Strikket viking sweater

En dejlig blød og behagelig sweater med ribkant og et smukt perlestrik-mønster. Blusen strikkes nedefra og op. Vælg mellem 4 størrelser. Den er nem at gå til, så du bliver hurtig færdig.

MATERIALER:
5 (5, 6, 7) nøgler Alpaca Bris fv 327
Rundpind 80 cm/ 4 mm og 5 mm
Maskemarkører
Maskeholder
Hjælpe-rundpind 80 cm

Strikkefasthed:
17 masker og 29 omgange/pinde på 10 cm i mønster

STØRRELSE:
S (M, L, XL)
Bredde: 44 (48, 52, 56) cm
Længde: 53 (53, 53, 53) cm

Opskriftsinformation:
Blusen strikkes nedefra og op med et lille perlestrik-mønster.
Der deles ved ærmegab og ryggen og forstykke strikkes færdig for sig.
Ærmerne strikkes for sig og sys på.

KROP:
Ribkant:
Slå 148 (164, 176, 188) masker op på pind 4 mm og strik rundt.
Strik *2 ret, 2 vrang*, gentag * til * omgangen ud, til kanten måler 5 cm.
Sæt en markør ved omgangens begyndelse.

Krop med mønster:
Skift til pind 5 mm og strik 3 omgange glatstrik, idet der tages 1 maske ud på den 1. omgang = 149 (165, 177, 189) masker.

Mønster:
1. omgang: *1 ret, 1 vrang*, gentag omgangen ud.
2. og 3. omgang: vrang over ret og ret over vrang.
NB Med det ulige maskeantal strikkes der “bare” 3 omgange: 1 ret, 1 vrang.
4. – 12. omgang: Glatstrik.
Gentag disse 12 omgange.

Strik mønster til arbejdet måler 38 (37, 36, 35) cm. Tag 1 maske ind på den sidste omgang = 148 (164, 176, 188) masker.
Her deles arbejdet = 74 (82, 88, 94) masker til hhv ryg og forstykke.

RYGGEN:
Strik mønster over ryggens 74 (82, 88, 94) masker til ærmegabet måler 15 (16, 17, 18) cm.
Slut med 4 pinde glatstrik. Arbejdet måler 53 cm.
Sæt alle masker i hvil på en hjælpe-rundpind.

FORSTYKKE:
Strikkes som ryggen til arbejdet måler 42 (42, 43, 43) cm. Slut med en vrangside-pind efter 3-4 pinde glatstrik.

HALSUDSKÆRING:
Venstre side
Fortsæt i mønster.
1. pind, retten: Strik 30 (33, 35, 37) masker, vend og lad de resterende masker sidde i hvil på pinden.
2. pind, vrangen: Luk 3 masker af og strik pinden færdig.
3. pind, retten: Mønster
4. pind, vrangen: Luk 2 masker af og strik pinden færdig.
5. pind, retten: Mønster
6. pind, vrangen: Luk 2 masker af og strik pinden færdig.
7. pind, retten: Mønster
8. pind, vrangen: Luk 1 maske af og strik pinden færdig.
9. pind, retten: Mønster
10. pind, vrangen: Luk 1 maske af og strik pinden færdig = 21 (24, 26, 28) masker tilbage til venstre skulder.

Strik lige op til arbejdet måler 53 cm. Dette er skulderen, sæt en markør i sidesømmen.

Strik 2 cm lige op, idet der tages 1 maske ud i nakken 3 gange på hver 2. pind = 24 (27, 29, 31) masker. Slut med en vrangside-pind.

Højre side:
Sæt de næste 14 (16, 18, 20) masker på en maskeholder og strik over de resterende 30 (33, 35, 37) masker.
Fortsæt i mønster.
1. pind, retten: Luk 3 masker af og strik pinden færdig.
3. pind, vrangen: Mønster.
4. pind, retten: Luk 2 masker af og strik pinden færdig.
5. pind, vrangen: Mønster.
6. pind, retten: Luk 2 masker af og strik pinden færdig.
7. pind, vrangen: Mønster.
8. pind, retten: Luk 1 maske af og strik pinden færdig.
9. pind, vrangen: Mønster.
10. pind, retten: Luk 1 maske af og strik pinden færdig = 21 (24, 26, 28) masker tilbage til højre skulder.
Strik lige op til arbejdet måler 53 cm (alle størrelser).
Dette er skulderen, sæt en markør i sidesømmen.

Strik 2 cm lige op, idet der tages 1 maske ud i nakken 3 gange på hver 2. pind = 24 (27, 29, 31) masker. Slut med en retside-pind.

Sammen-strik af skuldermasker:

Læg ryg og forstykke sammen (ret mod ret).
Strik fra sidesømmen (med en ekstra pind) 1 maske fra hver side ret sammen, strik endnu 1 maske fra hver side ret sammen og luk af. Gentag aflukningen til alle masker på skulderen er lukket af. Bryd garnet og træk garnet igennem masken.
NB Sammenstrikningen ligger 2 cm nede på ryggen.

NAKKE:
Sæt de sidste 26 (28, 30, 32) masker midt på ryggen på en maskeholder.

ÆRMER:
Ribkant:
Slå 40 (40, 44, 44) masker op på pind 4 mm og strik rundt.
Strik *2 ret, 2 rang*, gentag * til * omgangen ud, til kanten måler 5 cm.
Sæt en markør ved omgangens begyndelse.

Ærme med mønster:
Skift til rundpind 5 mm og strik rundt med magic loop.
På den 1. omgang tages der 1 maske ud = 41 (41, 45, 45) masker. Sæt en markør ved omgangens begyndelse.
Strik 2 omgange glatstrik.
Herefter strikkes mønster og udtagninger.
Strik til 1 maske før omgangens begyndelse, tag 1 maske ud (ved at strikke lænken op i drejet ret), strik 2 ret, tag 1 maske ud.
Der tages herefter ud på hver 8. omgang til der er 57 (61, 65, 69) masker.
Strik lige op til arbejdet måler 45 cm.

Strik forhøjning på ærmet således:
Strik frem og tilbage på rundpinden med German Short Row.
Strik til 8 masker før markøren ved omgangens begyndelse, vend med en vendemaske, strik vrang tilbage til der er 8 masker før markøren ved omgangens begyndelse, vend med en vendemaske, strik ret til der er 16 masker før markøren ved omgangens begyndelse, vend med en vendemaske, strik vrang til der er 16 masker før markøren ved omgangens begyndelse, vend med en vendemaske, strik ret til omgangens begyndelse (vendemaskerne strikkes som 1 maske), vend ikke men luk af i ret (vendemaskerne strikkes som 1 maske) til alle masker er lukket af.

Strik det andet ærme magen til.

MONTERING:
Sy ærmerne på blusen med maskesting. Midt på ærmet og markøren ved skulderen skal være ud for hinanden.

Halskant:
Strik fra retten masker op og strik maskerne fra maskeholderne = ca. 84 – 92 masker.
Strik rib: 2 ret, 2 vrang.
Strik 1-2 cm. Luk løst af.

Opskrift er venligst udlånt af hobbii.dk – her kan du også købe garnet online.

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *