Rikke er 45 år og har gennem halvdelen af sit liv gået hånd i hånd med en spiseforstyrrelse.
”En spiseforstyrrelse, der ikke har handlet om vægt, men styring og en verden, jeg fandt tryghed i. Min hule, noget der var MIT”, sådan karakteriserer Rikke selv sine mangeårige udfordringer.
Her fortæller Rikke sin ærlige sygdomshistorie, som på mange måder – trods en bevidst indsigt – ikke kunne selvreguleres de første mange år.
Min opvækst
Jeg har 5 halvsøskende, hvoraf den yngste er 10 år ældre end mig – jeg er en rigtig efternøler…
Da jeg var ca. 7 år, fik mine forældre et værtshus, og det blev et skrækkeligt vendepunkt i vores liv. Min far udviklede hurtigt et problem med alkohol. Min mor blev mere og mere utryg og solgte ud af sine følelser.
Jeg har altid selv været et utrygt barn, men med disse oplevelser i baggagen blev jeg utryg med utryg på.
Min far blev syg af kræft, da jeg var 13 år, og han døde efter 5 frygteligt skræmmende måneder. Efter hans død kom der ro på. Jeg blev en almindelig teenager, men med utrygheden og dødsangst som min tro følgesvend og her startede min OCD så småt – som et forsøg på at kontrollere min angst.
Mine teenageår
Jeg fandt min første kæreste som 16-årig, og vores forhold varede 5 år. Mine hormoner var i gang, og det var hvalpefedtet også, samtidig blev begreber som fedtfattig mad opfundet – en dille min mor hoppede på…. Så der blev vægt, fedt og mad printet ind i mig til senere brug…
Min kærestes og mit forhold sluttede, og en svær tid fulgte. Jeg tabte mig en del, mens jeg boede hos min søster nogle måneder.
Jeg fik mig rejst op igen og rejste derefter 4 fantastiske måneder til Israel og Ægypten. Kom hjem, tog på højskole og levede livet. Dog altid med en stemme i hovedet, der talte mad, vægt og fedtfattig kost, men dengang var stemmen svag og skrøbelig, og jeg hørte den knap.
Anoreksien
Jeg læste HF og fandt min dengang store kærlighed. Vi var sammen i 8 år on/off. 8 år fyldt med hash og andre stoffer. Han blev misbruger, og det væltede mig totalt.
Det forhold udløste min spiseforstyrrelse, og det gjorde den svage stemme til skrig. Jeg søgte styring og tryghed, og det kunne den give mig. Jo mere utryg jeg blev i vores forhold, jo mindre spiste jeg.
Da han gjorde det forbi, væltede min verden, og det eneste jeg havde tilbage var spiseforstyrrelsen. Den blev min trøst, min tryghed, min styrke…
Lige indtil den dag, hvor det gik op for mig, at jeg i virkeligheden havde mistet AL STYRING. Jeg var blevet ædt op!!!
Jeg har altid følt mig styret af mine omgivelser (min far, min kæreste, min mors overbeskyttelse osv.).
Nu var jeg styret af mig selv, den værste styring nogensinde.
Behandling
Jeg var igennem mange forskellige behandlingstilbud, inden jeg startede på Risskov (behandlingssted for spiseforstyrrelser). Men Risskov var for mig kun endnu mere udefrakommende styring og kontrol. Kontrol af vægt samt styring af, hvad jeg skulle spise og ta´ på. Jeg låste totalt. Følte mig slet ikke set som person.
Jeg tog dog på i vægt – ikke af lyst, men af det jeg følte som tvang.
Jeg lærte IKKE at finde en BALANCE – hverken i maden eller mig selv, og udviklede overspisninger. Fra den ene ende af pendulet til den anden. Kontrol og tab af kontrol. Den kontrol, jeg havde så meget behov for, blev hevet væk under mig. Det var så smertefuldt. Jeg følte, at jeg havde mistet alt og med den følelse, afsluttede de mig.
Jeg forsøgte igen med andre former for terapi, dagtilbud på bosteder osv., og endte endnu engang i Risskov. Denne gang blev min tilstand kun yderligere forværret, og min anoreksi tog ekstremt fat. Så både jeg, min kæreste og læge mente, jeg måtte væk derfra.
Overspisninger, sult, angst og OCD kørte på højtryk…
Vendepunktet
Der måtte uden tvivl noget andet til, noget der ikke var afprøvet. Jeg meldte mig på et kursus – fra drøm til virkelighed.
