I den gode fortælling bliver man lidt til de mennesker, man læser om. Man lever sig ind i dem, mærker deres sorg, deres håb og deres glæde. Det er måske det tætteste, vi kommer på at leve andre menneskers liv, forstå dem, mærke deres skæbne. Sådan forklarer den landskendte forfatter og tv-dokumentarist Lisbeth Zornig Andersen, hvorfor hun skriver spændings romaner med sin mand. Den seneste roman udkommer i marts med titlen ”Monsterland”
Lisbeth Zornig Andersen blev landskendt som Børnerådsformand i 2010, hvor hun trådte frem i offentligheden og talte dunder på især de udsatte børns vegne. Året efter udkom hun med sin selvbiografi ’Zornig – Mit mellemnavn er vrede’ (’zornig’ betyder vrede på tysk) om sin opvækst i et dysfunktionelt miljø på Lolland, efterfulgt af tv-dokumentaren ”Min barndom i helvede”, hvor hun konfronterede de voksne, der svigtede. Dokumentaren fik hele landet klistret til tv-skærmen og vandt flere priser.
Efter sin periode som Børnerådsformand stiftede hun Huset Zornig, en rådgivningsvirksomhed, der arbejdede på at udvikle nye og mere effektive indsatser for at hjælpe udsatte – børn som voksne.
Hvad måske færre ved er, at hun i 2016 debutterede som spændingsforfatter sammen med sin mand, Mikael Lindholm, mangeårig journalist og redaktør. Deres første roman havde titlen ’Bundfald’ og strøg direkte ind på bestseller-listen. Siden har de udgivet en spændingsroman sammen om året.
”Du kan sige, at jeg har udviklet nye sociale løsninger for at hjælpe de udsatte om dagen og udviklet grumme ideer til at straffe skurkene om aftenen,” siger Lisbeth Zornig med et grin, der signalerer, at det ikke skal tages helt bogstaveligt.
”Både Mikael og jeg holder meget af at læse bøger, og da vi mødte hinanden, læste vi begge Stieg Larsson. Det var lidt pudsigt, fordi hans hovedpersoner hedder Lisbeth og Mikael. Hun er en vred, utilpasset ung kvinde og han er journalist. Det grinte vi lidt ad. Så tænkte vi, hvad hvis Lisbeth og Mikael skrev en bog sammen? Den tanke fik os til at udvikle en roman-idé – vi holder meget af at sidde ved et bål om aftenen med et glas rødvin og ideudvikle. Jeg fortalte om min ene bror, Rene, der blev fundet død under mystiske omstændigheder i Nakskov, lige før han skulle vidne i en stor narkosag. Vi tog på research og gravede alt vi kunne frem om sagen og skrev ’Bundfald’, som er stærkt inspireret af virkeligheden – men altså fiktion. Det projekt syntes vi var både spændende og interessant, så vi er blevet ved.”
Brors død var det første plot
Lisbeth fortæller, at da politiet efterforskede hendes brors død, tog det dem ni minutter at fastslå, at dødsårsagen var selvmord. Han blev fundet på græsplænen udenfor sit førstesalsvindue. Antagelig havde han begået selvmord ved at springe ud ad vinduet midt om natten. Men først havde han bortskaffet sin mobil og husket at slukke lyset og fjernsynet i lejligheden.
”Tre andre vidner i samme narkosag døde i samme periode under tilsvarende mystiske omstændigheder. Jeg blev forarget. Politiet havde næppe nøjedes med ni minutters efterforskning, hvis det var Asger Aamund eller en tilsvarende borger, der var blevet fundet sådan. Rene blev anset som socialklasse skod, og han blev behandlet som en B-borger selv i sin død. Det gør mig harm, og den sociale indignation afspejler sig i vores bøger. Vi holder os ikke tilbage med samfundskritik, selv om det selvfølgelig er den gode historie, der er det vigtigste.”
Bogen var unge Lisbeths livline
Bøger har en helt særlig betydning for Lisbeth. Da hun voksede op i udkanten af Nakskov var det i høj grad biblioteksbøgerne, hun forsvandt i, det var gennem dem, hun drømte sig væk og opdagede verden.
