Af Julia Juanita Larsen
Problemet med plastikforurening er uoverskueligt, men derfor er det vigtigt, at vi prøver at forstå det. Julie Juanita Larsen giver i artiklen en detaljeret forklaring på, hvorfor plastik er et problem, og til slut sit bud på hvordan du selv med omtanke kan være med til at løse plastikkens udfordringer.
Er du klar til at blive klogere – for miljøets skyld?
Plastik i vores hverdag
Over de sidste 50-60 år er brugen af plastik materialer bredt sig til stort set alle aspekter af vores liv. Det er både alsidigt og billigt, så plastik erstatter traditionelle materialer som træ og metal. Plastik er nyttigt og nemt materiale at bruge, og det er populært hos både producenterne og forbrugerne.
Vi bruger plastik som emballage, det er i vores tøj, og ny forskning viser at det sågar også er i nogle af de fødevare vi indtager.
Plastik på godt og ondt
Plastik er et alsidigt materiale, der kan have mange former, teksturer og farver, hvilket gør, at man kan bygge næsten hvad som helst af det. Derudover er materialets lange holdbarhed et klart plus i forbrugsperspektiv. Et godt eksempel på hvordan plastik bruges på en god måde, findes blandt andet i transportsektoren, hvor verdens største fly, Airbus A380, bruger langt mindre brændstof og dermed udleder langt mindre CO2, end et normalt gennemsnitspassagerfly, da 20 % af flyet består af det lette plastikmateriale fremfor tungere traditionelle metaldele. Dette gør Airbus A380 langt mere klimavenligt end andre fly i den størrelse.
Fordelen ved plastik – den lange holdbarhed – bliver dog til en ulempe, når plastikken ender i naturen. Den største sektor på markedet for plastik er emballage. Det vil sige materialer designet til øjeblikkelig bortskaffelse, og det er her problemet med plastik opstår. Et eksempel på dette kan være en engangsgaffel i plastik brugt på en picnic, et plastikholder til en 6-pack eller en plastikflaske med juice. Brugstiden på disse plastikmaterialer er kort, og når de først ender i naturen forsvinder de ikke, men bliver blot mindre og mindre, indtil vi ikke længere kan se dem – det såkaldte sekundære mikroplast. Når vi bruger plastik på denne måde bliver vores forbrug uhensigtsmæssigt miljøskadende.
Bioplast vs. bionedbrydelig plast
For at imødekomme miljøproblemerne er der begyndt at dukke nye former for plast op, og vi hører ord som bioplast og bionedbrydelig plast. Men det første er ikke bare en nem måde at sige det sidste på. Bioplast dækker over materialer, der er produceret af biomasse fra vedvarende kilder som majs eller halm. Men under bearbejdningen sker der en kemisk transformation og plastikken er ikke nødvendigvis bionedbrydelig selvom den er lavet af planter. Derfor skal man hellere bruge ordet biobaseret plast end bioplast.
Hvad er mikroplast?
Typisk siger man, at mikroplastik er plastikpartikler mindre end 5mm. Mikroplastik kan opdeles i to typer, nemlig primær og sekundær mikroplast. Den primære mikroplast er partikler, som i deres oprindelige form er under 5 mm. Det er for eksempel det granulat som plastflasker, film eller skosåler støbes af på fabrikkerne. Derudover kan det også være microbeads, som tilsættes for at få en eksfolierende (afstødende) effekt i skrubbeprodukter til ansigtet og kroppen. Sekundær mikroplastik opstår når større plastprodukter nedbrydes fysisk eller kemisk, enten på land eller i havet. Det sker fx i havoverfladen når et stykke plastik slides af solens stråler og saltet i vandet. Det er en proces der tager lang tid, men som i sidste ende fører til at plastikken knækker i mindre og mindre stykker.
En kemisk cocktail
Udover de stoffer der tilsættes for at give plastikken bestemte egenskaber når den produceres, udgør mikroplast også en anden miljømæssig trussel. Mange miljøfremmede stoffer er hydrofobe, og søger derfor væk fra vand. Når disse stoffer flyder rundt i havet vil de klynge sig til plastpartiklerne. Processen hvor et stof ophobes på overfladen af en partikel kaldes adsorption. I tilfældet med plastik opkoncentreres nogle stoffer på plastikken i forhold til hvad der ellers findes af stoffet i vandet. Det betyder at de hydrofobe kemikalier nu er tilgængelige på overfladen af partikler i alle størrelser, og dermed også i størrelser der passer til forskellige marine organismers fødevalg. På den måde er plastpartiklen nu en del af transporten af fremmede stoffer i miljøet og potentielt op gennem fødekæden.
