Det handler om dit liv – ikke kun om lederjob
Ambitioner var engang noget man forbandt med jakkesæt, lederstillinger, lange arbejdsdage og en ”karriere” i stedet for et arbejdsliv. Og i hvert fald ikke noget, man forbandt med et kvindeliv. Men der er masser af ambitioner i de fleste kvinders liv, vi skal bare få øje på dem, og stå ved dem.
Af exam. psykoterapeut og forfatter Birgitte Asmussen
Hvis nogen spørger dig, om du er ambitiøs, hvad svarer du så? Tøver du lidt? Njaaah. Det er ikke sikkert, du ser dig selv sådan. Det er heller ikke sikkert, det optager dig særlig meget, fordi du har nok andet at tænke på. Men derfor kan du godt være ambitiøs.
Måske skal du bare se på dig selv med andre briller – så dukker dine ambitioner op.
Ambitiøs
– hvad betyder det egentlig?
Ordbogen siger, at ordet ambition stammer fra latin og er afledt af ambire, der betyder gå omkring (for at søge embede). Så på den måde betyder ambitiøs bare at være jobsøgende. Det er ikke særlig ophidsende.
Nej, det er den udvidede betydning der er spændende. Her beskrives det som et stærkt ønske om at opnå noget attraktivt, men svært tilgængeligt. Så betyder ambitiøs pludselig, at der er noget, du virkelig gerne vil opnå, men som er svært at realisere. Det kender alle til. Så kan det handle om at tabe 10 kilo. At tage den uddannelse. At få kontakt til din far. At få sengene redt hver dag, før du tager af sted på job. Det kan se ud på alle mulige måder – men det er stadig ambitioner.
Hvordan ser dine ambitioner ud?
Dine ambitioner behøver altså ikke dreje sig om at bestige et bjerg eller finde et job som leder. Kig i andre retninger, der er ambitioner overalt.
En kvinde jeg kender, havde f.eks. den ambition at besøge sin gamle og syge far hver anden dag. Hun passede et fuldtidsarbejde, og tog derefter hver anden dag en køretur på 45 min. hver vej for at besøge faren. Det stod på i mange måneder. Hun ville det virkelig, det var svært for hende, men hun var efter hans død utrolig glad for, at hun havde gjort det. Og netop det er definitionen på en ambition.
Selv holder jeg meget af at lave nye retter, når jeg skal have gæster til middag, og engang til min fødselsdag besluttede jeg mig for at prøve en dessertopskrift jeg havde haft i mange år, og tit havde ønsket at lave. Den så bare så svær ud. Og der skulle husblas i! Jeg måtte efter det to gange, men anden gang blev resultatet fuldstændig lige så smukt som på opskriftens billede, og den smagte vildt godt. Det er også at indfri en ambition.
Et par børn jeg kender, ville engang overraske deres mor ved at vaske op, mens hun var ude. De var for små til at kunne nå vasken, men fandt en skammel at stå på, og det var en udfordring at få fat i viskestykket. De slog mig bekendt ikke noget i stykker, og solede sig i morens store glæde, da hun kom hjem. De var også ambitiøse.

Høj prioritering vidner om stor ambition
Hvad du prioriterer viser, hvor ambitiøs du er med det, du vil. Hvis du har mulighed for at vælge, hvad vælger du så?
Jeg har f.eks. et meget stærkt ønske om, altid at stryge mit sengetøj efter vask. Et par af mine veninder mener, det er et meget ambitiøst mål at have. Det er det også. Det kræver tid, og den kan være svær at finde. Men aftentiden foran en skærm bruger jeg i stedet jævnligt til strygning. Fordi jeg synes, det er meget vigtigt. Og fordi jeg altid bliver glad, når jeg kan lægge mig i nystrøget sengetøj.
Ambitioner handler om at tage dig selv og dine brændende ønsker alvorligt, selv om det er virkelig svært for dig at realisere dem. Du kommer altså ikke uden om at skulle ud af din magelighedszone.
