Læge og kognitiv terapeut med speciale i mental robusthed, Annette Eberhardt, guider dig til hvordan du med et positivt sind kommer nemmere gennem de stressede julemåneder.
Af Annette Eberhardt, Master i Positiv Psykologi og Kognitiv terapeut
Det er efterår, og bladene på træerne skifter farve og kan stå i et flammehav af rød, orange og gul. Overvægten af de lyse timer er forsvundet, og balancen i jordens gang om solen gør, at vi går mørkere tider i møde.
Når efterår bliver til vinter nærmer vi os julen, og julen kan – ud over at det er festligt og hyggeligt, give en ulmende stressfølelse over, alt det du gerne vil, men kan have svært ved at nå.
At se julen som en lysfest både inde i stuerne, i hjerterne og udenfor kan være en udfordring, som du kan forsøge at tage imod med glæde.
Det er vigtigt at prøve at tænke positivt, og hvis det falder dig svært, så vil det gøre en kæmpe forskel for dig at lære det. Og alle kan lære det, træne det og blive bedre.
En positiv vinkel på livet gør det både lettere og sjovere at leve, og oven i hatten så mindsker det sandsynligheden for stress. Det gælder generelt, men også specifikt i forhold til jul.
Med hensyn til lys kan du ikke få for meget. Sørg for at komme ud i lyset hver dag – gerne midt på dagen, hvor der er mest ”strøm” på himlen. Sug lyset til dig og bliv opladet. Indendørs kan du bade i dit eget lyshav og give den gas med lysende julestjerner, stearinlys, lyskæder og lanterner, så både du selv og din familie, evt. gæster og dem, der går udenfor på gaden får glæde af lyset.
Det at komme udenfor er som balsam for sjælen, for ud over det gode lys får du også motion. Bevægelse gør, at du automatisk kobler fra og kommer ned i gear. Du får tid alene og kan gå i dine egne tanker og vælge at bruge din tankeaktivitet på lige, hvad du vil.
Under en gåtur kan du nyde naturen og tage omgivelserne ind, du kan f.eks. prøve at gå mindfull, hvor du koncentrerer dig om at være i nuet med nærvær og har fokus på dine bevægelser og naturen, der omgiver dig.
Corona-tiden har bragt sangen ind i vores liv og givet fokus på det, som sange også kan – nemlig at bringe samvær, musik og latter i fokus og give fællesskabsfølelse. Når du har det sjovt, udskiller du endorfiner, og det er med til at reducere mængden af stresshormoner. Syng højt i hele december!
Julemåneden er også en oplagt mulighed for bevidst at dyrke dit netværk. Udover helligdagene, hvor der er faste traditioner for fællesskab, så prøv at omgive dig med mennesker, der gør dig i godt humør og giver energi fra sig. Dine relationer er vigtige og skal holdes ved lige, så de kan være med dig i både mod og medgang.
Søvnen skal du ikke kimse ad, gode søvnvaner hjælper også til at holde stressen fra døren. Husk dig selv, at slappe af og ikke mindst at glæde dig over julen.
Læs mere om at være mental robust
Hilsen Annette