Døden og tabet

Vi kan godt tale om det!

Af Birgitte Asmussen, exam. psykoterapeut, forfatter og administrativ freelancer

En ældre dame, jeg kender, mistede som 20-årig sin mor under dramatiske omstændigheder. Det var i 1952. Hun fortæller, at ingen på noget tidspunkt talte med hende om hendes tab, morens død og omstændighederne ved den. Ingen. 

Min kæreste mistede som 14-årig sin far til kræft. Det var i 1956. Han fortæller, at ingen talte med ham om det, hverken før eller efter hans far døde. Ingen. 

En 20-årig pige, jeg kender, har netop mistet sin mor. Hun skrev om sit tab på Facebook, og fik gode kommentarer og medfølelse. Hendes yngre søster bliver kontaktet af voksne fra den klub, hun går i – de spørger til, hvordan hun har det. Deres far blev på sit job ringet op af en perifer samarbejdspartner, som ville høre, hvordan det gik. Han havde hørt, at han netop havde mistet sin kone og syntes, at han ville ringe. 

Vi taler mere om døden i dag

I dag er vi bedre til at tale om døden og tabet end for 50 år siden. Hvis døden er svær at tale om, er det, fordi det er nyt for os at gøre det. Med øvelse bliver det nemmere. Vi skal lære at tale om døden og tabet!

Din egen død

I Danmark dør kun ca. 4%, før de er fyldt 50 år, og døden er på den måde ikke nærværende i hverdagslivet. Men pludselig kan den blive aktuel. 

At beskrive dine ønsker i forbindelse med din egen død kan aldrig ske for tidligt. Der bliver med sikkerhed brug for det, du har beskrevet, og det er lettest at gøre, mens det ikke er aktuelt. Få det gjort. Du behøver ikke tale med nogen om det til at begynde med, det er en proces, du kan have for dig selv. 

Skriv dine tanker ned

I min kommode ligger en pose, der indeholder en helt særlig kjole og et helt særligt sæt sengetøj. Kjolen vil jeg begraves i. Sengetøjet skal jeg ligge på i kisten. 

Det har jeg skrevet ind i bogen ”Bogen til mine kære”, og min kæreste ved, at bogen findes. Der har jeg også skrevet om andre detaljer i forbindelse med min død. Bogen handler om livets afslutning som sådan, og giver både råd og informationer. 

Du kan bruge den til at bringe emnet på bane. Når du har udfyldt bogen, skal dine nærmeste vide, at du har gjort det. Det kan give jer en god samtale om noget vigtigt, der heldigvis ikke er aktuelt. Eller forær bogen til andre – det kan åbne for en snak. 

Når døden og tabet nærmer sig

Min 88-årige mor ved godt, at døden nærmer sig, og det samme gjorde min 49-årige svigerinde efter lang tids sygdom. Når døden bliver mere konkret, bliver den ofte også mere vigtig at tale om. Det bliver også som pårørende eller ven nemmere at bringe den på bane. Fordi den er et emne, som simpelthen fylder. 

Skal du så selv begynde med at tage emnet op, eller skal du lade den, der er berørt, om at tage føringen? Føl dig frem, men brug de hentydninger, som du får. Vær lydhør for, hvad der bliver sagt henkastet. Det kan være en kæk bemærkning om, at ”når jeg er død, så må børnene slås om den grimme vase”. Det, du hører, er en åbning. Du kan gribe den. Spørg f.eks.: ”Hvilke andre tanker har du gjort dig om din død?”. Pas på med spørgsmål, der kan lukkes med et ja eller et nej. 

Andre tøver med selv at bringe emnet på bane – måske af hensyn til deres omgivelser. Dem kan du hjælpe på vej ved f.eks. at sige: ”du må gøre dig mange tanker om det at dø?”, eller: ”hvad tror du, der sker, når du dør?”. Det er helt relevant at spørge om, når du står over for en person, der måske er meget syg, for det er en del af det menneskes virkelighed. Om der er lyst til at fortsætte, når du først har lagt ud, vil vise sig. Måske lægger svaret op til mere åbning, måske er det et svar, der afviser. 

