TV journalist Janni Pedersen forsideartikel foto

Jeg har aldrig haft krise med min alder

Man skal stå meget tidligt op for at følge med studievært og forfatter Janni Pedersen. Den 53-årige studievært, journalist og forfatter har aldrig været ramt af kriser, og hun føler, at hendes alder følger meget godt med den, hun er. Det passer hende fint, at hun har en alder nu, hvor det er okay at drosle lidt ned og prioritere anderledes. Det forhindrer hende dog ikke i, at have udgivet tre bøger sammen med sin mand på tre år samtidig med værtsroller på både Go’ aften Live og TV2 News.

Af Christina Faaborg

Janni Pedersen er ramt af milde tømmermænd, da jeg fanger hende på telefonen i forårets sidste forlængede weekend. Hun har tilbragt weekenden i sommerhus på Læsø sammen med sin mand og gode venner, med ekstra god mad og drikke.

”Jeg kan godt mærke, at det rammer mig hårdere, når jeg en gang i mellem giver den gas, som jeg gjorde i går,” siger hun. Men bortset fra det føler hun sig ikke begrænset af sin alder. Trods trætheden er hun veloplagt gennem hele interviewet. Som om hun glemmer trætheden, når hun fortæller om det, hun brænder for.

Janni blev færdiguddannet som journalist i 2000 og har arbejdet for TV2 i tyve et halvt år. Hun har ifølge hende selv verdens fedeste job. 

”Jeg har aldrig nogensinde været i krise hverken, hvad angår mit job eller mit privatliv. Jeg føler, jeg har haft en høj livskvalitet, og selvom jeg har knoklet på jobbet, har min mand altid fået en glad kone hjem og min datter, en glad mor. Dog har jeg været en lidt træt mor de dage, hvor jeg har været tidligt oppe for at lave morgennyhederne,” fortæller Janni.

Fedt at fylde 40

Janni synes, det var fedt at fylde 40, for så blev hun voksen, som hun siger. 

”Jeg har altid fyldt meget og været den, der er gået sidst hjem fra festerne, og da jeg fyldte 40 tænkte jeg, at det måske var ved at være lidt patetisk, at den midaldrende dame altid var den sidste i en stram kjole på dansegulvet,” siger hun.

Hun er et velkendt ansigt på skærmen som vært på NEWS i snart 15 år, og har ved siden af dækket krimi og retssager for Nyhederne og Station 2. Det sidste år har hun været barselsvikar på Go’ morgen Danmark, og nu er hun lånt ud til Go’ aften Live og laver også TV2 News. Hele livet har hun knoklet fra morgen til aften, men det har været sjovt hele vejen igennem. 

”Dem, der vil konkurrere med mig, skal stå tidligt op. Jeg har altid arbejdet for det, jeg ville – og arbejdet meget. Det gør jeg stadig. Jeg har reduceret arbejdstiden en smule, men det føler jeg godt, jeg kan tillade mig,” siger hun.

Førhen kunne hun sagtens have morgenvagt kl. 4 om morgenen, og slutte med en sen liveudsendelse kl. 23 foran Københavns Byret. Og i fridagene derefter stod hun op og bagte brød og ordnede hjemmet. ”Hvis jeg gør det nu, så er jeg helt smadret bagefter og skal bruge hele weekenden til at restituere. Så kan du godt regne med, at jeg ligger på sofaen og ser Netflix,” siger hun.

Krudt i røven

Selvom Janni stadig giver den gas, når hun er på arbejde og brænder for sit job, kan Janni godt mærke, at prioriteringerne er blevet anderledes. 

”Det er anderledes, hvad der er vigtigt. Jeg bliver glad i maven over arbejdet, men jeg bliver alligevel gladere af at hente mit barnebarn Ada i børnehaven. Det er en god fornemmelse i maven at have det sådan. Det, at arbejdet ikke fylder helt så meget, er en stor kontrast til den, jeg er nu, og den jeg var for 20 år siden,” fortæller hun.

”Jeg havde krudt i røven førhen, og det kan jeg nu høste frugterne af. Heldigvis er det på en tid i livet, hvor det er okay at være ældre og okay at være den, jeg er,” fortæller hun.

Hun lader sig heller ikke slå ud af, at hun gennem årene har fået mange kommentarer, som er direkte rettet mod hendes udseende og alder. I en Go’ aften Live-

udsendelse læste hun nogen af de kommentarer op, som hun har fået via de sociale medier for at sætte fokus på, at mange kvindelige journalister bliver bedømt på deres udseende.

”Kvinder i mediebranchen bliver generelt kritiseret mere for deres udseende end mænd og med mig går de også efter min alder. Det er bestemt ikke rart, men det får mig ikke ned med nakken,” siger hun. Og det har bestemt heller ikke fået hende til at overveje en anden karriere. Det undrer hende dog, at hun i en alder af 53 år er en af de ældste studieværter i Danmark.

