Udrag fra bogen ”Der hvor solen aldrig skinner”
– skæbnehistorier fra danske fængsler
Af Peter Grønlund
Hvordan er det at sidde i fængsel i Danmark? Hvordan er det at tilbringe en kortere eller længere periode på en otteti kvadratmeter lille celle med tremmer for vinduet? Svaret kan selvfølgelig ikke være entydigt. Selvom der er mange lighedspunkter, så er alle fængselsophold forskellige.
FRA VOLD OG HASHSMUGLING TIL LOVLIGT ARBEJDE
For nogle indsatte kan et fængselsophold betyde afsoning i absolut ensomhed i størstedelen af døgnets timer, mens andre kan have privilegier som for eksempel mulighed for at passe et arbejde eller en uddannelse uden for fængslets mure.
I bogen Der hvor solen aldrig skinner beskrives flere skæbnehistorier fra den danske underverden. Et ærligt billede af livet og dagligdagen på indersiden af de store ringmure og i de åbne fængsler. Vi følger her i et forkortet uddrag Jespers historie. Fra et hårdt værtshusmiljø på Nørrebro blandt hårdkogte rockere, voksede Jesper op med småkriminalitet, der eskalerede til grovere kriminalitet som vold, salg af hash og ulovligt importerede polske cigaretter og hælervarer. I 1999 gik det galt for Jesper, og han modtog sin dom.
På Vestre Fængsel blev Jesper placeret i ”Sydfløjen”, som huser isolationsfangerne. Som isoleret var Jesper uden menneskelig kontakt. Døgnet rundt. Bortset fra når fængselsbetjentene kom og kiggede til ham en gang imellem, eller når advokat Torben Bagge kom og drøftede sagen. De første dage i isolationscellen var ubehagelige. Meget ubehagelige. Stilheden larmede. Tankerne larmede. Uvisheden. De otte kvadratmeter kvalte Jesper og lukkede sig sammen om ham. Men Vestre Fængsel var et gammelt fængsel, der måske ikke var helt tidssvarende. Cellerne over og under hinanden lå relativt tæt. Tæt nok til, at de indsatte kunne kommunikere, når der var ro på afdelingerne, og de fleste fængselsbetjente havde fået fyraften. Klokken 21 hver aften blev der sagt godnat, og så begyndte de indsatte at råbe ud ad vinduerne. Jesper troede ikke sine egne ører, da han en aften hørte Kim Vinthers stemme igennem tremmevinduet. Kim Vinther, Jespers bedste ven og kompagnon, var placeret på en celle lige over Jespers. Hver aften havde de mulighed for at sludre. Aftenerne blev døgnets højdepunkt for Jesper. Hver aften, når den vagthavende fængselsbetjent havde sagt godnat, snakkede han løs med Kim og andre indsatte, der var placeret i nærheden af hans celle. Jesper talte til gengæld ikke, når politiet kom forbi. På opfordring fra sin advokat Torben Bagge, nægtede Jesper fortsat at udtale sig i sagen, han var sigtet for. Da de første fire uger var ved at være gået, fik Jesper sin varetægt forlænget. Med yderligere fire uger. Denne gang var det ikke nødvendigt med et retsmøde. Jesper skrev bare under på, at han accepterede en forlængelse. Fem gange blev varetægtsfængslingen forlænget. Fem gange fire uger. Isoleret fra omverdenen.
Døgnets 24 timer kunne virke som en uendelighed, men inde på den lille celle prøvede Jesper at strukturere dagligdagen. Han fik indrettet sig med et fjernsyn og pulverkaffe, og han lavede planer for, hvordan kedsomhed og destruktive tanker kunne holdes på afstand. Ud over tremmesamtalerne om aftenen lavede han armbøjninger efter en fast tidsplan. Han takkede ja til fængselsbetjentenes daglige tilbud om at komme i bad, på to gårdture af en halv times varighed og træning i kondirummet. Alt foregik alene, men det brød kedsomheden. Jesper fik sig også et arbejde. Han skulle sætte klistermærker på myrelokkedåser. Et job, der kunne indbringe ham i nærheden af en 50’er om dagen, hvis han rubbede neglene. Selvom Jesper ikke opfattede sig som religiøs, takkede han også ja til, at fængselspræsten kunne komme forbi. Det blev til ugentlige samtaler, hvor præsten havde kaffe og wienerbrød med. Klokken syv hver morgen låste en fængselsbetjent sig ind og stillede en bakke med morgenmad på Jespers bord. Og så var dagen i gang.