Tabet 

Der er mange vedtagne sandheder om det at miste. En af dem er, at det er svært at miste sine forældre, for så er man den næste i rækken. En anden er, at det altid skaber sorg at miste. En tredje er, at et tab er noget, man kommer over med tiden. Når du taler med nogen, der har mistet, så vær åben overfor deres udgave af tabet. Så gør du det lettere for dem at tale om, hvordan de faktisk har det. Det kan opleves skamfuldt at føle, at man sørger på ”den forkerte måde”. En, der har mistet kan have dårlig samvittighed over følelser som f.eks. lettelse eller vrede eller føle sig forkert ved at forelske sig i en ny efter tabet af en ægtefælle.

Selv om de fleste, der har mistet, kommer videre i tilværelsen, ligger tabet ofte som et parallelspor i livet. Det forsvinder ikke. Det kan du have i baghovedet. Snak med din far den dag, du ved, hans elskede mor døde. Ring til din veninde den dag hendes dødfødte søn ville være fyldt 10 år. Eller når din bedste ven bliver farfar for første gang, men ikke længere har sin ægtefælle at dele glæden med – bring ægtefællen på bane og spørg til, hvordan han oplever det at være alene om glæden. 

Det almindelige tab
– når forældre dør

Det almindelige i Danmark er, at mennesker lever længe nok til at få både børn og børnebørn og dør af sygdomme, der kommer med alderen. Det tab indenfor familien, som flest af os får erfaringer med, er derfor at miste forældre. 

Forældrerelationen er sjældent helt ukompliceret – tag det ikke for givet, hvordan et menneske reagerer på at miste en far eller mor.

Ved du hvad Genbrugsgravsten er?

En veninde, jeg har, fortæller, at hun først følte, at hun kunne begynde at trække vejret den dag, hendes far døde. En anden sagde, at hun aldrig havde oplevet følelsen af at være ”den næste i rækken”, da hendes far og mor var væk. En god bekendt var flere år om at komme over sin gamle mors død. Og forleden læste jeg om en mand, der havde åbnet en flaske champagne, da hans far døde. 

Du kan åbne en samtale om det at miste en far eller mor ved at spørge med udgangspunkt i, hvordan det opleves for mange. Er tabet af din far det første, du tænker på, når du vågner? Er du vred over at han har forladt dig? ”Taler” du sommetider med din mor? Spørg, det er den eneste måde at finde ud af, hvordan netop det menneske oplever sit tab.

Det værste tab
– at miste et barn

Et barn er en bekræftelse på, at livet er evigt – noget af os fortsætter, når vi selv er væk. Når den fortsættelse dør, så dør noget af os selv også. Derfor er tabet af et barn det værste. 

Når vi taler om at miste et barn, får man ofte helt uvilkårligt billedet af et lille barn. Men et menneske er hele sit liv nogens barn. Også når det er 50 år. Børn er ikke kun små. Børn er også store. 

At miste et mindreårigt barn og at miste et voksent barn har forskelligt psykologisk perspektiv. Forældre til mindre børn har en mulighed for at få flere børn, ikke som ”erstatning”, men ud fra en oplevelse af, at man kan give sin kærlighed til flere. Men mister man som 53-årig sin 24-årige datter kan kærligheden ikke ”flyttes”. Man har for altid mistet fortsættelsen af den, man selv er.  

Hvad fylder du dit liv med?

Hvad kan man sige?

Mennesker, der har mistet, kan være følelsesmæssigt slidte og have brug for ikke at skulle forholde sig så meget til andre. Er du ikke tæt på vedkommende kan det være nok blot at sige: ”jeg føler med dig”, eller: ”det gør mig ondt på dine vegne”. 

Er du tættere på en, der har mistet, men ikke ved, hvordan den anden har det med sit tab, kan du åbne med et: ”jeg hører, din morfar er død – hvordan har du det med det?”

Gør ikke ingenting!

Spørg en jordemoder, hvordan en fødsel er, og hendes svar vil temmelig sikkert være, at de er forskellige hver gang. Døden kommer til alle, men som oftest på forskellig måde. Døden påvirker alle de berørte, men på forskellige måder. Og alle håndterer mødet med døden forskelligt. Den forskellighed er det vigtigste at huske, når man taler med andre om døden og tabet. Derfor er der ingen ”regler”. Bortset måske fra én, som jeg for nylig så citeret af en far der havde mistet sin datter: Gør ikke ingenting!