Andersen – og rigtig mange af os lever mere eller mindre for at rejse. 

Af Jane Maltesen

Hvis du er i seniortiden, er du måske ikke på arbejdsmarkedet længere og kan nu planlægge dine rejser, til når det passer dig bedst – eller du kan slå til, når de gode tilbud er der.

At rejse kan give glæde flere gange – glæden ved at planlægge rejsen, glæden ved alle de oplevelser, som man får, når man rejser – og endelig glæden ved alle minderne fra rejsen.

Om du rejser alene eller sammen med andre, så vil oplevelsen af at se fremmede steder, møde andre kulturer være en berigelse.

Rejser kan være alt lige fra få dage til flere måneder, og rejsemålet kan være alt fra lige udenfor din egen hjemby til fjerne himmelstrøg.

Storbyferie eller klassisk charter

En weekendtur til København står på min ønskeliste, men også Hamborg, Berlin og Paris står på listen. 

Det er faktisk længe siden, vi sidst har besøgt København. Jeg vil gerne besøge operaen, og så vil jeg gerne opleve Tivoli om foråret. Turen kan sagtens være en éndagstur med tog ud tidligt om morgenen og hjem hen på aftenen. 

Toget er i det hele taget en behagelig rejsemåde, som vi tidligere har brugt både til en forlænget weekend i Hamborg og endda en tur til Bornholm – begge steder vil jeg meget gerne besøge igen. 

Den klassiske charterrejse er efterhånden udvidet til all inklusive. Her kan du lægge benene op i en hel uge og få det hele serveret.

Jeg har aldrig selv prøvet det, men jeg er ret sikker på, at med min madglæde og mit livsnydergen, vil det ikke vil være en god ide for mig at få adgang til så meget mad og drikke i en hel uge. 

Aktiv ferie

I mange år har jeg snakket om, at jeg kunne tænke mig at gå Caminoen, men det kræver både fysisk og mentalt overskud. Jeg tænker, at det kunne være en god ide at prøve en vandretur herhjemme først. 

Der findes faktisk flere ruter for eksempel Gendarmstien, som strækker sig i dag fra den dansk-tyske grænse ved Padborg over Kollund, Gråsten, Broagerland og Vemmingbund, forbi Dybbøl og videre til Sønderborg og Høruphav på Als. Ruten er en 84 kilometer kystnær vandrerute langs den dansk-tyske grænse og er en af Danmarks smukkeste kystvandreruter. Jeg er dog ikke sikker på, at idéen falder i god jord hos manden i huset. I det hele taget er han ikke så rejselysten – han trives bedst under æbletræet bagest i haven.

I flere år har vi haft tradition for én gang om året at tage en kanotur sammen med gode venner.  Det startede for mange år siden, hvor vores bryllupsrejse gik til Gudenåen, hvor vi sejlede i kano i en uge. Her mødte vi et andet ungt par, og det blev til et venskab for livet.

Sidenhen har kanoturen udviklet sig til en “kanotur de luxe”, hvor vi booker et hotelophold og sejler i kano i nogle timer, inden vi sætter os til et veldækket bord på hotellet, nyder hinandens selskab, lægger os tilbage i en blød hotelseng og vågner op til et veldækket morgenbord.

Rejser til fjerne himmelstrøg

Vi er så heldige – eller uheldige – at være en distancefamilie – vi har nemlig en søn, svigerdatter og tre børnebørn i New Zealand, så det er naturligt, at vores længere rejser går der til.

Vi rejser ca. hvert andet år til New Zealand og er væk i 4-5 uger. Coronatiden har desværre gjort, at det er fem år siden, vi har været der sidst.

Det er en lang tur til New Zealand på den anden side af jorden. 

På udrejsen har vi flere gange taget et stop undervejs i henholdsvis Singapore og Sydney, hvor vi har kigget nærmere på byen. Sidste gang tog vi et ophold på en lille uges tid i Sydney, hvor vi blandt andet havde en guidet rundtur i operahuset, besøgte botanisk have og var på havnerundfart.

Vi overvejer at tage over USA næste gang og eventuelt tage en afstikker til Hawaii – når vi alligevel er på vejen. 

New Zealand er uden tvivl et af de smukkeste lande i verden, og man kan godt forstå, at mange unge vælger lige netop at rejse til Australien og New Zealand, når de skal ud i verden og have et sabbatår. Landet virker så rent og uspoleret samtidig med, at man møder dramatiske vulkaner, spruttende gejsere, flotte strande og storslåede fjordlandskaber. Første gang vi besøgte New Zealand, lejede vi en lille bus, hvor vi hele familien kørte rundt på både nord- og sydøen og så alle de smukke steder. 

Selvforkælelse for krop og sjæl

Vores livsstil er vores eget valg, og en af de ting, som også står på min ønskeliste er en sundhedsrejse, hvor man trækker stikket fra hverdagen i nogle dage og få ny energi.

Hvis du har lyst til at investere i helbredet, findes der mange forskellige former for sundhedsrejser både til udlandet og herhjemme og lige fra få dage til flere uger.

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *