Som 40-årig blev Annette Drejer kastet ud i sit livs krise, og vejen ud af krisen blev en helt anden, end hun havde regnet med.
Af Julie Danielsen
Fotos: photo by bruun
Da Annette Drejer var blevet skilt for anden gang, kastede det hende ud i en livskrise, hun slet ikke havde ventet. Den svære skilsmisse havde tæret på Annettes selvværd, som var helt i bund.
Samtidig fandt hun det utroligt svært at være alene igen, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle bearbejde situationen.
Nu, 15 år senere, har Annette formået at finde balancen i sit liv igen, og hjælpen kom fra en helt uventet kant. Ved et tilfælde opdagede hun nemlig, at hun fandt en helt særlig ro i at male.
Den rigtige beslutning
Annette Drejer havde allerede en skilsmisse bag sig, da hun for 15 år siden gik fra sin anden mand.
”Det var en helt utrolig svær beslutning, fordi der var børn involveret, og dem ønsker man jo kun det bedste. Men det var den rigtige beslutning for mig og min dengang 15-årige søn at gå”, forklarer Annette, der dog har holdt kontakten med sin bonusdatter fra andet ægteskab gennem årene, og det er hun både glad og taknemmelig for.
Skilsmissen havde sat store spor hos Annette, som efterfølgende kæmpede med selvværdet, der var blevet pillet fra hinanden, og med pludselig at være alene igen.
”Selvom det var mig, der tog beslutningen, og jeg vidste, det var den rigtige beslutning, så havde jeg ikke luret, at det blev så hårdt. Jeg stod jo pludselig alene med alle beslutninger samtidig med, at jeg havde dårligt selvværd og var ramt af rigtig dårlig samvittighed. Og ind imellem kom der selvfølgelig også alligevel en tvivl”, fortæller Annette.
Følelsen af fiasko
Annette kæmpede også med en følelse af at være én stor fiasko, fordi hun endnu engang ikke var lykkedes med at få en familie til at fungere. Det resulterede i en regulær livskrise for den dengang 40-årige Annette, der havde svært ved at finde fodfæste i sin nye tilværelse som alenemor med et virvar af følelser.
”Jeg var jo i den grad ude på dybt vand. Pludselig skulle jeg til at finde ud af, hvad jeg så skulle nu, samtidig med at mit selvværd var helt væk. Det var virkelig hårdt. Det var et kæmpe tomrum at stå i. Og det blev jo ikke nemmere af, at jeg var 40. Det store ur tikker jo, og der er sådan en samfundsnorm om, hvor man bør være i sit liv på det tidspunkt. Og jeg troede jo, jeg var en af dem, der havde styr på mit liv, men det blev bare sprængt fuldstændig i stykker, og jeg stod bare der i et mørkt hul, jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme op fra”, fortæller Annette.
Der var dog en ting, hun vidste, hun var god til. I tiden efter skilsmissen begyndte hun derfor at arbejde mere og mere, når hun ikke havde sin 15-årige søn hos sig. Hun høstede derfor noget selvtillid ved at gøre sig ekstra umage her.
”Hver eneste lille succes var en fjer i hatten for mig. Men det var verdens nemmeste at ty til arbejdet. Når det går godt, er det nemt at gemme sig i det og tilsidesætte alle de andre følelser. Men det løser jo langt fra det egentlige problem”, forklarer Annette.
Det endte da også med et brag, for inden for halvandet år efter skilsmissen blev Annette sygemeldt med stress. Med støtte og god hjælp fra arbejdet var Annette tilbage på job efter 3 måneder og startede stille op igen.
Hun fandt herefter en ny aktivitet, der kunne aflede tankerne, nemlig træning. Heller ikke her fandt hun dog den ro og mulighed for at bearbejde situationen, som hun havde brug for.
”Alt var fint, når jeg trænede. Men så snart jeg var færdig, var problemerne der jo stadig”, siger Annette, der stadig træner, men nu gør det for fornøjelsen og ikke for at flygte fra tankerne og problemerne.
