Den danske sommer er over os, og ferien er lige rundt om hjørnet. Danmark fyldt med små gemmesteder, attraktioner, natur og oplevelser, som kan berige sommeren. Her kommer en lille guide til, hvad vi mener, kan være værd at slå et smut forbi.
Af Lise Handrup Christiansen
Landsbykirker
Kirker er der mange af, både de helt små og de store, overdådige domkirker. Hvis man er til arkitektur, eller historie, eller begge dele, kan man fint tage ud og kigge på kirker. Hvis man er på tur i det nordjyske, er der her to specielle danske kirker, som kan ses på én enkelt køretur.
Både Danmarks mindste og Danmarks største landsbykirke ligger nemlig her.
Vestervig Kirke i Sydthy er den største landsbykirke vi har. Den var oprindeligt klosterkirke i det forsvundne Vestervig Kloster og menes at have én af de otte kirker, der indgik i den første danske inddeling i stifter, omkring år 1060. Arkitektonisk er kirken i romansk stil og har Danmarks største samling af romanske gravstene, med lange vers på latin.
Herefter kan man passende tage et smut forbi Limfjordens hjerte, Venø, hvor Danmarks mindste kirke ligger – Venø Kirke. I stor modsætning til Vestervig kirke, er Venø kirke kun 74 m2 og længe var en af landets fattigste. Historien går på, at der ikke var råd til bænkegavle, så i stedet blev de malet på kirkemuren bag hver bænk.
Kunst
Er man mere til en sjov og anderledes måde at se kunst på, kan det anbefales at tage til Egtved. Her finder man både Egtved pigens grav og Egtved Museum, som fortæller den enestående historie om den berømte bronzealder pige.
Bliver man træt af oldtiden, kan man også komme på et anderledes skulptur-kik i Tørskind Grusgrav, som både er for voksne, børn og barnlige sjæle: Du må nemlig klatre rundt på de mange store og fantastiske skulpturer. Er klatring ikke lige dig, kan man gå sig en tur ved Randbøl Hede, der ligger et stenkast derfra.
Samsø
På Samsø er der noget for alle. Du kan tage på udflugt til en vaskeægte verdensrekord – nemlig verdens største labyrint. Den består af 60.000 m2, har 186 T-kryds og et stisystem på i alt 5,5 km. For ikke at fare vild, er det vigtig at man har en planlagt tur. Det gøres med en ”stifinder” som leder dig på vej til forskellige mål inde i labyrinten. For at finde vej, skal man svare på spørgsmål og svarer man forkert blot en enkelt gang, kan man risikere at fare vild. Stifinderen findes til forskellige ruter og i forskellige sværhedsgrader, så alle kan være med.
Fyn
Hvis det at klatre på ting, lige er sagen, og man befinder sig på Fyn, kan en sjov oplevelse være at se Danmarks største sten. Den hedder Damestenen, og ligger i Hesselager. Det siges, at stenen blev kastet mod spiret på Svinninge Kirke af en vred troldkvinde på Nordlangeland, fordi søfolk pejlede efter det og undgik forlis. Hun kunne desværre ikke kaste langt nok, så stenen endte i Hesselager, kun 2/3 dele af vejen til Svinninge kirke.
Helt reelt er stenen en vandreblok, som kom til fyn fra Sverige, under den sidste istid. Damestenen er imponerende – 10 meter høj, 46 meter i omkreds og vejer cirka 1000 tons.
Der er også andet end sten at kravle på, for mellem Tommerup Stationsby og Assens ligger der en lille nedlagt jernbane, hvor man kan leje skinnecykler. Der er plads til fire personer på en skinnecykel, samt bagage. Så er der lagt an til natur, hygge og picnic, eller hvad man nu har lyst til. Cyklerne udlejes fra Tommerup, Glamsbjerg og Assens.
Lolland
Efter en tur på fyn, kan man med god samvittighed tage et smut forbi Lolland, til et stykke vaskeægte lokalhistorie. På Østlolland, ved Frejlev finder man nemlig Skalkekorset – et seks meter højt, hvidt kors, med røde spidser. Den faktuelle historie går på, at bønderne i Frejlev fik et gavebrev af Dronning Margrete I., så de ejede skovene omkring landsbyen. Dette faldt ikke i god jord hos lensmændene, som i 1533 drog ud for at fælde skovene. Det hele var et stort spektakel, hvor en barsk ridefoged lagde an til, at dræbe en af bønderne. Det resulterede i, at bønderne i fællesskab slog ridefogeden ihjel, ved at bække hans ryg over ”knækkestenen”, som ligger ved fjorden.
Da alle bønderne havde taget del i mordet, kunne der ikke udpeges én morder. I stedet fik de dommen at levere 12 par hvide okser, med røde ører, til kongen. De kunne imidlertid kun finde 11 par, så de malede ørene røde på de sidste. På turen til København, begyndte det dog at regne, så den røde maling forsvandt. Bønderne kunne nu ikke levere deres straf til Kongen, så der måtte findes en ny.
Her kommer Skalkekorset til – det hvide kors, med ”røde ører”, skulle rejses udenfor Frejlev, så alle der kom til byen kunne se, at der her boede nogle skalke. Korset skulle stå til tid og evighed, og det nuværende kors blev rejst i 1953.
Sjælland
Der er mange smukke naturområder på Sjælland, hvor Møns klint og Stevns klint begge er et besøg værd. Men i Faxe, midt på Sjælland, ligger Faxe Kalkbrud. For 63 millioner år siden var området dækket af hav, hvor fortidens kæmpehajer, blæksprutter og krokodiller svømmede rundt mellem planter og koraller. Det er disse eksotiske dyr, som har dannet kalken, og selvom kalkbruddet i dag både er en attraktion og en arbejdsplads, er det et besøg værd. Der er nemlig fyldt med fossiler i kalken, som man må tage med hjem. Man kan enten selv gå på jagt, eller booke en guidet tur hos Geologisk Museum.
Ud over fossilerne er kalkbruddet også et besøg værd, for sit specielle udseende, med et ørkenlignende landskab og Azurblå søer – mineralsøer, der vidner om det gamle hav, der fyldte området for alle de millioner år siden.