Rikke Dyg i salonen
Artikler, Artikler fra MIDT I nr. 4

Mere end en frisør

image_pdfimage_print

Rikke Dyg giver dig forskellen!
Hun er så meget mere end en frisør!
Hun sælger så meget mere end blot en ny frisure – og det gør hun, fordi hun fortæller ikke HVAD det er hun sælger, hun fortæller HVORFOR!

Portræt af frisør Rikke Dyg – af Bettina Ilkær Ladefoged

Troede jeg skulle være korthåret

Første gang jeg havde bestilt tid til en klipning hos Rikke, blev jeg alt andet end klippet… Hun startede med at gi’ mig klar, direkte og ærlig besked om hvem det var hun så, da jeg kom ind i hendes salon. Det var jeg slet ikke forberedt på, og blev ganske overvældet. Men det var fedt, super fedt. Så mit hår blev farvet – ildrødt – som hendes – for hun var jo mit forbillede – og hun mente at det bare var så meget mig – og ja, hun fik ret. Og sådan er det med Rikke – du får ikke nødvendigvis hvad du ber’ om – men hvad HUN synes du skal ha’ og hvad der klær’ dig – hvad der giver dig din personlighed. Det kan Rikke, fordi HUN TROR PÅ DET HUN GØR – hun fortæller hvorfor hun er frisør, hvorfor hun vil give dig netop den frisure. Ved hende får du ikke at vide hvad du kan få – men HVORFOR du kan få det! og det er netop det, der gør hele forskellen.

Rikke Dyg 2008
Rikke Dyg anno 2008 – da jeg så hende første gang!

Når man booker en tid ved Rikke, skal man regne med mindst 2 timer, uanset hvad du skal ha’ lavet – fordi du får så meget mere end ”bare” en ny frisure – du bliver forkælet, med luksuskaffe (endda med bailey hvis du har lyst), hjemmebag og ikke mindst chokolade – og man får så meget sparring og gode råd, uanset hvad du går og tumler med.

Min mentor

Da jeg luftede for Rikke at jeg ville starte for mig selv, men ikke helt vidste om jeg kunne – så startede lavinen. Hun tog sig tid til mig – kun mig – en hel time, mens jeg sad under tørrehjelmen. Og så fik jeg ellers læst lektien. Hun var så inspirerende, og gav så meget af sig selv, at jeg blev overbevist – på bare en time. Og hun fik til at se mig selv fra en helt anden vinkel, en anden måde at tænke på, og ikke mindst hjalp mig med at finde måder, hvorpå jeg kunne udvikle mig selv. Sådan er det at være kunde hos Rikke – du tror du skal til frisør og ha’ styr på håret, men så får du styr på så meget andet samtidig. 

Hun spurgte mig f.eks. hvorfor mine kunder skulle vælge mig fremfor en af de (rigtig mange) andre freelance grafikere. Det kunne jeg ikke lige svare på, men det kunne hun: ”Det skal de, fordi DU ER DEN BEDSTE! Du giver dem tillid til at når de får lavet en tryksag ved dig, kan de trygt regne med at du ved bedst.” ”Tænk på” sagde hun, ”at når du kommer her, så tænker du ikke over om det jeg siger, er rigtig eller forkert, for du har tillid til, at jeg ved hvad der er bedst for dig”. Så der kom der styr på endnu en af mine udfordringer.

Da jeg startede magasinet op, var Rikke også klar med gode råd. Især fra hendes tid som sælger. Hun fortalte hvordan hun havde koldsved inden hun skulle ind til en kunde, men fordi hun troede så meget på det hun solgte, prallede det af på hende, når talestrømmen først gik i gang. ”Vær’ 100% dig selv, og tro på det du skal sælge, så skal det nok blive en succes”, var et af hendes råd. Det har jeg fulgt, og ja, det er i den grad lykkes. Især har jeg det godt med at være 100% mig selv, det er så meget nemmere. 

Et godt råd til alle jer, der skal prøve noget I ikke har prøvet før: VÆR’ DIG SELV, TRO PÅ DIG SELV, OG TÆNK: HVAD DET ER, DET VÆRSTE DER KAN SKE… Så går det sjældent helt galt 😉

5 oplevelser, der har forandret mit liv!

Rikke fortæller:

Rikke Dyg og Hannibal
Rikke Dyg og sønnen Hannibal 2020
  1. MIN SØN

Jeg har altid troet, at jeg ikke kunne få børn, så da jeg blev gravid med Hannibal ændrede mit liv sig radikalt. Fra, at alting handlede om mig selv, mit arbejde, min karriere, mine ambitioner og hvad, jeg ellers havde puttet ind i min tilværelse, så skulle jeg pludselig sætte mig selv i anden række. Jeg tror faktisk, det har været den allerstørste forandring – både i mit liv og i forhold til det at blive mor – at ens egne behov bliver noget sekundært. Plus det faktum, at når man føder et barn, så føder man altså samtidig en kronisk dårlig samvittighed. Man synes aldrig, man gør det helt godt nok. Hannibal er min stjerne – det bliver ikke større!

