Rikke Hertz
Artikler fra MIDT I nr. 5, MIDT i dit liv

Rikke Hertz

image_pdfimage_print

Du skal blive bedre til at lytte til dig selv

Hvis du har den mindste smule interesse i den spirituelle verden eller i personlig udvikling, så er du helt sikkert stødt på navnet Rikke Hertz. 
Hun har lavet tv-programmer (bl.a. ”Nærkontakt” på Kanal 4), udgivet bøger, holdt foredrag for fulde huse, coachet Danmarks største erhvervsledere, udgivet podcasts.

Af Søren Hedman

MIDT I har mødt Rikke Hertz og stillet hende en række spørgsmål på læsernes vegne. For hvem er hun, og hvad er det, hun kan? Og hvad kan vi mennesker ifølge Rikke Hertz få ud af en spirituel og clairvoyant tilgang til livet?

Spirituel tilgang i erhvervslivet

Rikke Hertz er 49 år, og hun blev adopteret som spæd af et dansk ægtepar, efter hun blev efterladt ved en skraldespand i Sydkorea. Som voksen startede hun med erhvervsrådgivning i klassisk forstand. 

I dag er hun selvstændig spirituel rådgiver og ejer firmaet ”Rikke Hertz Counseling”, der netop har haft 10-årsjubilæum. Rikke Hertz Counseling tilbyder i dag spirituelle uddannelser, meditationer og ikke mindst personlige, individuelle forløb for erhvervsledere. 

”Da jeg startede mit firma, var min vision at bringe det spirituelle univers ind i erhvervslivet og gøre det anerkendt, anvendt og respekteret som et middel til at nå virksomhedens resultater og ledernes personlige mål. For jeg ved, at alle kan få glæde af at bruge spiritualitet aktivt. Det handler med enkle ord om at stole på sin intuition og være modtagelig for, at der er noget større end os selv. Jeg ved godt, at mange har en indbygget skepsis overfor clairvoyance og spiritualitet, eller hvad du nu vil kalde det”, siger Rikke Hertz, der udemærket er klar over, at der indenfor det område er mange tilbud af forskellig kvalitet, og at hun derfor ofte møder mistro.  

”Det er også derfor, jeg altid siger, at det at bruge sin egen spiritualitet er vigtigere end at gå til en clairvoyant. Jeg ønsker at bidrage til, at alle skal lære at lytte til deres egen intuition og lede dem selv. Jeg så jo faktisk hellere, at der slet ikke var brug for sådan en som mig, og at alle var bedre til at lytte til sig selv,” siger Rikke Hertz.

Rikke Hertz arbejdede for 10 år siden som managementkonsulent og erhvervscoach, men fik med egne ord en åbenbaring om, at hendes vej i livet skulle være at bruge sin egen, spirende spiritualitet sammen med sine mere klassiske, erhvervsmæssige evner. Hendes kunder er i dag blandt andre topdirektører, entreprenører og ledere, som lader Rikkes evner give dem retning og tillid til at gå den rigtige retning i businessverdenen. Ved siden af har hun netop åbnet en ny undervisningsmulighed, Det Spirituelle Univers, detspirituelleunivers.com, hvor målet er at lade endnu flere mennesker få mulighed for at lære at leve og lede sig selv spirituelt.  

”Det, jeg kan, er at hjælpe personer med at få øje på deres potentialer og muligheder og se på, hvad der eventuelt forhindrer dem i at nå deres mål. Alle mennesker har ansvaret for deres eget liv, men jeg kan hjælpe med udvikling i den retning, man selv ønsker”, siger Rikke Hertz.

Hvad kan man bruge clairvoyant rådgivning til i erhvervslivet? Og er det bare gode råd, eller noget man bør følge 100 procent?

”Man kan bruge det som et supplement til sin businesscase, analyser, ledelse, til indsigt, til inspiration og til problemløsninger, til at se muligheder og potentialer – både for en virksomhed og for en selv. Man har altid sit eget frie valg til at bruge det, man vil. Jeg er ikke en spåkone, men jeg kan supplere din egen mavefornemmelse og gennem spiritualitet og clairvoyance kanalisere viden, der giver mulighed for de rette valg”, siger Rikke Hertz.

”Jeg tør se ting og udfordringer fra en helt anden vinkel og gennem spiritualiteten udfordre folk. Det giver dem større selvindsigt, redskaber og spirituelle løsninger, der skaber værdi og udvikling. Fordi man gennem clairvoyance kan få konkrete redskaber til at mærke sig selv bedre og tydeligere og finde ned i kroppen, hvor de rette svar altid findes. Man kan få mod til at være mere autentisk, få bedre balance i krop, sind og sjæl. Blive bedre til at sætte sine grænser, blive skarpere på sin egen autencitet og lære at bruge hjertet og ikke kun hjernen,” siger hun. 

Tag lederskab for dit eget liv

Hvad kan man bruge clairvoyance til i al almindelighed? 

Ifølge Rikke kan clairvoyance bruges af alle til at lære at tage lederskab for sit eget liv, have modet til at stå ved sig selv og handle derefter. Det, man giver ud, kommer altid tilbage er grundholdningen. 