Der skal ydes noget.
Du skal yde noget.
Der, hvor du beslutter at gøre noget, som det ville være lettere at lade være med – da er der altid ambitioner på spil.
Kvinder og vilje – det er ikke så godt
Når det handler om ambitioner, så er viljen afgørende. Vi snakker altså ikke om noget du ”godt kan tænke dig”. Eller noget du ”drømmer om” eller ”håber på”. Det skal handle om noget, du faktisk vil gøre meget for at få til at lykkes. Og når du sætter din vilje ind på noget, så udvider du de rammer, du lever i. Det kan slet ikke undgås.
Men der sker også noget med dig som person. Du bliver mere tydelig. Din viljestyrke bliver tydelig. Ambitioner er kendetegnet ved, at det i en bestemt sammenhæng er din egen vilje der er styrende – ikke andres.
Hvis du har svært ved at se dig selv som ambitiøs, er det ikke så mærkeligt. Kvinder med stærk vilje har ikke været så velset i samfundet, så selv om du i dag føler dig rimeligt viljestærk, tilhører du stadig det køn der lærte at lægge viljestyrken til side, og i stedet udvikle andre måder til at få det, som de ville have det. Så blev de kaldt manipulerende.
Og hvis du tænker, at det jo ikke er sådan mere, så husk på et udtryk som ”12-talspiger”. Det bruges negativt, og viser også i dag noget om holdningen til kvinder, der virkelig vil noget.
Ambitioner på andres vegne – eller på egne vegne?
Især kvinder har haft en lidt særlig slags ambitioner, nemlig ambitioner på andres vegne. Typisk deres børns vegne. Det hænger sammen med, hvor svært det har været for tidligere generationers kvinder at få mulighed for, selv at opfylde de ønsker, de havde.
Det er ikke ret længe siden, piger simpelt hen ikke måtte få f.eks. en uddannelse, og i det hele taget blev tilbageholdt i deres ønsker om at opnå noget for sig selv. Det kunne være at lære et fag. Rejse ud. Forsørge sig selv.
Mange af os, der er midt i livet, har hørt vores mødre fortælle om at blive holdt tilbage i forhold til noget, de virkelig gerne ville. Og mange af os har måske også haft følelsen af at skulle opfylde vores mødres ambitioner, eller vi har oplevet, at vores mødre ikke opmuntrede os i de ambitioner, vi havde. De vidste ikke, hvordan de skulle gøre det, fordi de aldrig selv havde oplevet at blive støttet. Eller var simpelt hen misundelige på de muligheder, vi havde.
Det ligger tættere på din egen historie end du regner med, og den historie påvirkes du stadig af.

Når du realiserer dine ambitioner, viser du vejen for din datter
Har du nogensinde oplevet at have lyst til, f.eks. at holde en tale for en kær ven til en fest, men så alligevel undlade at gøre det? Eller har du haft lyst til at søge et job, du syntes lød spændende, men ikke søgte, fordi du var usikker på, om du kunne klare det?
At være ambitiøs er at lægge dig selv frem og stå ved, hvad du vil. Så giver du andre chancen for at få øje på dig, og du bliver synlig. Når du er ambitiøs, overvinder du dine begrænsende tanker om dig selv. Du gør, hvad der skal til, og du høster frugten af din indsats. Det gjorde børnene ved opvasken også.
I betragtning af, at kvinders ”arv” i samfundet traditionelt har været usynlighed, så er det ikke så mærkeligt, at det stadig den dag i dag er vanskeligt for mange af os at kunne se, hvor ambitiøse vi faktisk er. Men for hver gang du opfylder et af dine vigtige ønsker, selv om det er virkelig svært for dig, så gør du det lidt nemmere for dig selv at få øje på, hvor ambitiøs du er. Du gør det samtidig nemmere for din datter, også at anerkende de ambitioner, hun har. Og det former et bedre liv for både de nuværende og de kommende generationer.