Plastik i havet
Det er først i det seneste årti, at vi er begyndt at forstå omfanget og konsekvenserne af plastikforureningen. Vores viden på området er stadig begrænset, men der forskes aktivt i at kortlægge konsekvenser for dyr, økosystemer og mennesker. Foreløbigt data fra både laboratoriet og felten viser, at plastik påvirker naturen hele vejen op igennem fødekæden. I laboratoriet observerer man zooplankton og andre filtratorer indtage små plastpartikler, mens man i felten ser muslinger, fisk, havfugle, havskildpadder og hvaler have plastik i mave-tarmsystemet.
Der er ingen dyr, der er født til at spise plastik, men plastik ender i dyrenes fordøjelsessystem på forskellige måder. Nogle dyr udvælger plastik på grund af dets form og farve, som minder om dyrenes normale fødeemner. Det ser vi hos albatrosser i Stillehavet og Mallemukker i Atlanterhavet. Men så er der også de såkaldte filtratorer, der passivt filtrerer vandet for føde gennem deres gælleapparater og fangarme. Det er for eksempel vandmænd, muslinger og østers, men også bardehvaler og nogle typer hajer. En finhval tager i gennemsnit 70.000 L vand i en mundfuld, så det kan blive til mange plastikpartikler på en enkelt dag.
Kigger vi nærmere på vores egne farvande har et studie fra DTU Aqua, hvor 400 fiskemaver fra torsk og sild blev undersøgt, vist at 21 % af de undersøgte torsk fra Østersøen indeholder plastikpartikler samt 11 % af de undersøgte sild. I Nordsøen står det endnu værre til, hvor hele 39 % af de undersøgte torsk og 23 % af de undersøgte sild indeholder plastikpartikler. Derudover findes der flere eksempler, hvor store havdyr er viklet ind i plastikgenstande eller på anden måde er kommet galt afsted pga. plastikaffald i havet.
Plastik på menuen
Men hvad så med os mennesker? Der kommer mere og mere fokus på den menneskelige implikation af plastikoptag hos filtratorer, fordi vi typisk spiser hele dyret, også tarmkanalen, når vi spiser fx østers og muslinger. Hollandske forskere har beregnet at en europæer kan indtage op til 11.000 stykker mikroplast om året ved at spise skaldyr. Og det er da ikke kun gennem fisk og skaldyr vi eksponeres for mikroplast i vores fødevare. DR madmagasinet har tidligere påvist mikroplast i både øl, rødvin, kildevand og honning.
Løsninger
Plastikforureningen kan virke overvældende og uoverskuelig, for hvordan løser man lige et problem, der i skyggen af klimaforandringer har vokset sig så stort og omfattende?
Plastic Change, der er en miljøorganisation med hovedsæde i Danmark, arbejder aktivt på at ændre vores omgang med plastik gennem forskning, oplysning, undervisning og kampagnearbejde. Plastikforurening er en kompleks størrelse, og der findes ikke én løsning. For at komme problemet til livs må vi gribe det an med løsningsmodeller fra flere vinkler. Overordnet set må strategien være de tre R’er: Reduce – Reuse- Recycle.
Det første vi skal gøre er altså at reducere vores plastikforbrug. Der er flere eksempler på plastikprodukter, der let kan erstattes af bæredygtige alternativer, uden at have konsekvenser for vores hverdag. Eksempelvis findes der masser af naturlige alternativer til de plastikkugler der giver den skrubbende effekt i skønhedsprodukter, hvorved mikroplast i denne sammenhæng er helt overflødigt og unødvendigt. Derudover kan plastikposer i høj grad erstattes med papirposer og genanvendelige indkøbsnet. At få udleveret en plastikpose i hver butik man handler er ofte mere en vanesag end en nødvendighed. Med hensyn til at reducere plastikforbruget skal fokus være der, hvor forbruget er stort, og hvor risikoen for at det udledes til naturen er stor, fx fiskeredskaber, plastik emballage, cigaretskodder, engangsbestik og sugerør. Sidst men ikke mindst skal vi blive bedre til at indsamle og sortere vores plastik så det i højere grad kan genanvendes og ikke ender i naturen.
At bekæmpe plastikforureningen effektivt kræver derfor en anerkendelse af problemets omfang fra flere forskellige interessenter, så vi kan løfte i flok.
Både industrien og politikerne er kun lige begyndt at få øjnene op for problemet, og skal på banen med bud på konkrete løsninger. Forbrugerne skal blive mere bevidste om, hvordan de bruger og misbruger plastik, og hvordan de kan være med til at gøre en forskel ved vaneændring og ved at lægge pres på politikkerne. Derudover skal den næste generation undervises og inddrages i problematikken, så de kan præge fremtiden i en mere bæredygtig retning. Plastik er nemlig både rigtig praktisk, når det bruges på en ordentlig måde, og utrolig problematisk når det bruges uden omtanke, og særligt når det ender i naturen.
