Tognørd og livslang forelskelse i tog

Af Britt Sallingboe

I min barndom boede jeg tæt ved jernbanen, og husker stadig spændingen, når vi lagde femører på skinnerne og ventede på at toget kørte over mønterne, som blev så store og flotte.

Dengang foregik al ferierejse med tog og jeg elsker stadig de lange togture hvor man kan slappe af og nyde at sludre med familie og venner, at hygge sig i restaurantionsvogne, nyde et glas vin i kupeen eller blive vugget i søvn i nattoget på de lange strækninger ned gennem Europa.

For fem år siden besluttede jeg at stoppe med at flyve på ferie, da jeg i et radioforedrag hørte, hvor meget fly belastede klimaet i forhold til tog. Men jeg havde stadig lyst til at udforske andre lande og kulturer – nu med langsommere rejseformer.

Da jeg lærte forsker Bettina Hauge at kende og hørte at et tog udleder en tredjede mindre CO2 pr. km end fly kunne jeg med det samme tilslutte mig hendes vision:
”Slow Travelling i langsommere transportmidler end fly kan være den fremtidige vej til at opretholde idealet om det aktive og berejste moderne menneske, uden at millioner af sådanne moderne mennesker flyver planetens klima i sænk”.

Bogen ”Oplev Europa med tog”
Jeg brugte derfor oceaner af tid på at planlægge en 16-dages Interrail Senior togrejse rejse hen over Alperne, ned gennem Italien og hjem via Østrig. Stor var min glæde, da jeg fandt ud at seniorer kunne få Interrail Pass – endda med 10% rabat. Det måtte jeg udbrede kendskab til med en togrejsebog, da der ikke fandtes dansk litteratur om togrejser udover et laset eksemplar om Interrail fra de glade ’60-ere.

Målet med bogen var at få flere og flere danskere til at blive klimabevidste og få øjnene op for glæden og værdien af at tage sig tid til at rejse i et tempo, som gør, at man får sjælen med.

Halvandet års udforskning og gennemsøgning af nettet samt spændende togrejser i Europa blev omsat til en bog på 572 sider: Oplev europa med tog
Bogens første del rummer mine og 22 rejseglade menneskers fortællinger om oplevelser i alle lande i Europa. Anden del er facts om rejseveje, nattog, apps, billige billetter, A-Z om togrejser m.m. Se også min blog på 32 sider med klikbare links til bogens 12 kapitler KLIK HER

Facebookgruppen togrejser

Det var for to år siden svært at få ørenlyd om glæden og nødvendigheden af togrejser i stedet for flyrejser, men tiderne har ændret sig. Der er nu stor bevidsthed om miljø og CO2 og det skadelige ved flyrejser.

Jeg blev i årets løb mediernes kæledægge. Jeg blev interviewet i Go Morgen Danmark og i Det Gode Selskab og ugeblade og aviser bragte spændende interviews og artikler om togrejser. 

På min Facebook gruppe ”Togrejser” finder du inspiration og info om togrejser. Gruppens nu 6.000 medlemmer er altid parate med gode råd og kommentarer inden for få timer, både når det handler om rejsetider, priser, hjemmesider at besøge, løbende banearbejde, klimapåvirkning m.m. Se mere HER

Det vi ikke ved, spørger vi vores lille superaktive togrejseagentur www.togrejse.dk om. Lederen Ulrik Albrechtsen bor som jeg ude på nettet og er altid klar til at hjælpe, også hvis man står på Milano Banegård og ikke kan få en pladsbillet hjem. Hos Togrejse.dk er billetter og Interrail Pass altid til rådighed til billigste pris.

Livet som interrail-senior

Jeg har efterhånden nogle år på bagen – 75 for at være helt nøjagtig – (32 år indeni) – så den måde jeg tager på Interrail nu er meget forskellig fra mine ture i ungdommen, hvor jeg blot købte billetten og så afsted.

Nu foregår turene sammen med min mand Per på 86. Vi har rejst verden tynd i 30 år med fly, helikopter, skib og minicamper, men han har fået flyforbud og er dårligt gående efter en blodprop og efter at have fået et grantræ på 18 meter ned over sig. Heldigvis er han er en sej starut, så han overlevede. Nu hedder det togrejser og jeg slæber rundt med vore rygsæktrolleys. Vi har rejst med tog i mange lande: Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz, Østrig, Italien, Holland, Frankrig, Irland, Peru, Egypten og Indien.  

Der er især to Interrail ture jeg har været utrolig glad for: en 15 dages tur, ”OPLEV NORGE I EN NØDDESKAL” samt turen beskrevet herunder. Måske kan den give inspiration til dine kommende togrejser:

Interrailsenior togrejse gennemTyskland, Schweiz, iItalien og Østrig. Vi er kunst-nørder, så kunst, kultur og musik blev en stor del af denne tur. Jeg var p.g.a. Pers helbred nødt til lave en detaljeret planlægning af turen og finde overnatningssteder tæt ved togstationer og metroer og bestille nattog hjemmefra. 

Turen med tog fra Fredericia til Hamburg

Her var to timers ventetid, før vi skulle med nattog til Zürich. Det gav god tid til at spise aftensmad, nyde et glas vin og en cappuccino. Vi havde valgt underkøjerne i nattoget til Zürich og sov fortræffeligt. Næste morgen kl. 07:00 serverede konduktøren to rundstykker med smør og marmelade samt kaffe/te/chokolade. 

BERNINA EXPRESSEN

Videre med et tog til Chur, da et af højdepunkterne var en tur hen over alperne med Bernina Expressen, en ét spors bane med en sporbredde på kun en meter. Det lille røde tog snoede sig blidt gennem den bjergrige natur og klatrede sindrigt op til de glinsende gletsjere. Efter kørsel i fire timer gennem 55 tunneler og over 196 broer sluttede turen i Tirano, Italien.

MILANO

Videre til Milano – en billedskøn tur langs den maleriske Como Sø. Et af ønskerne for Milano-besøget var at opleve Leonardo da Vincis ”Den sidste nadver” i klosteret Santa Maria delle Grazie – et enestående kunstværk på 460 x 880 cm , som skildrer det øjeblik, hvor Jesus forkynder, at en af hans tolv disciple vil forråde ham. 

MONTECATINI TERME

Målet med besøget i Montecatini Terme var at prøve de termiske bade og spise på en af Italiens fineste gourmetrestauranter: Enoteca Giovanni, hvor vi fik det bedste måltid, vi nogensinde har smagt.

Vi har på italiensk lært at sige: ”Una porzione da dividere in due per favore” (Må vi bede om én portion på to tallerkner?). Derfor fik vi plads til flere af de mange spændende småretter.

FIRENZE

Næste morgen gik turen til Firenze med bumletog. Vores lejlighed var i et gammelt slot ved domkirken – en spændende lejlighed med loftsmalerier og højt til loftet. Her nød vi de mange museer, god mad og koncerter. 

ROM

Efter et par gode dage i Firenze gik turen til Rom. Det var vores fjerde tur til Rom, så det var ikke Peterskirken, Vatikanet og Det Sixtinske kapel, vi skulle opleve. Det var området Monti, vi ville udforske. Vi boede i et kloster hos venlige nonner. Her i Monti var der liv og glade dage og mange gode restauranter og specialbutikker med delikatesser fra forskellige egne i Italien.

Et must for mig var et tredje-gangs besøg i Kirken San Clemente, en af de ældste og mest spændende kirker i Rom. Den er meget interessant, fordi der ligger to kirker ovenpå hinanden, den nederste fra det 4. århundrede med smukke fresker fra det 9.-11. århundrede. Den øverste og nuværende kirke er fra det 12. århundrede. Allernederst er der et tempel for den persiske gud Mithras, som dyrkedes i Rom fra omkring år 67 f.Kr. indtil det fjerde århundrede, hvor kristendommen kom til Rom. 

Da vi hjemmefra havde været enige om, at det var en Slow Travel-tur, vi skulle på, slappede vi meget af og nød de mange indbydende barer og caféer – det bedste besøg var på H.C. Andersens yndlingscafé Antico Caffè Greco. Der var solskin fra morgen til aften, så vi fortærede mange af Roms guddommelige is og gik dejlige ture i området og nød de varme aftener med velsmagende mad i små rare restauranter.

WIEN

Med nattoget fra Rom ankom vi til Wien lørdag morgen. Jeg medbringer altid ørepropper til medrejsende – jeg snorker som et gammelt damplokomotiv. De tre dage i Wien gik med at slentre rundt i den skønne by, besøge Mozarts hus, Albertine-museet med en stor Egon Schiele-udstilling og nyde Stephans Dom og gå rundt i de uhyggelige katakomber under kirken. Et besøg på det megastore Leopold-museum med en spændende Gustav Klimt-udstilling blev der også plads til i vores ”Rejseprogram Wien”.

Den største oplevelse i Wien var at opleve Vienna Mozart Orchestra. Vi havde ladet kronerne rulle og købt nogle dyre billetter tæt på orkestret. Eminent dygtige musikere, klædt i tøj og spillende på instrumenter fra Mozarts tid.

Jeg kan ikke sige Wien uden at få lyst til et stykke Sacher Torte — en himmerigsmundfuld — så vi måtte besøge Café Sacher. Der var kø udenfor caféen, men det tog ”kun” 15 min. før vi kunne få et bord. Sacher Torte er et stykke meget lækker chokoladekage med abrikossyltetøj og en super velsmagende mørk chokoladeglasering.

Afsked med Wien

En 16 dages Interrail Senior tur sang på sidste vers. Det havde været festlige og indholdsrige dage fyldt med eventyr, gourmetmad, koncerter, spændende udstillinger, varme venlige mennesker, enestående natur, en unik teaterforestilling og en sprudlende Mozart-koncert. Kl. 20:39 tog vi afsked med den vidunderlige by Wien og med banegården med de spændende butikker og det fine venteområde med gode siddepladser for udmattede Interrail seniorer. 

