Trine Runge Jessen 1

Hvordan broderi er blevet badass

Alle kan brodere – især når motiverne er helt anderledes end de klassiske stramajmønstre, og når man kan blive inspireret af broderisten Trine Runge Jessen. Hun har taget noget meget klassisk og gjort det hipt og moderne på sin helt egen og meget unikke måde.

Af Christina Faaborg
Fotos: Anna Marín Schram

”Man kan brodere på to måder. Enten kan man køre den fuldstændige hjernedøde stil, eller man kan tænke over livets finurligheder.” 

Ordene kommer fra Trine Runge Jessen, som jeg har i røret til en snak om hendes nye badass broderibog, og det at brodere i det hele taget. Jeg spurgte hende, hvad der egentlig er så fedt ved at brodere?

”Det fedeste er, at hænderne er beskæftiget – dét, at man har ro på dem. Mens man broderer, kan man ikke dimse med telefonen. Det handler om at komme ind i en slags hubba-bubba-boble, hvor hænderne koncentrerer sig om broderiet, og så kan hjernen enten slå fra eller til.”  

Sidstnævnte beskrivelse er meget betegnende for, hvem Trine er. Hun slynger om sig med hjemmelavede ordsprog, bandeord og sammenligninger, man ikke normalt ville lave. Netop det er også kendetegnende ved hendes broderi – hun broderer motiver, som man ikke normalt vil brodere. Eller det vil sige motiver, man ikke ville brodere, før Trine kom til og begyndte at inspirere alt fra lokale motorcykelklubber til teenagere til at brodere. 

Trine Runge Jessen 2

Begyndte at voksenkede sig

Trine selv blev introduceret til broderiets verden som 10-årig, da hun kom på et af tidens populære 4H-kurser for børn. Her var der en flink dame, der lærte Trine at brodere servietringe, og selvom det med Trines egne ord var ”røvsygt”, var der alligevel noget ved broderiet, der hang fast og har gjort det lige siden. Selvom broderiet ikke fyldte særligt meget før en del år senere.

Trine uddannede sig på Designskolen i Kolding med tekstiler som speciale. I mange år havde hun designvirksomheden Sen-Sen sammen med veninden og kollegaen Helene Jensen, som solgte boligtekstiler på messer og via deres hjemmeside. 

”Men så på et tidspunkt begyndte jeg at voksenkede mig med mine hænder. Og det der broderi kunne noget. Det var, som om en ny verden åbnede sig for mig,” fortæller Trine og fortsætter: ”Men mine øjne blødte i halve timer over de mønstre, jeg kunne finde, så jeg begyndte at designe mine egne.”

De fleste forbinder det at brodere med deres bedsteforældre, og de fleste kender klokkestrengen med de fine mønstre. Det er det syn på broderiet, Trine gerne vil gøre op med. Hun har nemlig en mission om at få flere til at brodere.

Læs mere om Trine på hendes hjemmeside – KLIK HER!

”Når man broderer, er det lidt som at få en hjernekogevask. Man bliver renset ud. Jeg ønsker for flere, at de finder samme glæde ved broderiet som mig. Det er derfor, jeg introducerer dem til mit broderi-univers. Broderi er for ALLE med en puls. Unge som ældre. Det er jo bare korsting, det er noget af det nemmeste at lære,” siger Trine.

For Trine behøver det ikke være det her fine håndværk. Hun synes ikke, det gør noget, at det er lidt skævt, og så er der bagsiden, som man gik meget op i skulle være pæn, når man broderede førhen:

”Min tilgang er, at jeg er fucking ligeglad med bagsiden. Jeg vil hellere fokusere på glæden ved broderiet end på bagsiden – den er der ingen, der behøver se.”

Trine Runge Jessen badass

Til glæder og til gaver

Man kan roligt sige, at Trine ikke er, som mennesker er flest. Hun kan godt lide at gøre alting lidt anderledes. Da Trine dukkede op i et indslag til TV2 Østjylland i starten af 2021, blev det delt flittigt på Facebook, og derefter tog hendes broderi-berømmelse virkelig fart. I dag holder hun masser af workshops, og i flere broderi-forløb på folkeskolerne er lærerne inspireret af Trine og viser klippet med hende fra TV. 

