Det sker for de fleste, at man indimellem har behov for at slippe kontrollen. At gøre ting, der overskrider ens egne grænser. At klare udfordringer, som ikke synes mulige. At indse hvad der er vigtigst og betyder noget. At bevare motivationen til at blive ved og ved, og finde ud af, at ting løser sig.
Det var hvad Gitte Holtze erkendte, da hendes liv viste sig fra den mørke side. Derfor tog hun en drastisk beslutning om at vandre 4.265 km. Fra Mexico til Canada.
Her fortæller Gitte hvad der drev hende.
Interview med Gitte Holtze
Fra Mexico til Canada? Hvad satte skub i dine tanker om at nå netop dette mål?
Mit mål var i virkeligheden ikke så meget at nå Canada, som det var at nå mig selv undervejs. Jeg hang på det tidspunkt i en sump af modløshed, usikkerhed og tvivl på mig selv. Jeg var nogle år forinden blevet skilt, min far var død, jeg havde mistet mit drømmejob og med det, den identitet, jeg havde lagt i det, og så havde jeg det sidste år været fanget i et psykisk voldeligt forhold. Så jeg var nødt til at gøre noget langt udenfor min såkaldte komfortzone for at rykke mig, for at vokse mentalt og genfinde min styrke, integritet, tro mig på selv, og glæden ved livet igen. Pacific Crest Trail var med alt det, jeg skulle igennem – fra bjørne, klapperslanger, vilde floder, sove alene i skoven og at forlade min trygge hverdag i fem måneder – definitionen af at bevæge mig ud af min komfortzone. Samtidig vidste jeg fra tidligere naturoplevelser, at det ikke bare var de udfordringer, jeg ville møde, der forhåbentligt ville ændre mig. Det ville fem måneder ude i stor, stille natur også.
Hvad skete der inde i dig, da du tog beslutningen?
Jeg oplevede en glæde og optimisme ved livet, som på det tidspunkt havde været lukket ned meget længe. Trods det skræmmende ved det forestående projekt, med alle sine ubekendte, føltes det som det helt rigtige at gøre.
Hvilken slags kvinde er man, når man tør kaste sig ud i sådan en tur?
En helt normal kvinde (dog måske med en lidt særlig eventyrlyst), men med et mod til at kaste sig ud, hvor hun ikke ved, om hun kan bunde, fordi hun godt ved, at det er nødvendigt, hvis hun vil ændre sin situation.
Var du på noget tidspunkt grebet af panik, angst, fortrydelse eller på vej til at give op undervejs?
Jeg havde ét breakdown, som kom sig af, at min krop protesterede kraftigt mod det, jeg udsatte den for. Jeg havde på det tidspunkt godt syv uger inde i turen tabt mig 7 kg, fordi jeg slet ikke kunne spise så meget, som min krop forbrændte, og var i alvorligt underskud af kræfter til at klare opstigningen til det bjergpas, jeg skulle over den dag. Men jeg var 50 km fra den nærmeste vej ud fra vildmarken, så der var ikke noget at gøre – jeg skulle videre, og fandt på en eller anden måde nogle ressourcer inde i mig til at slæbe mine rystende ben op over bjergpasset. Det var den eneste gang tanken om at give op kom. Resten af tiden var jeg nærmest lykkelig over det, jeg var i gang med, og alt det hårde og svære blev i mit hoved vendt til “bare” at være de udfordringer, jeg kom for at vokse af.
Hvad var de største farer du mødte på turen?
Jeg møder bjørne, klapperslanger, pumaer, giftige planter og rivende floder, jeg skal over, men i virkeligheden er de største konkrete farer dehydrering og solskoldning.
Hvad er dit næste store mål?
At integrere alt det, jeg mentalt har fået ud af turen i min hverdag. Helt konkret er jeg netop flyttet på landet – en af de ting jeg lærte var, at jeg ikke skal bo i en fortravlet og stresset storby, men skal ud, hvor der er luft og ro og plads til at være den, man er, og i takt med den natur, der er så vigtig for mig. Jeg vandrer stadig (gik i foråret 2019 Caminoen og i august 2019 en 100 km march på 24 timer), men jeg har ikke brug for at sætte mig et nyt ekstremt vandreeventyrsmål.
Hvad var det første du havde behov for, da du landede på dansk jord?
At kramme min hund – og en kæmpe portion koldskål. Jeg havde gået i ekstrem hede hele sommeren, og haft en ”craving” efter koldskål i al den tid. Og selv om man kan få mange ting i USA, er koldskål ikke en af dem.
Da Gitte Holtze tog afsted på 4.265 kilometers vandring fra Mexico til Canada, var hun et sort sted i sit liv. Hun var blevet skilt, og hendes far var død. Hun havde mistet den identitet, hun havde i kraft af sit job, og hun havde det sidste år været fanget i et giftigt forhold til en mand, der havde slået buler i hendes selvværd.
Pacific Crest Trail er en af verdens længste vandreruter, og i bogen følger vi Gitte mens hun kæmper sig vej gennem den barske natur – fra brændende ørkenhede til vilde floder i bjergene, med sult, tørst og udmattelse, uventede begivenheder, møder med vilde dyr og med mennesker, der på forskellig vis forandrer hende. Hun er ofte udenfor sin komfortzone, men for hvert skridt mod Canada kommer hun tættere og tættere på sig selv og sit mål om at finde ro og retning i sit liv.