Vi skulle nu på den sidste del af rejsen med nattog til Hamburg efterfulgt af en kort tur med DSB hjem til Jylland. Lidt trætte og meget glade kunne vi efter hjemkomsten sidde og slikke solskin i haven og tænke tilbage på en utrolig dejlig tur.

Nyhed i Danmark: pakkerejser med tog

”Grønrejs”
På min morgensurfetur efter nye grønne tiltag på togrejsefronten fandt jeg dette spændende sted: “Grønrejs” – en nytænkning i togsammenhænge: Et grønt Rejsebureau, som på deres smukke, informative hjemmeside skrev, at de tilbyder uforglemmelige pakkerejser med tog, dvs. togrejser incl. hotel. Noget der vil glæde mange, som har lyst til at konvertere flyrejser til togrejser, men ikke har tid og lyst til at kaste sig ud i det store arbejde med reservering af tog og med at finde gode hoteller undervejs. Læs mere om “Grønrejs” HER

Da jeg var på en togferie i København, satte jeg de to GrønRejs indehavere Jacob Johansen og Lau Holmelin stævne, for at høre mere om deres ønske om, at skabe et togrejsebureau med henblik på at være med til at kombinere bæredygtighed med oplevelsesrige individuelle smukke togrejser. De er solidt uddannet i alt om tog og rejser hos bl. a. Ulrich Albrechtsen, Togrejse.dk. På hjemmesiden kan man læse om deres spændende interrail-rejser på Europas flotteste strækninger og mest unikke destinationer og studere udbuddet af individuelle togrejser, grupperejser med tog og skræddersyede togrejser. F.eks. kan man til sommer vælge mellem storbyrejser eller ”Paradis i kroatiske split”– ”Oplev smukke Venedig”, ”Solferie i Kroatien” eller ”Oplev cinque terre”. På denne unikke togrejse til Ligurien, kaldet den italienske riviera, bor man i den skønne kystby Sestri Levante, hvor H.C Andersen boede en overgang i 1830’erne. Du kan frit ændre turens længde.

”Den grønne rejse”

Senere på dagen fandt jeg endnu et spændende nyt togrejsebureau: “Den grønne rejse” stiftet af Anders Morgenthaler, August Lund og Christian Ernstved-Rasmussen. 

”Den Grønne Rejse” tilbyder også pakkerejser med tog + hotel + transport til hotellet. De arbejder på at blive Danmarks første andelsrejsebureau og gøre alle rejsende til en del af ejerkredsen.

Daglig leder er Christian, som har en solid baggrund i rejsebranchen. Vi har aftalt at mødes snart, så jeg kan høre mere om deres ønsker om at være med til at få flere rejsende til at vælge mere bæredygtigt, når de skal vælge ferierejser. Dette gælder både transport, men i høj grad også indkvartering, aktiviteter m.m. På hjemmesiden kan man læse om deres spændende tilbud – KLIK HER!

Her skal nævnes:
Hver mandag sommeren igennem tilbyder de en smuk 10 dags tur til Østrig: ”Sommer i Tyrol” til Wörgl, Zell am See – en afslappende tur med nattoget ”NightJet” fra og til Hamburg. Hotel + transport til hoteller er naturligvis incl. Der tilbydes også en all-inclusive togrejse til Sverige fra 28. juni til 5. juli 2020: ”Sommer i Stockholms skærgård”.

Lad os byde de to danske grønne rejsebureauer velkommen
Hvor er det spændende og modigt med disse to grønne rejsebureauer. Forskellen på ”GrønRejs” og ”Den grønne rejse” er at ”GrønRejs” tilbyder individuelle rejser med afgangs- og hjemkomsttider efter eget valg samt valgfrihed i forhold til indkvartering.

”Den grønne rejse” tilbyder ferierejser med faste afgangs- og hjemkomst datoer og til faste destinationer – dog ofte med valgfrihed i forhold til indkvartering. Nogle rejser er med afgang f.eks. hver mandag i løbet af sommeren.

Om Britt Sallingboe

Britt Sallingboe, årgang 1944, bor ved Vejle Fjord sammen med sin mand Per. Britt er uddannet kunsthåndværker og IT-specialist og er forfatter til 12 bøger om tekstil, design og IT. Britts seneste – og efter hendes udsagn – sidste bog – er togrejsebogen Oplev Europa med tog.

I Facebook gruppen TOGREJSER, som hun oprettede i 2017, kalder de hende ”Togmama” på grund af hendes store viden om tog og hendes spændende togrejser – og fordi hun siges at bo på nettet næsten 24 timer i døgnet og altid er klar på at besvare spørgsmål!

Køb bogen “Oplev Europa med tog” af Britt Sallingboe hos din lokale Kon-Tur boghandler – se nærmeste forhandler HER

Du vil måske også kunne lide...