Rikke Dygs salon
Rikke Dygs salon med de mange budda figurer

2. MIN FORRETNING

Nummer to må blive min forretning – fordi, den er en drøm, jeg har haft i 20 år og det føles så fedt at udleve den. Den har givet plads til, at jeg kan lave alle de ting, jeg brænder allermest for. At gøre andre mennesker glade i nogle omgivelser, jeg selv har skabt og som føles meget tæt på at være mit hjem. Samtidig har det været fedt, at jeg først har gjort det nu – for ellers havde jeg ikke oplevet alle de andre ting, jeg har med mig i bagagen, og som er med til at gøre mig til den, jeg er. Der er selvfølgelig nogle brudstykker af drømmen, som jeg har opdaget er temmelig urealistiske, men det bliver opvejet af den glæde, der ligger i at kunne gøre andre mennesker glade hver eneste dag. 

3. DA JEG LÆRTE AF FØLGE MIT HJERTE

Jeg startede hos en astrolog i Kolding for 10 år siden. Det første hun sagde til mig, var: ”Hold da fast – du lider af selvbedrag”. Og hold da fast, hvor havde hun ret. Hele mit liv har jeg kæmpet med selvbedrag og behagesyge. F.eks. har jeg altid fundet på de særeste teorier når folk, jeg holdt af, gjorde noget forkert – teorier, som kunne retfærdiggøre deres handlinger, så jeg stadig kunne tillade mig at holde af dem. Jeg er nok stadigvæk sådan lidt smånaiv, men jeg har lært at følge mit hjerte og min intui-
tion, være mere autentisk overfor mig selv. Det giver sommetider nogle krubs, men man finder altid de rigtige svar.

4. MINE TATOVERINGER

Da jeg var 30 besluttede jeg mig for at få tegnet den tatovering op, som i dag dækker 75 procent af min krop. Det var en kæmpestor ting – derfor ventede jeg også til, jeg var gammel nok til at ikke at fortryde. Gammel nok til at møde omgivelsernes reaktion, for den slags vækker opmærksomhed og det er bestemt ikke altid positivt. Det skal man være indstillet på. Det er et ret stort værk, og den skulle egentlig have været færdig da jeg blev 40, men nu er jeg 50, og den bliver aldrig færdig. Den forestiller et eventyr med en løve i hovedrollen, fordi jeg er født i løvens tegn. På ryggen har jeg en heks, fordi jeg er sikker på jeg har været heks i mit tidligere liv. Og så har jeg en fe på mit inderlår, og en alf i min ene knæhase. Den ene symboliserer min naivitet, den anden min humor. To ting, som jeg synes er ekstremt vigtige i livet.

Rikke med en af hendes elskede islændere…

5. MINE ISLÆNDERE

Mødet med heste kom nok lidt uventet. Jeg havde arrangeret en personale udflugt til en rideskole, fordi vi skulle prøve noget som var nyt for os alle. Jeg blev sat op på en nordbagge, og synes det var fantastisk. Ugen efter begyndte jeg at gå til rideundervisning, men fik en kæmpe forskrækkelse halvanden måned senere, da jeg blev smidt af hesten. Min ridelære overtalte mig til at prøve en islænder, og fra det øjeblik var jeg total solgt. Året efter købte jeg min egen islænder, og jeg har i dag 2 af slagsen, og 5 andre sammen med en veninde. Jeg bruger al min fritid på hestene og jeg ELSKER det. Jeg kobler totalt fra, når jeg kommer ind i stalden, og får min energi fyldt. Men tag ikke fejl, jeg er KONKURRENCEMENNESKE, så selvfølgelig vil jeg også være den bedste og vil vinde alle de stævner jeg stiller op til 😉

MERE OM RIKKE:

· Født 26. juli 1970 i Horsens
· Udlært frisør 1990
· Kørte som sælger og tekniker for Fudge i 10 år.
· Tekniker for GHD
· Markedschef for frisørkæden IN i knap 3 år
· Sensor i den private frisøruddannelse
· Faglærer i den offentlige uddannelse
· Blev mor som 28-årig til Hannibal
· Fik sin egen forretning i 2008
· Mødte sin nuværende mand, Jannik i 2008 og de blev gift 2011.
· Flyttede sin forretning hjem på gården i Hedensted i 2013.
· Blev bidt af en gal islænder den 6. august 2010 kl. 10 og fik sin egen i 2011 og flere til…
· Elsker koncerter, festivaller, tatoveringer, motionsløb anderledes mennesker og motorcykler

Vil du gerne have en tid hos dette vidunderlige menneske, som er så dygtig til sit fag, at hun tør være anderledes og sige sin helt og holdent uforbeholdne mening – så ring til Rikke på 60 13 24 54. Hun har nemlig ikke nogen hjemmeside eller bookingside, for hun vil snakke med dig INDEN du bestiller en tid 😉

Du vil måske også kunne lide...