”Bøgerne, især de lange skæbnefortællinger, men også krimierne, hvor man bider negle, de var min livsline, min flugt. Der var ikke forfærdeligt meget at være glad for i den hverdag, jeg voksede op med, men jeg var gennem bøgerne de mest fantastiske steder og oplevede andre liv, som gav mig håb og drømme om noget andet. Hvis jeg på nogen måde ved at skrive fængslende fortællinger kan gøre det for andre, så er jeg rigtigt glad. Det er på en måde at give tilbage. Jeg ved slet ikke, hvad der var blevet af mig uden bøgerne og de gode fortællinger.”
Netop det med at opleve andres liv synes Lisbeth er helt centralt for, hvad bogen kan.
”I den gode fortælling bliver man lidt til de mennesker, man læser om. Man lever sig ind i dem, mærker deres sorg, deres håb og deres glæde. Det er måske det tætteste, vi kommer på at leve andre menneskers liv, forstå dem, mærke deres skæbne. I rapporter læser man om mennesker, i bøger mærker man mennesker. Film kan lidt det samme, men det er andres film, vi ser. I bøgerne skaber vi vores egen film, hvor vi er med. Vi kan få en dybere forståelse.”
Inspireret af virkeligheden
Af samme grund er personerne i Lisbeths og hendes mands romaner sjældent éntydige, sort-hvide.
”Nogle gange tænker og gør de noget, vi synes er rigtigt og klogt, andre gange gør de altså noget ret dumt. De kan retfærdiggøre tvivlsomme handlinger over for sig selv med, at målet helliger midlet, og de er sjældent politisk korrekte, selv om de måske gerne vil være det. Eller sagt på en anden måde:
Nej, de er ikke Facebook-versionen af sig selv. Og når vi ser på vores medmennesker, er de fleste sådan, så lad os da i fællesskab udforske, hvor grænserne går for vores moral og etik, had og kærlighed, fællesskab og individualisme.”
Mange af karaktererne i bøgerne er samtidig inspireret af virkelige mennesker, ligesom handlingen ofte er inspireret af virkelige begivenheder.
”Der er så mange spændende og sammensatte mennesker i verden, der er ingen grund til at opfinde flere,” griner Lisbeth. ”Vi møder dem på vores vej og taler om, at han eller hun kunne da være en god figur i næste historie. På samme måde låner vi også af virkeligheden til plottet.
Vi har flere gange oplevet, at virkeligheden overgår fantasien, så hvorfor ikke bare bruge den?”
Hun nævner som et eksempel sagen om den amerikanske rigmand Jeffrey Epstein, der fløj politikere, venner og tilmed kongelige til sin private ø, hvor der var stillet alt for unge piger til rådighed.
”Der er mange pædofiliringe, også i Europa, hvor især piger, men også drenge, fra institutioner er blevet systematisk misbrugt seksuelt af kendisser og folk i eliten. Men historien om Epstein gav os inspiration til ’Arkimedes’: Hvad hvis der var sådan en ø i Danmark? Vi begyndte at skrive på den som fiktion – indtil vi mødte en af de piger, der bliver sejlet ud til en dansk ø, hvor netop den slags foregår. Sådan har vi flere gange oplevet, at virkeligheden enten matcher eller overgår fantasien. Desværre.”
Man mærker livet på kanten
Lisbeth kunne selvfølgelig også vælge at skrive kærlighedsromaner, men det siger hun, at hun ikke har temperament til.
”Jeg ser den moderne kriminalroman eller spændingsroman som en genre, hvor selve livet bliver sat på spidsen, hvor der er meget på spil for personerne, hvor de skal træffe både ekstreme og eksistentielle valg. Det synes jeg er interessant. Livet på kanten. Hvad ville jeg have gjort? Hvor går min grænse? Dermed bliver den gode krimi en scene, hvor vi kan udforske livet, os selv, motiver bag handlinger – også handlinger, vi kan opfatte som forkerte eller kriminelle eller onde, men som vi i mødet med den nok så fiktive person måske forstår bedre.”