En ny verden åbnede sig
Annette manglede stadig at finde noget, der gav hende ro i hovedet. Og den endte hun med at finde ved et rent tilfælde.
I forbindelse med et afdelingsseminar med arbejdet besøgte de et galleri, hvor de fik lov til at prøve at male malerier.
Annette nød at sidde og eksperimentere på lærredet. Ejeren af galleriet roste hendes resultat, og det samme gjorde kollegaerne, da malerierne blev udstillet på arbejdet den efterfølgende tid.
”Jeg havde aldrig set mig selv som værende særligt kreativ. Men det her triggede noget inde i mig. Jeg tror det var fornemmelsen af ikke at kunne fejle. Der findes ikke noget rigtigt eller forkert, når man maler. Det var en virkelig god oplevelse at prøve noget, der ikke kunne måles eller vejes, og som der ikke var deadline på. Det havde jeg i den grad brug for på det tidspunkt”, forklarer Annette.
Annette købte derfor ind af farver og lærreder, så hun kunne male derhjemme også. Og så gik hun i gang. Hun havde aldrig før prøvet at lave noget, hvor hun havde så lidt kontrol med tingene.
”Det var en fuldstændig ny verden for mig. Ingen forventede noget af mig, og hvis jeg lavede noget mindre heldigt, kunne jeg bare male det over. Jeg har altid hadet at tegne, fordi jeg aldrig har kunnet tegne noget, der ligner noget, men det er heller ikke meningen med mine malerier. Det ligner det, folk vil have det til at ligne. Det bliver ikke mere frit”, siger Annette med et smil.
Følelserne væltede ud gennem penslen
Det, der især overraskede Annette ved hendes nye hobby var, hvordan tiden pludselig gik i stå og gik enormt hurtigt på samme tid. Hun kunne forsvinde ind i sine malerier i flere timer ad gangen uden at registrere det, og når hun så stoppede, så var der en grad af luft i hovedet, hun ikke havde oplevet længe.
”Tankerne var bare på plads. De havde forladt mig ud gennem mine hænder og penslen, og jeg kunne lige pludselig hænge dem op på væggen frem for, at de skabte rod inde i mit hoved. Det var virkelig befriende og gjorde i den grad noget godt for sjælen”, fortæller Annette, der ikke anede, hun kunne bearbejde sine følelser på den måde.
”I starten var det slet ikke målet, at det skulle være godt. Det gjorde mig godt, og det var det vigtigste. Det er klart, at med tiden så er det også fedt, at det er noget, jeg kan lide at kigge på, men dengang var det vigtigste, at jeg fik mine følelser ud. De stod jo i kø for at vælte ud af mig, og da jeg endelig fik gang i det, var det den mest fantastiske følelse.”
Annette havde tidligere gået hos en psykolog, men hun oplevede, at hun ikke kunne snakke sig ud af alting, og på et tidspunkt blev hun træt af at snakke om og høre om sin egen krise. Så opdagelsen af at hun også kunne få sine følelser ud uden at snakke, var hendes redning.
”Jeg har ikke før tænkt over, at det betød så meget. Men man kan jo snakke alting i stykker, men man kan ikke nødvendigvis reparere alting ved at snakke. Nogle gange så skal der ro i hovedet til, at tankerne selv kommer ud, og det fik de jo lov til på den måde”, forklarer Annette.
Hun oplevede at malerierne banede vejen for, at de glade tanker vendte tilbage. Jo flere sorte og mørke tanker, der endte på lærredet, jo mere glæde var der plads til. Og i takt med at der blev mere luft i hovedet vendte energien tilbage.
”For mit vedkommende gav det helt tydeligt plads til, at mine tanker kunne forlade mig i den rækkefølge, der var nødvendig. Og det havde det ikke kunnet i mine samtaler med psykologen, familie og venner. Jeg havde brug for noget andet, og det viste sig så, at det kunne males ud”, siger Annette.
