Tøsefornærmet

Slip din indre “tøs” fri…

Af Life-coach Jette Rysgaard

Tøsefornærmet – følelsen kender jeg alt for godt. Har været en stor del af mig – faktisk helt tilbage fra min barndom. Den var dybt forankret i mig. Kørte på autopilot. Var mega svær at bryde med. Og jeg er ikke kureret – kan stadig ta’ mig selv i at ende der, men er blevet meget bedre til at slippe følelsen og komme videre…

For mig opstår følelsen, når jeg føler at have givet afkald på noget (læs; offeret mig). Når vi “ofrer os”, så er det for at tilgodese andre og deres behov, hvilket samtidig gør, at vi går på kompromis med os selv. Vi lægger det over til andre, at sørge for at vi bliver glade og tilfredse. Men det er ikke en mulighed. De ved ikke, hvad du vil føle, hvad du forventer at opnå, eller hvornår du er tilfreds. Så straks du befinder dig i offerrollen, ved du den er gal, så kommer “tøsen op i dig”. 

Må jeg så ikke gøre noget for andre?  Skal jeg så altid kun tage udgangspunkt i mig selv?

Nej, det skal du ikke, MEN du skal blive bevidst om, hvad du selv ønsker at opnå, hvilke følelser du vil stå tilbage med. Idet du skal give “afkald” på noget, så zoom ind på hvad det er, du vil have ud af det, hvilke følelser det vil give dig. Forskellen opstår, når du ændrer dit udgangspunkt. Eksempelvis sådan her:

a) ”Jeg bliver hjemme. Så bliver min mand glad”.
Ved du det? Hvad hvis han ikke bliver det? 

b) ”Jeg bliver hjemme. Jeg vil nyde at være hjemme med min mand”.
Du bestemmer selv – du vil nyde at være hjemme. Det kan du kontrollere. Bliv helt præcis på, hvad der giver dig nydelse. Hvilke følelser forbinder du med nydelse?

Så rettes dit fokus mod det gode – “guleroden” og de negative følelser der opstår, når vi sætter os i offerrollen, afløses af det gode, vi er på vej imod. Fastlåses du i at være “tøsefornærmet”, så handler det sikkert om, at du ikke har accepteret din egen beslutning. Du har ikke lukket døren, til det du valgte fra. Dermed vil du fortsat have følelsen af, at have give afkald på noget, og den følelse vil fastholde dig.

Prøv at stille dig selv følgende spørgsmål;

“Hvad skal der til for at ændre situationen? – hvad kan du gøre lige nu?

Sidder du med et problem du mangler hjælp til – stort eller lille – så stil gerne dit spørgsmål til vores life-coach Jette Rysgaard – kvit og frit

Jette Rysgaard er life coach for Magasinet MIDT I

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *