En trifli med solbær, giver en super lækker syrlighed til den søde råcreme. Denne er nem at gå til og tager ikke lang tid at lave…
Ingredienser (4 pers):
KOMPOT:
400 g ribbede solbær (friske eller frosne)
1,5 dl vand
1,5 dl sukker (eller 100 g)
1 tsk kartoffelmel + 2 spsk vand (røres sammen)
RÅCREME:
3 æggeblommer
50 g flormelis
1,5 dl piskefløde
Knuse makroner
Reven citronskal
Sådan gør du:
KOMPOT: Kog solbær op i en gryde med sukker og vand. Lad det småkoge i ca. 5 minutter – gerne under låg. Tag gryden af blusset og tilsæt blandingen af kartoffelmel og vand i en tynd stråle. Må endelig IKKE koge igen. Herefter afkøles kompotten helt.
RÅCREME: Pisk flormelis og æggeblommer til en tyk masse. Pisk fløden til skum og bland den forsigtigt i æggemassen.
Start med et lag råcreme i bunden af et portionsglas, herefter solbærkompot og knuste makroner. Sådan fortsættes der i 2 lag – afslut med råcreme og pynt med reven citronskal og måske et par friske solbær.
Velbekomme 🙂
Prøv også den lækre og lidt anderledes gulerodsdessert