”Når folk kommer hos mig, er det som regel, fordi de har brug for støtte, rådgivning og konkrete værktøjer til at tage lederskab i eget liv. Mod, kærlighed og taknemmelighed er nogle af de kerneområder, som jeg arbejder med hos mine klienter. Det handler om at have mod til at udleve sit fulde potentiale, finde en grundlæggende kærlighed til sig selv og andre, og lære at elske med hjertet,” siger Rikke og understreger, at det reelt handler om at være taknemmelig og fokusere på alt det, man har, kan og gør. Og ikke mindst træne i at skifte sit fokus over på taknemmelighed over det man har fremfor for frygt eller vrede over livets udfordringer. 

Vær åben – lær noget nyt

Hvis man ikke rigtig tror på clairvoyance, kan man så stadig have glæde af det, selvom man ikke er helt åben for det – og hvordan? 

”Det er jo egentlig lige meget, hvor beskederne kommer fra, så længe det skaber værdi og udvikling. Hvis man er interesseret i udvikling og generelt åben for at få indsigter, kan man altid lære noget nyt. Jeg ved på både egne og klienters vegne, at det virker, fordi det er med til at slippe ethvert menneskes fulde potentiale løs. Og det betyder ikke noget, om man tror på det eller ej. Jeg kan kun opfordre folk til bare at prøve at meditere, og de vil opleve, at de finder svar på de ting, de leder efter svar på,” siger Rikke Hertz. 

Du holder populære foredrag. Hvad er det, der trækker folk til? 

”Folk er generelt nysgerrige for positiv selvudvikling og for at blive inspireret. Jeg tror, at årsagen til min succes med foredrag er, at jeg gør det spirituelle jordnært, håndgribeligt og forståeligt. Jeg har udviklet specielle uddannelser, der alle giver folk livsforandrende redskaber til mere ro, balance, glæde og tillid. Spiritualitet er jo noget, som alle har, men igennem den måde jeg formidler det på, fremkalder det handling hos lyttere og deltagere. Det, vi alle har brug for i denne tid, hvor alt skal gå så stærkt, være så effektivt, er noget, der er mærkbart fremfor målbart. Vi har som mennesker brug for at kunne mærke os selv meget mere, så vi bedre kan navigere i livet og undgå stress og angst, depression og dårligt selvværd. Jeg er bare et redskab til at åbne folks selvindsigt og give dem styrke til at tro på sig selv”, siger hun.

Har du brug for at overbevise nogen om, at det virker?

”Nej. Jeg har for længe siden besluttet mig for, at min opgave med at være spirituel rådgiver ikke handler om at bevise eller overbevise nogen. Jeg stiller mig til rådighed for at støtte, hjælpe, udvikle og vejlede. Hvor mine inspirationer, fornemmelser og gode råd kommer fra er jo egentlig ligegyldigt, bare de skaber værdi og rykker mennesker til et bedre sted. Mit fokus er aldrig at overbevise, men at være til rådighed som kanal for udvikling og vækst”, siger Rikke. 

Du kan styrke dig selv ved at hjælpe andre

Hvad er dit råd til alle dem, der i denne coronatid føler isolation og mangel på samvær? Hvordan skal de tackle det?

”Jeg vil råde alle til at have fokus på, hvordan de kan bidrage og hjælpe andre, og hvordan de kan lære noget i den her tid. Det kan man blandt andet læse meget mere om i mit nye Spirituelle Univers. Jeg synes, at man skal fordybe sig mere i selvudvikling og humanitært/frivilligt arbejde. Det er i hvert fald der, jeg selv finder en masse glæde, meningsfuldhed og taknemmelighed. Jeg er selv ambassadør for forskellige velgørende organisationer, Gadens Børn og Børneulykkesfonden. Det arbejde giver mig en glæde, jeg kan bruge alle andre steder”.

”Jeg har konstant spirituelle lederuddannelser, der handler om personligt lederskab. Jeg vil meget hellere lære folk at bruge deres egen intuitive evner end at være afhængig af sessioner hos mig. Derfor har jeg mere fokus på at uddanne folk, så de selv kan mærke, hvad der er rigtigt for dem fremfor at blive afhængige af at gå hos en, de føler, har svar på, hvad de skal gøre i deres liv. Jeg ønsker at bidrage til, at folk selv kan lære at mærke efter, bruge deres intuition og tage lederskab for deres eget liv”, siger hun. 

Få kørekort til egen spiritualitet

Hvorfor begyndte du på dette for ti år siden?

”Jeg startede min virksomhed med en vision om at få det spirituelle univers ind i erhvervslivet, gøre det anerkendt, anvendt og respekteret, som et middel til at opnå både virksomhedens mål, skabe resultater og udvikle personlige mål. Nogle tror, at vi er mennesker, der har en spirituel oplevelse, men vi er jo alle spirituelle væsner, der har en menneskelig oplevelse. Det er min overbevisning, at alle kan lære mere bevidst og struktureret at lytte til sin intuition, og det er ikke mig, der lærer folk at være spirituelle – for det er de allerede. Jeg lærer dem at få ”et kørekort” til deres egen spiritualitet og hjælper dem med at fremkalde det, så de kan leve spirituelt og ikke bare ”gå til det”. 

Mere om Rikke Hertz

49 år, som spæd adopteret til et dansk ægtepar

Siden 2010 ejer af Rikke Hertz Counseling som tilbyder spirituelle uddannelser, meditationer og ikke mindst personlige, individuelle forløb for erhvervsledere. 

Du kan læse meget mere om Rikke Hertz lige her:
www.rikkehertz.com
www.detspirituelleunivers.com

Du vil måske også kunne lide...