Artikler fra MIDT I nr. 4, MIDT i dit liv

Gode veninder betyder alt

image_pdfimage_print

Hvad betyder gode veninder egentlig for dig i forhold til det liv, du har, og hvad bruger du dem til? Det spørgsmål er værd at dvæle ved og måske forsøge at stille sig selv ind i mellem. For ofte betyder veninder i manges tilfælde meget mere, end vi går og tror. Jeg mener, at den største fejl, man kan begå i forhold til veninder, er at glemme at værdsætte dem. 

Af Michèle Bellaiche

Jeg bruger mine veninder som inspiration, sparringspartnere og som det frirum, hvor jeg får lov til at være kikset, fjollet, uovervejet, barnlig, ærlig, ambitiøs, ked af det, superglad og bare mig.

Mine veninder er mine livsvidner

De har på en måde altid været der. Nogle HAR vitterlig altid været der, for jeg har veninder, jeg har kendt siden vi blev født, fordi vores mødre har været veninder. Andre veninder er kommet til senere, men har lige så stor betydning for mig – og selvom vi i perioder ikke ses så ofte, er det sikkert, at vi altid connecter på en måde, som virker helende for mig. Faktisk er det sådan nogle gange, at en kop kaffe med min veninde er den eneste terapi, jeg har brug for.

Jeg foretager mig på én gang alt og ingenting med mine veninder

Vi kan sidde i timevis over en kop kaffe eller et glas kold hvidvin på terrassen og tale om alt fra verdenssituationen, politik, feminisme, børn, mænd, karriere og de helt små ting i vores dagligdag. Intet er for småt eller stort til at blive talt om.

Jeg bor tæt på stranden og har en hund, og for mig er den allerbedste kombination af frisk luft, motion og hundeluftning, hvis der går en god veninde ved min side. Nogle gange taler man bare bedre, hvis man bevæger sig samtidig. Jeg har f.eks. en ”løbeveninde”, og det er faktisk helt utroligt hvor langt, jeg er i stand til at løbe, når det foregår med denne veninde på sidelinjen. Pludselig glemmer jeg alt om kramper i benene og bankende puls, og inden jeg har fået set mig om, har jeg løbet 6 km. (Hemmeligheden er i øvrigt aldrig at løbe hurtigere end, at man samtidig kan tale sammen).

Jeg kan også finde på at tage på road-trip med mine veninder 

Nogle gange tager de med mig rundt i landet, når jeg holder foredrag, andre gange udvælger vi et tilfældigt sted i Danmark for at overnatte og udelukkende bruge tid sammen uden arbejde, mand, børn eller andre forstyrrende elementer. På den måde får vi også mulighed for at opleve noget nyt. Det behøver ikke nødvendigvis at være et sted, der koster mange penge. For nylig tog jeg f.eks. med min veninde til Bornholm, hvor vi boede i en kælder i et lille hus ved vandet, som vi lejede via Airbnb. Der var fyldt med edderkopper, men lyden af vores skingrende hyl og latter, mens vi forsøgte at fange de kæmpestore, sorte edderkopper, inden vi lagde os til at sove, har printet sig ind på min nethinde som det herligste minde.

Vi tog også på glaskunstmuseum, spiste røget makrel og gik lange ture ved klipperne, mens vi kiggede på solnedgangen. En af aftenerne havde vi besluttet os for at bruge nogle ekstra penge på at spise på en af Bornholms fineste restauranter. Men vi kom aldrig så langt, for alt var optaget, og vi endte derfor med at gå rundt i naturen og samle bær, blommer og æbler og købte friske grøntsager, æg og kartofler fra de små privat opsatte boder ved husene i vejsiderne, hvor man blot mobilepayer for det, man køber. Det blev til et af de lækreste hjemmelavede måltider, jeg længe har fået … og i øvrigt også det billigste!

Det er imidlertid også skønt at gå i den anden grøft med mine veninder: Lukke øjnene for prisen og bare nyde at kunne forkæle os selv og hinanden. Samadhi Spa er et af de mest magiske spa-steder, jeg kender. Her er PRIVAT jacuzzi med champagne og chokolade fondue, hvilket samtidig betyder, at mine veninder og jeg kan tale frit om alt, hvad der rører sig i vores tilværelse. Ofte afslutter vi med en times massage for to udført af nogle af landets dygtigste massører. Når vi går derfra, er det som at have været på 14-dages luksus-ophold i Østen (men det ligger nu blot få 100 meter fra Strøget i København ;-)).

Mine veninder er også dem, der står klar, når livet viser sig fra den mørke side 

Det er som om, de formår at række ud efter min hånd og gribe mit hjerte. De bakker op, hjælper mig med praktiske ting og fremfor alt, formår de AT LYTTE. 

Kunsten at lytte er en sjælden egenskab i vores moderne verden, hvor smartphonen konstant ligger på spring for at snuppe vores opmærksomhed og lokke os ind i en virtuel verden med oceaner af tilbud og muligheder for at følge med i alt og alles liv. Men det væsentlige er jo at følge med i lige præcis de liv, som betyder noget særligt for os. Hvad hjælper det, at vi ved i detaljer, hvorfor f.eks. en Hollywood-stjerne skal skilles, hvis vi end ikke er klar over, at vores tætteste veninde har store udfordringer i parforholdet? Det kræver, at man er i stand til at lytte og spørge ind. Det gør jeg mig selv umage med – og jeg er heldig, at mine veninder heldigvis også er ret gode til netop dét. 

Mine veninder betyder faktisk, at jeg i svære perioder af mit liv græder lidt mindre og griner lidt mere. Eller formuleret på en anden måde: Mine veninder gør de hårde tider lidt nemmere og de gode tider endnu bedre. 

Hvis du kan nikke genkendende til blot nogle af de ting, jeg har skrevet om mit forhold til mine veninder, så gør dig selv den tjeneste at huske at fortælle dine veninder hvor meget, de betyder for dig. Det bedste i verden er at blive værdsat og elsket – og det er ikke kun din eventuelle partner og børn forundt at høre sætningen: ”Jeg elsker dig”. Hvorfor ikke huske at sige det til dine veninder også.

… og nu er det her jo et magasin henvendt til kvinder, så jeg tør godt afsløre, at jeg nogle gange tænker, at mine veninder nok i virkeligheden er mine ægte soulmates – mens mænd er nogle, jeg bare har det lidt sjovt med, hvis I forstår 😉

Glæd din veninde med en lille gave

Forgyldt hjertearmbånd
Forgyldt hjertearmbånd kun 200 kr. – køb det her!

Du vil måske også kunne lide...