Knald på farverne
I løbet af årene har Annettes malerier gennemgået en tydelig udvikling. I starten var de fyldt med dystre farver, som hun vidste matchede hinanden godt. Nu er de fyldt med en masse forskellige farver, og hun har udviklet en form for signatur, da der ofte kan ses maling løbe ned over lærredet på hendes malerier.
”Jeg har helt klart en fornemmelse af, at jeg har fundet min stil som kunstner nu. Dermed ikke sagt, jeg ikke stadigvæk kan udvikle mig, men jeg kan mærke, at jeg har mere styr på, hvem jeg er som kunstner nu. Det er blevet det, der er fokusset frem for bearbejdning af følelser”, fortæller Annette.
Det at male er ikke længere en form for krisebehandling for hende. Nu maler hun af lyst og fordi hun ved, det kan gøre noget for hendes mentale tilstand. Farverne kan dog til tider stadig afspejle, om det er mørkt eller lyst inde i hendes hoved.
”Det er faktisk meget sjovt at kigge på mine tidligere malerier. De er meget mørke og ikke særligt modige. Men de tjente jo også et andet formål. Nu er jeg nået dertil, hvor det godt må se fedt ud, det jeg laver”, fortæller Annette, der dog stadig i høj grad får sine følelser ud på lærrederne.
”De afspejler stadig i høj grad mit humør. Men jeg er anderledes som kunstner nu. Farverne kan ikke blive vilde nok, og lærrederne kan ikke blive store nok, fordi mine begrænsninger som kunstner er blevet skubbet. Jeg er blevet modigere. Men det er stadig mine tanker og følelser, der er på malerierne”.
Et frirum med plads til børnebørnene
Selvom Annette har rykket sig og har genfundet noget selvværd, så er hun stadig sårbar, når det kommer til andre folks meninger om hendes malerier.
”Det er stadig svært at få feedback, for jeg har fortsat en frygt for at være en fiasko. Hvis jeg har lavet noget, jeg ikke selv synes er godt, så viser jeg det ikke til nogen. Så mere modig er jeg jo heller ikke blevet. Men jeg øver mig, og jeg begynder også at blive mere ligeglad. For sådan er det jo med kunst, alle har en mening om den. Så jeg er stadig i en form for proces”, siger Annette, der dog også understreger, at hun altid tror, hun vil være lidt ydmyg i det, selvom hun har fundet en god balance.
Annette kan slet ikke forestille sig, at hun stopper med at male. Hun har sågar fået indrettet et lille atelier i hende og hendes mand Holgers orangeri ude i haven.
I dag bruger Annette malerierne til at sætte tiden lidt i stå. Hendes tid i orangeriet med lærrederne og farverne er blevet et frirum, hvor hun kan gå ud og få skabt noget ro.
”Da jeg startede, vidste jeg ikke, hvad det var, jeg søgte, men jeg er nået dertil, hvor det er blevet klart for mig, hvad det er, der sker, når jeg går derud”, forklarer Annette.
Og det er ikke kun Annette, der nyder at bruge tid på at male. Hendes ældste barnebarn Magnus er blevet så stor, at han også kan male, og han elsker at stå ved siden af farmor ved sit lille staffeli ude i orangeriet. Og det at lave noget med børnebørnene slår alt.
”Børnebørn er jo det bedste. De kan lysne enhver gråvejrsdag. Derfor gør det mig også helt utroligt glad, at jeg kan dele glæden ved at male med Magnus. Hvis han spørger, om ikke vi skal gå ud at male, så går vi nok også ud og maler”, siger Annette og tilføjer med et smil, at det også hænder, han får lov til at male lidt med på farmors store malerier.
En målestok for balancen
Efter at have gennemgået processen omkring sin skilsmisse og efter at have brugt så mange timer på sine malerier, kan Annette i dag bruge sin kreativitet som målestok for, hvordan balancen mellem arbejde, det sociale og det mentale er.