”For satan, det er sjovt,” udbryder Trine, når hun får beskeder fra geografilærere, der må bede drengene lægge deres broderi fra sig i geografitimen. ”Jeg inspirerer dem til at tegne deres eget skæve pis, som de kan brodere, og mange broderer også bandeord. Det er kombinationen mellem det pæne broderi og de skæve motiver, der fanger de unge,” siger hun og fortæller, at også flere børn med diagnoser har haft glæde af at brodere på grund af den særlige ro, det giver. 

Samtidig fremhæver hun de mange andre fordele ved at lade børn og unge brodere, som for eksempel at de ikke sidder med telefonen imens. Hun har også fået beskeder fra forældre, der pludselig har fået gode snakke med deres børn, mens de sidder og broderer. ”Det er lidt det samme, som at man snakker godt, mens man kører bil.”

Men hvad kan man bruge alt det broderi til? Trine anser egentlig ikke sit broderi som kunst, men siger alligevel, at det er en sjov blanding, da det jo ér små unika kunstværker. Det er yderst sjældent, hun laver et broderi, som skal sælges, og hun tager heller ikke imod bestillingsopgaver.

”Jeg sælger mønstrene. Hvis du vidste, hvor mange der gerne vil bestille et broderi af en Jaka Bov? De værker, jeg laver, tager en hel syvårskrig at brodere. Jeg sidder med tuden nede i broderiet i flere uger i streg. Nej, de må selv i gang. Det er jo det, der er hele meningen med det,” siger hun.

Derfor har hun netop udgivet bogen ”Broderistens badass broderier”, der indeholder masser af mønstre, gode broderi-tips og historier om Trines broderier. Her kan man blandt andet lære at brodere en rejecocktail, et cigaretæsel, en tartelet eller Bjarne Liller. 

Trine fremhæver, at et broderi er en oplagt gaveidé til en sød veninde eller kammerat. ”Det er en personlig gave, som er håndlavet, unik og lavet specielt til den, der skal have det. Man kan jo, for eksempel brodere et heftigt citat fra en eller anden syg rapper og sætte det i en guldramme,” foreslår hun. Ellers har hun lagt mærke til, at det er en trend at brodere på tøj, man for eksempel køber i genbrugsbutikker, og selv sætter sit præg på. ”Det kan være smart at smide et broderi hen over en gammel Thousand Island-plet eller for at lappe et hul.”

Trine Runge Jessen brodega

Brodega-broderi

En af Trines helt store succeser er hendes Live udsendelser på Facebook, som går under navnet Brodega. Her inviterer hun andre til at være med Live, mens hun sidder hjemme i stuen og broderer og drikker sin yndlingsøl, Ceres Top. Det er selvfølgelig meningen, at de, der ser med, også skal sidde i deres hjem og brodere og drikke øl, eller hvad de nu har lyst til. 

”Når jeg afholder brodega, må jeg indrømme, at slutresultatet bliver håndarbejde på promiller til sidst, så det går ikke hver gang. Men det kan være hyggeligt med en lille funktionspromille, som kan være et lille glas et-eller-andet eller en øl. Jeg sidder ofte og broderer i mit lille hjørne med Blommer i Madeira, flæskesvær og en kold Top.”

Følg Trine på Instagram eller Facebook!

Trine behøver dog ikke mange promiller for at finde på nye motiver, som bogstavelig talt vælter ud af hende.

”Det er helt tosset. Næsten skræmmende, så mange motiver jeg har i mit hoved. Jeg har faktisk en aftale med Danish Crown om, at jeg må brodere alle deres Jaka-produkter,” siger hun med et grin. Hun kan dog afsløre, at hendes næste projekt er at brodere motiver fra Tato Jims tatoveringer, og hun har lavet en aftale med tatovør Frank Rosenkilde, der i dag ejer en meget stor samling af Tato Jims arbejde.

”Det stopper tilsyneladende aldrig,” slutter hun af.

Køb Trine Runge Jessens bog KLIK HER!
Eller køb den hos din lokale boghandler

Broderistens badass broderier

Du vil måske også kunne lide...