”Der er heldigvis også mange, der godt kan lide, at jeg ligner en, de kan bo ved siden af. Jeg vil ikke sige, jeg er naboens datter, men måske nærmere naboens mor,” siger hun med et grin. 

Forfatterparret og det private par

Selvom hendes job som vært foran kameraet er hendes drømmejob, har hun tilføjet endnu en titel til karrieren – en jobtitel hun deler med sin mand. I 2019 udgav hun sin første bog sammen med sin mand, forfatter og journalist, Kim Faber. I 2020 udkom anden bog i krimiserien om makkerparret Signe Kristiansen og Martin Juncker, mens tredje bog i samme serie udkommer til august i år.

”Man må ikke slippe læserne,” svarer hun til spørgsmålet om, hvordan hun har formået at skrive tre bøger på tre år. Det er tydeligt, at bøgerne er noget hun brænder for lige så meget som journalistikken, men samtidig slår hun fast, at hun ikke ville skrive bøger uden Kim. 

”Jeg har ofte tænkt over, at hvis Kim ikke var her mere, så ville jeg ikke fortsætte med bøgerne. Det er ham, der er skriveren. Ham, der ér forfatter. Jeg kommer med alle facts og detaljer i forhold til drabssager og mord. Jeg skriver en del af kapitlerne, men Kim skriver altid alt igennem til sidst. På den måde supplerer vi hinanden rigtig godt,” fortæller Janni. 

I Janni og Kims forhold er der to slags parkonstellationer. Der er forfatterparret og det private par. I begge konstellationer, supplerer de hinanden godt og har altid været gode til at lave noget sammen. Især, fremhæver Janni, at de er gode til at sætte tapet op sammen – og nu har det vist det sig, at de også er gode til at skrive bøger sammen.

”Vi har taget hver vores kvalifikationer og sat dem sammen – og så kommer der noget godt ud af det. Som for eksempel en bog.”

De to forfattere laver plot og idé sammen og den overordnede historie, men har hver deres spidskompetencer. Det betyder dog ikke, at de ikke kan blive uenige. 

”Vi kan skændes og råbe højt af hinanden, når vi diskuterer, om et kapitel skal gå i den ene eller den anden retning. Men når vi lige har sovet på det, så er alt jo godt igen. Sådan har vi det efter 25 års ægteskab. Og bogen bliver kun bedre af skænderierne. Men ujævnhederne i vores private parforhold holder vi som regel uden for arbejdet med bogen,” fortæller Janni.

Der er også noget, som er anderledes, når Janni og Kim er sammen som forfattere, og når de er sammen i privaten. For eksempel sidder de ikke overfor hinanden, når de skriver. 

”Mange har måske en forestilling om, at vi sidder på hver vores side af skrivebordet med en kande kaffe imellem os. Men sådan er det ikke. Jeg sidder for det meste hjemme i vores lejlighed i København, mens Kim ofte er i vores kolonihavehus. Det fungerer ret godt.”

”Vi er gode sammen”

Det betyder meget for Janni, at hende og Kim skriver bøger sammen. Hun fremhæver det dejlige i at stå med sin mand ved sin side til et foredrag om bogen. At gøre det sammen. 

”Vi er et projektpar,” siger Janni. ”

Vi keder os sjældent sammen. Når jeg kigger på andre par, hvor livet pludselig 

får efterårsfarver, så ser jeg på os og har slet ikke den følelse.”

Der er stor aldersforskel på Kim og Janni. Kim er 65 år og har lagt journalistkarrieren bag sig for nogle år siden og er fuldtidsforfatter i stedet.

”Nu sidder han derhjemme og skriver hver dag. På den måde er det et nyt liv for os. Der er sket en forskydning, kan man sige. Mens han går derhjemme i sin egen lille boble, tager jeg afsted på arbejde. Når jeg kommer hjem, har jeg både nået at interviewe fem ministre og to popkunstnere. Det er klart, at det er anderledes. Men det er godt, vi ikke sidder sammen om skriveriet hver dag. At vi laver noget hver for sig,” siger Janni.

Hun fremhæver, at de altid har haft meget tilfælles, og har mange fælles venner, som binder privatlivet sammen. 

Men alligevel har de altid diskuteret meget og er bestemt ikke altid enige. Noget, som man ikke skal være så bange for, ikke at være, mener Janni.

Det er tydeligt, at Janni er en viljestærk og hårdtarbejdende kvinde både professionelt og privat – hvor forfatterrollen sammenknytter begge verdener. Det er her, Janni kan kombinere dele fra begge verdener.

Bogen “Kvæler” kan købes hos alle boghandlere landet over og udsalgsprisen er 229,95

Du vil måske også kunne lide...