”Det er blevet en meget nem målestok, for hvis der for eksempel er lidt for travlt på arbejdet, så kommer inspirationen slet ikke til mig. Så hvis det er meget lang tid siden, jeg har malet, så er der som oftest noget, der ikke er helt i balance”, forklarer Annette.
Hun maler stadig, så snart tiden og lysten er til det, og med støtte fra sine nærmeste har hun endda vovet sig ud i at sætte nogle af sine malerier til salg.
”Jeg har en helt fantastisk omgangskreds, der i den grad har støttet mig, og de har uden tvivl en kæmpe aktie i, at jeg er blevet ved, og at jeg er blevet modigere. Holger er især god til at minde mig om, at det er lang tid siden, jeg har malet. Han kan ligesom se, når jeg mangler den der time-out, som det giver mig. Og så har min svigerinde Hanne været en kæmpe motivator og har heppet på mig hele vejen”, siger Annette.
Klogere på livet
Annette vurderer selv, at det er en blanding af held og timing, der gør, at hun opdagede glæden ved at male. Afdelingsarrangementet kom på det helt rigtige tidspunkt, så hun var et sted, hvor hun var klar til og åben for den mulighed for ro, der bød sig.
”Det var genial timing. Jeg skulle nok have fundet et eller andet, for jeg kunne ikke fortsætte på den måde, jeg gjorde. Men jeg er ikke sikker på, jeg havde været klar, hvis det var kommet tidligere. Jeg tror, der var nogle ting, jeg lige skulle igennem først. Men den dag, der var jeg klar”, reflekterer hun.
På trods af at det var enormt hårdt at stå i, er Annette i dag et sted, hvor hun kan se tilbage på skilsmissen og tiden efter og synes, at hun har fået noget godt ud af det. Det der har pillet hende ned, har også gjort hende stærkere og klogere på livet.
”Det har jo været med til at gøre mig til den, jeg er. Jeg har fundet ud af, at det er okay at sætte grænser for, hvad jeg vil stå model til, hvad jeg vil finde mig i, og hvad jeg vil bruge min tid på. Jeg øver mig meget i at prioritere mig selv og ikke have så stort fokus på at please andre. Det må godt handle om, hvad Annette gerne vil en gang imellem”, forklarer Annette.
Det handler om balance
Hvis Annette skal råde andre i en lignende situation, er hun ikke i tvivl. Det handler om at finde ubalancen og forsøge at få rettet op på den.
”Hvis du har for meget rod, så skal du forsøge at finde noget af det, der giver ro. Det var i hvert fald det, der var med til at skabe balance i privatliv, arbejdsliv og hobby for mig”, fortæller hun.
Ifølge hende gælder det om at stoppe op og tænke over, hvad der vil kunne give et overskud. For at kunne gøre noget godt for andre, skal man også gøre noget godt for sig selv. Og selvom det kan være svært at have fokus på, når man står i en krise, så er det noget af det, Annette har taget med sig.
”Selvom det var svært, så kunne jeg slet ikke lade være. Hvis ikke jeg havde fundet malerierne, så var jeg blevet nødt til at finde noget andet. Og da jeg først fandt det, så kunne jeg slet ikke lade være”, forklarer Annette.
Hun håber, at alle, der står i en lignende situation, finder noget, der giver samme ro, som malerierne gør for hende.
”Det er essentielt for at komme ud af en krise, at der er noget, der baner vejen og skaber ro i kaos”, siger Annette og tilføjer:
”Og så håber jeg, at min historie kan give lidt lys til dem, der har brug for det. At det kan give håb om, at det kan blive bedre, og at man kan stå mange år senere og have lært noget, selvom det hele virkede fuldstændig uoverskueligt og helt håbløst. Man kan godt komme i gang med livet igen”, slutter hun.