Den næste bog fra Lisbeth og hendes mand har titlen ’Monsterland’. Lisbeth vil ikke spoile, så hun nøjes med at sige, at titlen er dobbelttydig, som mange af deres titler. Omdrejningspunktet er de ’puttemiddage’, som finder sted på danske gymnasier, og som kan have svære konsekvenser for unge piger, men handlinger rækker også ind i efterretningstjenesternes verden.
”Vores seneste spændingsroman hed ’Et ubetydeligt mord’. Det er selvmodsigende. Der findes naturligvis ikke et ubetydeligt mord. Det lidt stedmoderligt behandlede drab, som titlen hentyder til, viser sig da også blive en nøgle til et langt større fald for flere. ’Monsterland’ er på samme måde dobbelttydig.”
I ’Monsterland’ møder læserne for anden gang politikvinden Tessa Højmark og den private sikkerhedskonsulent Adam Forsberg. Også de to er inspirerede af virkelige mennesker.
”Vi mødte dem til et bryllup, denne politikvinde med tatoveringer op og ned ad benet, og den mere knudeagtige, seriøse efterforsker. Vi kunne lide dem og syntes at de var spændende mennesker med flere lag at udforske, som kunne gøre dem til gode karakterer i en historie. Vi holder også meget af Tessa og Adam, som begge kæmper en hel del med livet ud over den efterforskning, de også skal håndtere. Det var lidt grænseoverskridende for os at skrive om rigtigt politiarbejde, fordi vi gerne vil have både mennesker og miljø skildret med troværdighed, men heldigvis har de hjulpet os med masser af baggrundsviden og vi har i dag et stort netværk af sikkerhedskonsulenter, militærfolk, spioner, politifolk, politikere, it-sikkerhedskonsulenter, sprængningseksperter, retsmedicinere, læger og andre, der kan hjælpe os med at få virkeligheden på plads i historien.”
Forfatterskab kan være parterapi
Lisbeth siger, at det har været en gave at skrive bøger med hendes mand, Mikael Lindholm.
”Vi er både gift, arbejder sammen og skriver bøger sammen. Det kan man selvfølgelig ikke, hvis man ikke har nogle spilleregler, der fungerer. Vi har stor respekt for hinanden, så hvis den ene ikke synes, at noget virker eller er en god ide, så dør det uden videre snak. Vi får rigeligt med ideer, så der er ikke mangel på dem. Samtidig har vi haft en del interessante snakke om noget af det, der kan være svært, i kraft af vores karakterer i historierne. ’Kan hun virkelig tillade sig det?’ ’Er han ikke lidt for tungnem der?’ Vi taler om vores karakterer, men indimellem er det os selv, vi taler om, nogle gange om ting, det kan være svært at vende uden at det ender i skænderi. Det kan være rigtigt nyttigt,” griner Lisbeth.
Hun ser spændingsromanerne som én af mange scener, hvor man kan tale om og forholde sig til livet. Lisbeth producerer også tv-dokumentarer, har lavet radio, holder foredrag og skriver fagbøger og børnebøger.
”Hver platform har sine muligheder og styrker, nogle gange også et forskelligt publikum. Jeg er nysgerrig på livet. Det gode liv. Hvordan vi kan leve i balance med os selv og hinanden. Vi har kun et liv. Så det er om at leve det hver dag og nyde det, så det kildrer i maven. Også selv om der er modgang. Måske netop der er det allervigtigst at gribe det gode i livet,” siger hun.
Lisbeth var tæt på døden
Modgang er Lisbeth på ingen måde fremmed over for. Hun ringede selv til kommunen, da hun var 13 år, og bad om at blive fjernet fra hjemmet. På det tidspunkt var hun blandt andet blevet misbrugt af sin stedfar. Selv om det var en rigtig beslutning, trådte hun ikke på en rosenbladsbelagt vej efter det. Lisbeth røg ind og ud på børnehjem og plejefamilier, for at ende på Hylleholt Husgerningsskole, en institution for særligt udsatte piger.
”Det var der, på det såkaldt sidste stoppested, voksne for første gang så mig og troede på mig. Hylleholt gjorde hele forskellen for mig. De kunne se igennem mit panser af vrangvilje, de kunne se sårene bagved, de kunne også se mine styrker og guide mig den rigtige vej frem, som førte til gymnasiet og universitetet. Hylleholt var et fantastisk sted for piger, der var mishandlede af livet. Det er desværre nu lukket. Kommunerne anviste ikke unge nok til Hylleholdt til, at det økonomisk kunne løbe rundt. Jeg fik ondt i hjertet, da jeg hørte det. Vi sparer altså for mange penge i dag på kort sigt med meget langvarige konsekvenser for unge skæbner, er jeg bange for.”
Lisbeth gjorde som nyuddannet cand. polit. fra Københavns Universitet karriere i først Danske Bank, så Codan og KMD, hvor hun blev projektleder for udvikling af it-systemer. Siden blev hun direktør for Specialisterne, en virksomhed, som beskæftiger mennesker med autisme som it-testere. Hun fødte undervejs fem børn, men udviklede også colitis ulcerosa, som kostede hende tyktarmen og betød i flere år et liv med stomi.
”Jeg var ved at arbejde mig ihjel og mit immunsystem var skudt. Jeg havde så meget, jeg skulle nå og bevise. En dag ringede jeg til min daværende mand, Ole; jeg havde blødt i længere tid og den dag mistede jeg følelsen i benene, jeg kunne ikke stå eller gå. Han kørte mig til hospitalet og så røg jeg direkte ind på operationsstuen, hvor de i sidste øjeblik fjernede min tyktarm. Det giver visse komplikationer i dag at leve uden tyktarm, men hvad jeg egentlig er mest ked af er, at ingen undervejs lærte mig fornøjelsen ved at ligge på ryggen og stirre på skyerne og bare mærke livet. Det er først noget, jeg har lært og opdaget, efter jeg mødte Mikael. Der skal simpelthen være en balance mellem at skulle præstere og tillade sig at nyde. Ellers dør vi, ellers bliver det hele meningsløst.”
Konkurs udløste krise
Modgang oplevede Lisbeth igen, da hun i 2019 blev erklæret konkurs med sin virksomhed, Huset Zornig.
”Det var rædselsfuldt. Mikael og jeg havde kæmpet i årevis for at få det til at løbe rundt, at få økonomi i at udvikle nye sociale løsninger, der gør forskel, men det var noget nær umuligt. Jeg kan ikke anbefale nogen at prøve på det som selvstændig. Skammen over at stå med en stor gæld var ikke til at bære, det aktiverede alle mine gamle skader, søvnen forsvandt, jeg var en fiasko, hvem fanden bildte jeg mig ind, at jeg var, havde jeg virkelig troet, at jeg kunne gøre en forskel, at jeg betød noget? Jeg begyndte at tænke på ikke at være her overhovedet. Det var virkelig en krise. Så enten skulle jeg tjekke helt ud, eller også skulle jeg få greb om mig selv på en eller anden måde. Der var ligesom de to muligheder.”
Lisbeth fortæller, at hendes mand købte en bog til hende. Maria Borelius’ ”Sundhedsrevolutionen”. Borelius er en svensk politiker, som havnede i et stormvejr, og i bogen beskriver hun, hvordan hun søgte en vej ud af krisen for at genfinde balancen og sundheden, ja, finde lykke ligefrem, ved at få kontrol med sig selv både mentalt og fysisk, når hun nu ikke kunne styre verden omkring hende.
”Jeg blev meget inspireret og valgte at gå samme vej. Det lykkedes faktisk, jeg genfandt både balancen og livsglæden. Altså, det med prestige og penge er jo bare noget kunstigt noget, det er ikke det, livet og lykken handler om. Hvis du vil have lykke og trivsel, så er andre ting vigtigere. Det kan vi nogle gange glemme, især når mediemaskinen kværner. Nu holder jeg foredrag om min vej til en sundere liv i balance og trivsel. Jeg tror, det kan inspirere andre til at finde deres egen vej. Vi er mærkeligt nok ret mange i dag, der kæmper med at finde helt basal lykke og tilfredshed, selv om vi aldrig har været mere velstående som samfund. Det er et kæmpe paradoks, som jeg ikke er færdig med at tænke over.”
