Fælleseje eller særeje? Måske et lidt bombastisk spørgsmål og måske er spørgsmålet kun aktuelt, hvis du er gift eller planlægger bryllup i nær fremtid. Omvendt giver denne blogpost måske anledning til at reflektere over den side i dit liv. Det er vigtigt at tage diskussionen, fordi det er betydningsfuldt for dig at vide, hvordan du står rent økonomisk, hvis du bliver alene enten ved skilsmisse eller dødsfald.
Jeg oplever, at diskussionen om økonomi stadig er et tabu eller ikke bliver italesat i flere parforhold. Eller et emne man lader ligge, fordi… det går jo nok det hele. Men med en skilsmisseprocent på 48 procent (Danmarks Statistik 2020) kan mange kvinder komme i klemme, hvis ikke de har styr på økonomien.
For mig blev det et aktuelt spørgsmål, da jeg skulle giftes anden gang. I mit første ægteskab havde jeg fælleseje, hvilket endte i kaos, da jeg overlod al økonomi til min daværende mand. Jeg var temmelig uvidende om økonomi. Og voldsomt naiv. Jeg tænkte bare, at vi tilsammen havde en stor månedsløn, så der var penge nok. Men forbruget eskalerede, og da vi blev skilt, stod jeg med en stor gæld, bl.a. fordi vores hus blev solgt på et dårligt tidspunkt.
Læs også Annes indlæg om overgange!
Så jeg fik for alvor øjnene op for, at jeg skulle have styr på min økonomi, afdrage på gæld og samtidig investere og skabe penge.
Tiden gik og jeg fik efterhånden styr på det. Jeg besluttede her, at jeg aldrig mere skulle have fællesøkonomi. Jeg ville klare mig selv og vide, hvad jeg havde til rådighed. Ud fra mine erfaringer opdrog jeg mine to døtre til, at de altid skulle stole på sig selv og ikke dele økonomi med en kommende mand. De skulle kunne klare sig selv.
Så mødte jeg min nuværende mand, og efter fem år blev vi gift. Mit grundlag for at blive gift var, at vi skulle have særeje, og vi skulle skrive testamente. Det var især vigtigt for mig, fordi vi har hver vores børn. Jeg har aldrig fortrudt, at vi besluttede os for særeje, selv om det kunne have været en økonomisk fordel for mig med fælleseje. Jeg ved, hvad der er mit, jeg prioriterer selv, hvad jeg vil bruge penge på etc.
Rent praktisk så ejer vi hver halvdelen af vores hus, vi har en fælleskonto, der driver hus, forsikringer, husholdning, gaver og andre småting som biograf, teater mv., og vi indbetaler det samme beløb til kontoen hver måned. Vi har hver sin bil, købt kontant. Mht. vores fælles hus så har vi i testamentet oprettet en gaveægtepagt, hvor vi hver især ”testamenterer” huset til længstlevende. Boet vedr. vores fælles hus skal derfor først skiftes, når længstlevende går bort, eller hvis længstlevende ønsker at sælge huset.
Begge mine døtre er i dag gift og har børn. Den ene hørte efter, hvad mor sagde, den anden valgte at have fælleseje. Begge familier klarer sig super godt og har valgt den løsning, der passer bedst for deres familie. Jeg er sikker på, at mine døtre ved, hvor de står rent økonomisk.
Har du taget snakken om økonomi med din partner? Med dine børn?
Hvis ikke er det måske en samtale, du skal starte. Det giver en stor tryghed at vide, hvordan man er stillet rent økonomisk, også selvom du lever i et lykkeligt parforhold.
Kærlig hilsen
Anne
Følg mig gerne på Instagram @a_la_anne
Anne Nyland Nordestgaard
Selvstændig, blogger, influencer og meningsdanner
Gift, to voksne døtre og tre bonus sønner, ni børnebørn
Dyrker løb, golf, cykling
Bor på den fynske sydhavsø Tåsinge
Instagram: @a_la_anne