Tangodanserinde med eget tangoakademi i Kerteminde. Nina Hartel lærer andre om magien i den argentinske tango. Musikaliteten i tangomusikken giver dansen en ekstra dimension.
Af Jytte Lund Larsen, journalist (DJ) og forfatter
Milongascenen er sat, da MIDT I besøger tangodanserinde, tangoinstruktør og sygeplejerske Nina Hartel i Kerteminde i husets dagligstue, der er indrettet som en tangosalon. Vi kunne lige så godt være i en lille tangosalon i Buenos Aires, hvor mænd og kvinder møder hinanden til en dans.
Nina begyndte at danse tango i 2013. Allerede i 2014 opstod idéen om, at argentinsk tango skulle til Kerteminde. Det blev en realitet, og snart gik turen til tangolandet Argentina, hvor man i Buenos Aires kan danse tango nærmest hele døgnet rundt. Det er usædvanligt, at man efter kort tid som begynder underviser andre i tango, fordi dansen kræver, at der er bevidsthed om, hvordan krop og psyke arbejder sammen. Nina har undervist i både showdance og jazz, og naturligvis kan man i Kerteminde finde en passioneret tangolærer.
Brystkræft giver ny retning i undervisningen
I 2015 tager livet en drejning for Nina, da hun får konstateret brystkræft. Men livsmodet svigter ikke. Efter ni måneder med kemo og stråler vinder hun kampen over brystkræft. Hun tager på højskole til Buenos Aires for at danse tango, hvilket giver livsglæde og styrke. I Buenos Aires møder hun kunstneren ”El Chino”, der underviser i tango som terapi for patienter med parkinson. Det gav Nina inspiration til at føre en idé ud i livet, som ellers var gemt bort. Hun beskriver, hvordan man gennem musik og dans kan komme i kontakt med følelser som sorg, vrede og frygt, som alle er følelser, som man kan møde i et kræftforløb. Når man arbejder med følelser til musik, er det ikke længere farligt at møde disse følelser, fordi man gennem dans og musik udtrykker følelser. Og netop tango har elementer i sig, fordi man går ind i forskellige følelsesrum.
Eget tangoakademi
I 2017 overvejer hun at gøre tango til sin levevej, men det økonomiske aspekt om at tjene penge på noget så unikt som tango virkede forkert. Det må gerne løbe økonomisk rundt, men det skal ikke være en forretning. I sin hverdag arbejder hun som terapeut med psykisk sårbare, og tango er for Nina et frirum, der giver livskvalitet og fornøjelse. Når hun underviser, går til tangobal og selv tager til Argentina for at tage timer i dans og nyde kulturen, opstår der magi.
Hun underviser nu både tangodansere, der har lyst til at lære dansen, men også nogle, der er ramt af parkinson. Det er vigtigt for Nina at fortælle, at man ikke føler sig syg, når man danser. Det oplevede hun på egen krop, da hun selv var syg af brystkræft og var i kemokur. Efter mødet med ”El Chino” i Argentina beslutter Nina, at hun selv vil begynde at undervise sårbare målgrupper.
En parkinsonpatient kan danse med en rask partner. Parret er ligeværdige i dansen, og det er et frikvarter fra sygdommen
siger Nina Hartel
Efter den første tur til Buenos Aires i 2015 rejser hun gerne til Buenos Aires en til to gange om året. Nu er det andre, der nyder godt af Ninas store passion for tango.
MIDT I fik ved besøget i Kerteminde lov til at kigge i Ninas skoskab. Der er mange bud på, hvordan tangosko kan se ud. Hun smiler og siger, at der må sko ud, når der kommer nye til. Også kjoler og nederdele er der mange af, for når man danser og underviser, som Nina gør, må der også være variationer i udvalget.
I tangosalonen i Buenos Aires
I uge 9 i februar var MIDT I også i Buenos Aires og mødte der milongueraen (den kvindelige part af et tangopar) fra Kerteminde. Nina Hartel viste tydeligt, at hun behersker hele tangogrammatikken. Det handler nemlig om at få øjenkontakt, som på tangosproget hedder cabaceo. Når man er på dansegulvet, sker det altid elegant, så ingen taber ansigt ved at få et afslag. Man ruller med øjnene, når man vil i kontakt med en mulig dansepartner. Og det gælder også omvendt. Man spørger ikke som på et dansk dansegulv, hvor man går hen og byder en kvinde op.
I dansesalonen kan man bruge et par kneb ved at gå frem og tilbage til baren. Eller man taber måske sin nøgle på vej ud mod toilettet. Der er som regel kontakt. Bemærker man ikke en mulig dansepartner, mister ingen værdigheden, hvilket netop er hensigten med det nonverbale sprog.
Det kræver tid at blive en eftertragtet tangodanser. Musik i kroppen, afslappet tilgang til dansen og bevidst nærvær kan gøre vejen lettere. Det kræver mange træningstimer, hvilket også er udtryk for, at en danser har lyst og behov for at blive en dygtig tangodanser.
I tango improviserer man. Med få virkemidler kan man opleve dejlige danse og tangoens magi.
Læs også artiklen om Joan der fulgte sin hjerte helt til Jamaica.