Det blev mit vendepunkt. Her mødte jeg den mest fantastiske person, min underviser – en person der så MIG, ikke min spiseforstyrrelse, men så den lille procentdel, der var af MIG inde bagved.
Så hvad gjorde denne underviser så? Hun lyttede. Hun mødte mig, hvor jeg var. Hun forsøgte ikke at fjerne den redningsvest (spiseforstyrrelsen), som jeg så krampagtig holdt fast i. I stedet forsøgte hun at finde mig, derinde bagved… Hun lærte mig at slippe kontrollen nogle steder og tage den andre steder. Som hun sagde: ”Du skal ikke slippe alt på en gang, så vælter korthuset… Acceptér at ting tager tid. Se det som en rejse, du er på…. Du har nu muligheden for en ny start, for at skabe dig selv på ny – det er “aldrig” for sent”.
At komme fri af en spiseforstyrrelse efter så mange år er virkelig hårdt arbejde med mange bump på vejen, men det er uden tvivl det hele værd.
Tilgivelse for resten skal nydes
Et liv hånd i hånd med en spiseforstyrrelse sætter rigtig mange begrænsninger…
Jeg kunne intet rumme og levede kun for den mad, jeg ikke måtte få… Nok fordi kroppen trængte så ekstremt til den.
Jeg føler, jeg har fået frarøvet en masse år. År jeg knap husker pga. underernæring, og så har jeg aldrig fået børn. Det var et bevidst valg, da jeg ikke var i stand til at tage mig af mig selv… Gud, hvor har jeg tit ønsket, jeg kunne leve årene om…
Jeg trak mig ganske enkelt fra livet, for at sidde hjemme og overspise eller for at sulte mig “ihjel” alt efter, hvilken periode jeg var inde i.
Min kontrol havde taget overhånd, og mit liv handlede kun om mad og vægt. Hvordan pokker var det kommet så vidt?????
Jeg har kæmpet meget med at tilgive mig selv for de valg, jeg har taget og de år, jeg har mistet. Derfor er denne sætning ekstrem vigtig for mig:
RESTEN SKAL NYDES
Hvordan har jeg det så i dag?
Er jeg rask?
Hvornår er man egentlig rask?
Er man rask, hvis man ikke drikker mælk? Er man rask, hvis man er vegetar eller ikke spiser gluten?
Rask er for mig et meget abstrakt begreb. Jeg vil derfor kalde det for fri – fri til at leve livet med alt, hvad det indebærer både fysisk og psykisk…
Jeg føler mig mere fri nu… Fri nok til at se “rask” ud og til at leve et “normalt” liv. Men helt fri bliver jeg nok aldrig – jeg vil altid have de 3 følgesvende med mig (OCD, angst og et kringlet forhold til mad).
Men de er i dag mine følgesvende, de er ikke mit liv. De råber op, specielt når noget presser mig og bliver for svært – når mit pendul svinger for voldsomt.
I dag ser jeg dem som alarmklokker, og jeg kan derfor bruge dem som en guide.
Men helt fri er jeg ikke. Jeg er ikke bedste venner med maden, den kan stadig sætte begrænsninger i mit liv, men jeg er normalvægtig og har været det de sidste 5-6 år. Jeg kæmper stadig med den angst, der ramte mig, da jeg mistede min far – dødsangsten…. og når denne blusser op, så har den en tro følgesvend med sig, OCD’en…. Så jeg skal virkelig være OBS på mine alarmklokker for ikke at havne i overspisningsangst og OCD-helvede.
Jeg har fundet mig den sødeste kæreste, der kan rumme mig på både godt og ondt.
Vi bor sammen med hans søn (7/7) og vores lille hund. Jeg elsker mit job, men arbejder ikke fuldtid – mine batterier bliver hurtig brugt.
Dog altid med det forbehold, at jeg ikke rummer så mange indtryk ad gangen. Mit sensitive sind gør, at jeg let bliver fyldt og har brug for meget alene tid. Jeg har et stort behov for struktur i mit liv og er virkelig en tænker.
Jeg har gode veninder, en dejlig familie og har overskud til at leve livet på min måde – med rejser og alt det, jeg ellers elsker.
Men selvom jeg ikke er helt fri, er jeg mere fri og bliver mere fri…
Og rigtig vigtigt er:
Jeg har accepteret mig selv på godt og ondt. Jeg har accepteret, at jeg ikke er perfekt, men nogle gange er det uperfekte jo også ganske perfekt i sig selv.