Efter 20 ugers isolation kom Jespers sag for retten. Anklageren gik efter en streng straf. Jesper forholdt sig så tavs som muligt og lod Torben Bagge føre ordet. Beviserne var mange, men Bagge var godt forberedt, og det var ham – og først og fremmest Jesper – der kunne ånde lettet op, da dommeren læste den endelige afgørelse op. To et halvt års fængsel. Jesper var glad. Lykkelig, faktisk. To et halvt år føltes næsten som en frifindelse i forhold til de seks, otte eller ti års indespærring, han havde frygtet.
Mens sagen kørte, blev Jesper flyttet fra isolationscellen til en fællesskabsafdeling på Vestre Fængsel. Fra den ene dag til den anden var der pludselig mennesker omkring ham. Der var nogen at tale med. Der var nogen at lave mad med. Der var billard og kortspil. Det føltes næsten som frihed.
En af dem, som Jesper faldt i god snak med på afdelingen, var en flink og humoristisk mand, der hed Flemming. Han var en erfaren fængselsrotte. Han havde mange domme bag sig, og han havde siddet i fængsel det meste af sit voksne liv. Flemming kendte systemet, og han kendte betjentene. Men først og fremmest var han bare en flink fyr, der var rar at tale med. Da Jesper mødte ham, afsonede Flemming en dom på to år, og han var så langt inde i sit afsoningsforløb, at han havde fået bevilliget udgange. Men friheden var svær at håndtere for Flemming. En fredag, mindre end en måned efter at Jesper var kommet på fællesskabsafdeling med ham, tog Flemming af sted. Han glædede sig. Weekend i København. Fest og ballade. Da han kom tilbage søndag eftermiddag, var det i håndjern. Han havde slået en mand ihjel, der skyldte ham 5.000 kroner. Flemming tilstod med det samme og blev placeret på samme afdeling – nu bare som varetægtsfængslet. Ifølge Jesper grinte Flemming bare af det hele. Fængslet var alligevel som hans hjem. Og nu var han hjemme. Senere fik han 16 års fængsel for drabet. Det var ikke kun Flemming, som Jesper kom godt ud af det med. Han faldt generelt godt ind på afdelingen og kunne snakke med de fleste. Jesper havde et godt ry, og folk stolede på ham. Historierne om hans evner med næverne hjalp selvfølgeligt også.
En dag opfangede Jesper en hemmelig samtale om en snarlig flugt. Jesper havde ingen grund til at flygte fra fængslet, men han ville gerne hjælpe til. Jesper spurgte idémanden, om der var brug for hans hjælp. Det var der. 1520 andre fra afdelingen fik også en tjans. Og planen lykkedes. Det vakte stor jubel blandt de indsatte, da tre fanger på en gårdtur forcerede ringmuren ved hjælp af en hjemmelavet stige bestående af lameller og gaffa-tape. Det var usædvanligt, at så mange mennesker var involveret i en flugt. Men ifølge Jesper var det mest utrolige dog, at flugten
rent faktisk lykkedes, og at alle involverede holdt mund. Ingen tippede fængsels betjentene. De tre indsatte nåede dog kun at nyde friheden i kort tid, før de blev anholdt og sendt tilbage til afsoning. Jesper blev hverken afhørt eller mistænkt for at være med i planerne. Jesper tilbragte to måneder på fællesskabsafdelingen i Vestre Fængsel, inden han blev flyttet til det åbne fængsel i Jyderup for at afsone den resterende tid.
Jesper Hansen har siden sin løsladelse i 2001 hverken været i kontakt med politiet eller fængselsvæsenet. Han siger, at han allerede, mens han sad i Vordingborg Arrest kort efter anholdelsen, vidste med sig selv, at hans liv nu skulle lægges om. Uanset om han ville blive frikendt eller få en meget lang fængselsdom. Det skulle være slut. Han svor for sig selv, at han udelukkende skulle tjene penge på lovligt arbejde, når sagen var overstået. Og dét løfte har han holdt.
