Kvinde siger nej til datter

At sige fra er ikke “gratis”

Hvor tit hører vi det ikke, når vi fortæller andre om en urimelighed vi har været ude for: Du skal sige fra! Sæt grænser! Og hvem har ikke oplevet at bebrejde sig selv, at man ikke sagde fra i rette tid?
Hvorfor gør man det ikke bare?
Hvorfor er det så svært?

Af Birgitte Asmussen, exam. psykoterapeut, forfatter og administrativ freelancer

Vi overlever kun ved at være ens

Selv om vi synes, tiden er moderne, så spiller det stadig ind, at mennesker indtil for bare 10.000 år siden har levet i samfund, hvor alle var nødvendige, og ingen kunne undværes. Ingen måtte skille sig ud, for så blev flokken mindre, og så blev det sværere at overleve. Omvendt kunne man heller ikke skille sig ud, det førte ofte til den visse død at forlade flokken, og bare være sig selv.  

Uanset hvor moderne vi føler os, så ligger de gamle erfaringer stadig på vores rygrad, og derfor findes der ikke mange, som bare har let ved at sige fra. Vi frygter simpelt hen for konsekvenserne. Og somme tider er der stadig grund til det.

LÆS OGSÅ om tabu-emnet “Døden og tabet” af Birgitte Asmussen

Når plejer dør, koster det kræfter

Det koster energi at skulle genopfinde hele verden hver dag, mennesker har vaner, fordi det sparer kræfter. Når du siger fra, rokker du andre ud af deres vaneforestillinger. Ikke alle synes, at det er spændende. De tvinges ud af deres rille, og skal finde en ny måde at forholde sig til dig på. For at undgå det, lægger andre i stedet pres på dig, for at få dig til at ”blive dig selv igen”.  Det er også en pris at betale.

”Vi plejer altid”- aftaler er ofte svære at sige fra i, og det kan koste en del at gøre det. Hvordan får du sagt til dem, du altid har holdt nytår med, at i år vil du egentlig gerne prøve noget andet? Det kan kræve et langt tilløb at få sagt, og du kan være urolig for, hvordan du vil blive mødt.  

Det er der god grund til. Mange tager sådan en udmelding personligt og føler det som en kritik, i stedet for at møde den som noget, der bare er et udtryk for, hvad DU har brug for. Det betyder ikke, at du ikke skal gøre det, men det kan være godt at gøre sig klart, hvad prisen kan blive. Afsluttet forbindelse, anstrengt forhold. Det er ikke gratis.  

At sige fra i lille skala

Den dag du siger fra, overfor en ægtefælle som du i mange år har forsøgt at få det til at fungere med, har det uundgåeligt en høj pris. Menneskeligt, økonomisk, praktisk. Det er ikke svært at forestille sig.  

Mere lumsk er det med de ”små” områder, hvor du siger fra. Der hvor man umiddelbart skulle tro, det var ok. Hele mit voksenliv har jeg været tedrikker, og jeg foretrækker det, selv om jeg godt kan drikke kaffe. Til trods for det er der stadig mennesker jeg besøger, som konsekvent serverer kaffe for mig. Det anerkendes ganske enkelt ikke, at jeg ikke er som dem. Her er huleboerne stadig på spil.

Eller tænk på, hvad det kan koste af modvilje fra andre, hvis man f.eks. ikke vil coronavaccineres. Her bliver man næsten stemplet som samfundsfjendsk, hvis man tillader sig at sige fra.

Forskellighed er besværlighed

Da jeg på et tidspunkt holdt en større fødselsdagsfest overvejede jeg nøje, hvad jeg ville servere for de 40 gæster. En stor del af dem spiste kød, nogle var vegetarer, et par var veganere. Havde alle været kødspisere, havde jeg kunnet nøjes med at tilberede én slags måltid. Nu blev det i stedet til tre forskellige former for måltid, der tog hensyn til, hvad hver især af gæsterne foretrak.

Når alle ikke længere lever ens og opfører sig ens, kræver det mere af den enkelte. Det kræver en mere smidig indstilling til andre mennesker, og der er flere ting man skal forholde sig til. Det er besværligt. Hvis du er den, der siger fra, så bliver du nemt den, der bliver set som besværlig. Når du siger fra, skal du gøre op med dig selv, om du er klar til at andre ser dig sådan. Om du er klar til, måske endda ikke længere at blive inviteret.

Hvordan gør jeg selv?

Vi lever ikke i huler mere. Og i dag overlever vores samfund netop på at mennesker er forskellige og skiller sig ud. Alligevel har fortiden godt tag i os. Hvordan møder du det selv, når du oplever nogen sige fra overfor dig? Bliver du irriteret, når din mand ikke har lyst til at se den biograffilm, du gerne vil se? Føler du dig såret, når dine gode venner siger nejtak til en middagsinvitation? Presser du somme tider nogen til at gøre noget, de har sagt nej til?

De fleste af os falder i en gang imellem, men prøv at gøre det nemt for andre at sige fra – så får du også bedre plads til at være dig selv.

Hvem er Birgitte Asmussen?

Birgitte Asmussen

Birgitte Asmussen,
exam. psykoterapeut, forfatter og administrativ freelancer

Siden 2005 ejer af Bevidsthed.nu, med særlig interesse og erfaring for relationer, arbejdslivsforhold og kønnenes ligeværdighed.

Er mangeårig debattør i de trykte medier, og er forfatter til bogen ”Arbejdsliv for Begyndere” samt medforfatter til bogen ”Den Danske Revolution 2015”

Se mere på www.bevidsthed.nu
www.arbejdslivforbegyndere.dk

Du vil måske også kunne lide...