Iben Nielsen, 60 år, er inkarneret vandre, og har vandret i ca. 7 år – hun holder mest at Færøerne, Madeira og Danmark. Læs her hendes gribende fortælling om en af hendes vandretur på Færøerne.
Gjogv på Færøerne
Min mand og jeg er på vandretur på Færøerne, hvor farverne står i grønne nuancer, der er svære at beskrive. Til alle sider skyder græsbeklædte bjerge op, dækket af rislende og brusende vandfald.
Det er november 2022 og temperaturen ligger på 6-7 grader. Sol og skyer afløser hinanden. En perfekt dag til vandring på Færøerne. Vi har sat kursen mod Gjogv, en lille bygde på øen Eysturoy. Den er let at komme til, via broen fra hovedøen Streymoy.
Vi har prøvet det før
Det er anden gang på to år vi er taget til Gjogv for at vandre. Sidste år nåede vi kun et lille stykke op af den første stigning mod toppen. Vejret var for ustabilt og blæsende, men også fordi min angst for højder nogle gange tager for meget plads. I dag er vejret perfekt. Ingen tåge og sorte skyer, så langt øjet rækker.
På vej op
Turen starter med en stejl stigning op langs klippesiden. Her er en vild udsigt over havet og Gjogv by, med den dybe slugt, hvor slæbestedet for bådene ligger beskyttet for det barske klima. Jeg har flere gange, med sommerfugle i maven, forestillet mig den stejle opstigning. Men atter en gang må jeg sande, at min fantasi og hang til skrækscenarier, helt overstiger virkeligheden. Hele vejen op er trin skåret ind i terrænet langs klippesiden, med faste holdepunkter og rækværk mod klippesiden. Efter den første og meget stejle opstigning, bliver turen nu meget lettere, med færre højdemeter.
Højt oppe – før og nu
Jeg er lettet og lidt stolt af mig selv. Det er ikke benmusklerne jeg er øm i, men smilemusklerne der er kommet på overarbejde. Skønheden og oplevelsen i nuet, overstiger heldigvis min frygt.
Vi går nu højt oppe, med himlen som tag og havet som gulv.
Udsigten over havet og øen Kalsoy langt ude i horisonten på min højre side, og utallige græssende får på min venstre, er en oplevelse der får de små hår til at rejse sig af fryd. Heroppe får jeg en følelse af, at være en del af det der var før, og det der er nu.
Med Slattaratindur i sigte
Vi er på vej mod Slattaratindur, Færøernes højeste fjeld, som vi har i sigte langt ude. Halvvejs på turen tager vi rygsækkene af og gør klar til et pitstop. At sidde der i 400 meters højde med kaffen i hånden, blandt nysgerrige græssende får og udsigt til Búgven, der er Færøernes højeste fritstående klippesøjle (188 m.) er en af de største vandreoplevelser jeg har haft.
Tør vi?
Efter pausen vandrer vi ca. en times tid, hvor vi nogle steder begiver os afsted langs klippekanten og andre steder går langt inde på sletten blandt fårene. Det er let at orientere sig, da vi bare hele tiden skal sørge for, at have havet på vores højre side, for at være på rette vej. Slattaratindur er nu til at få øje på. Jeg ser på fjeldet der tårner sig op foran os. Skal jeg der op? Tør jeg? Jeg ved det ikke endnu, for det ser godt nok vildt ud. Vi tager vores lille rejsekikkert frem, for at se om der er rækværk eller andet langs ruten, man kan holde fast i. Vi er ikke tæt nok på, til at få vished. Vi beslutter os for at gå så langt og højt op, som jeg tør, så vi fortsætter mod målet.
Vejrskifte
Efter kort tid slår vejret pludseligt om, og sorte skyer driver hurtigt ind over området.
Sikkerhed frem for alt er et must når man vandrer. Specielt i højderne og på store sletter, hvor tåge, regn og skydække lynhurtigt får sigtbarheden ned på et minimum.
Et godt vandrerråd og vigtig viden: Vend om hvis du kan nå det, eller bliv hvor du er, indtil du kan orientere dig igen.
Efter en hurtig fælles beslutning, vender vi om, mens vi stadig har solen i ansigtet. Nu med havet på venstre side og de store sletter på højre, med den lille bygd liggende langt nede under os i horisonten.
Denne vandretur på Færøerne har været en af de helt store for mig.
