Siw Lausen
Artikler fra MIDT I nr. 5, MIDT i dit liv

Jeg vil leve mit liv og æde det i kæmpe stykker

image_pdfimage_print

Da Siw Lausen fik brystkræft for anden gang, besluttede hun at tage magten over behandlingen. Hun fravalgte en del af sygehusets tilbud og gik på opdagelse i det alternative. I dag er Siw taknemmelig for at have fået kræft, fordi det har betydet, at hun er blevet tro imod sig selv og den måde, hun ønsker at leve på.

Af journalist Jette Nørby Andersen

Det er en klar oktober-eftermiddag, og Siw Lausen tager imod i det lille røde hus på Strandvejen i Vejle. Hundene Lilli, chihuahua-pomeranian, og Bobby, chihuahua-gravhund, bjæffer lystigt. 

Siw, to gange brystkræft ramt og 56 kg fandenivoldsk fighter, har lovet at dele sin historie om kampen mod de onde knuder og for livet. 

En historie, der, trods den er barsk, kalder på grin, fordi Siw formår at fortælle den med en livsbekræftende og nødvendig humor. 

Hen over kaffen i det lille køkken og med stearinlys bag sig i vinduet ser Siw tilbage på den aften lige før jul i 2004, hvor hun opdagede noget i venstre bryst, der ikke føltes rigtigt. Det var, da hun tog bh’en af for at gå i seng, at hun mærkede noget, der kunne være en knude – kunne det være brystkræft?. 

Men det var tæt på jul, så hun kunne ikke komme til lægen før efter jul. Den 24. december skulle fejres med hendes datter, eksmand og hans familie, som Siw var på god fod med. Men hun var bange, for 13 år tidligere havde hun mistet sin storesøster, som var død af kræft. “Jeg blev rigtig bange. Hun var 28 år, da hun døde”, fortæller Siw, som var 33 den aften i december. Mellem jul og nytår kom Siw til læge og i februar videre til mammografi og scanning. Her bad lægen hende forberede sig på et dårligt svar. “Der braser det hele jo sammen, og jeg bliver rigtig bange,” husker Siw.

Hun fik lavet en biopsi for at kunne få stillet en rigtig diagnose, og hun husker ventetiden, indtil hun fik svaret, som det værste.  

“Jeg var mor til et lille barn, og jeg var alene. Jeg havde jo mistet en søster; hun døde fra sit barn, da han var toethalvt år gammel. Så mange tanker fløj gennem mit hoved. En ting var, at jeg skulle dø fra min datter. Noget andet var, at jeg skulle fortælle mine forældre det her,” husker Siw, som også frygtede behandlingsforløbet. 

10 dage efter at hun havde fået stillet diagnosen brystkræft fik Siw fjernet hele venstre bryst. Alt vævet og brystvorten. I samme operation lagde de en expander ind under brystmusklen, som skulle udvides, så Siw senere kunne få et silikoneimplantat. 

Så startede behandlingen med kemoterapi.

Siw Lausen skaldet

Hestehalen falder

1. april 2005 fik Siw den første kemobehandling, som hun især frygtede, fordi hun var bekymret for, om det skulle koste hende det lange lyse hår. 

De første 10-12 dage gik det fint, og Siw tænkte, at hun måske var en af de heldige, der fik lov at beholde håret. Men en aften, hvor Siw kom hjem fra nogle venner og skulle tage elastikken ud af håret, sad hun pludselig med det meste af sin hestehale i hånden. “Det var virkelig bare et slag, og derfra kunne jeg bare tage det af i totter”. Hun havde aftalt med en veninde, at når det skete, skulle veninden rage alt håret af Siw. “Så var jeg jo skaldet,” smiler Siw, der fik en paryk, som hun brugte meget lidt. “Jeg syntes, den lignede Barbie-hår, og den var varm, og den kløede, og det var hen over sommeren,” fortæller Siw, der også var bange for, at den skulle sidde skævt, og at folk skulle spekulere på, om det var en paryk. “Så hellere bare have et tørklæde på; så kunne man jo se, hvad det handlede om,” siger Siw, der har valgt hele tiden at være meget åben om sin sygdom, så folk kunne se, hvad der var på spil. 

Igennem et halvt år fik Siw kemobehandling hver tredje uge, og hun oplevede det som benhårdt. “Man kunne stille uret efter, hvornår man fik det dårligt”, fortæller hun om medicinen. Da det halve år var gået, var Siw færdigbehandlet, men skulle gå til kontrol hver tredje måned i et år, da lægerne havde fundet ud af, at det var en særlig aggressiv form for kræft. 

Så begyndte håret at vokse ud, og Siw skulle i gang med livet igen, men det var ikke så let. “Jeg havde forestillet mig, at nu skulle jeg være lykkelig, fordi jeg havde overlevet; nu skulle jeg ud at leve livet igen. Men jeg havde fået dødsangst; jeg var hele tiden bange for, at det skulle komme tilbage igen,” fortæller Siw, der havde måttet sygemelde sig, mens hun fik kemobehandling, men som nu kunne begynde på sygeplejerske-jobbet igen på deltid. 

Hun var dog ikke færdig med at være patient, for da denne brystkræft var den særligt aggressive type HER2 receptor positive, fik hun tilbudt en forebyggende handling med stoffet Herceptin. Behandlingen skulle hun have hver tredje uge i et år, og det foregik også på kemo-ambulatoriet. Behandlingen var dog ikke nær så slem som kemoterapi, husker Siw, der med den første brystkræft diagnose kom til at være patient i halvandet år.

Nyt bryst blev ikke godt

Sideløbende med den forebyggende Herceptin-behandling fik Siw rekonstrueret sit bryst ved, at der blev fyldt væske i expanderen. Efter cirka et år fik hun lagt et silikoneimplantat ind. Cirka 13 måneder efter at hun i 2004 havde fået stillet diagnosen brystkræft, havde hun fået et nyt bryst. Lægerne havde taget hud fra det andet bryst til at få lavet en ny brystvorte, ligesom hun fik tatoveret den mørkere krans omkring brystvorten. “Altså det lignede jo ikke en rigtig brystvorte. Men man kunne da se, der var noget, det skulle forestille”.

Det var svært for Siw at vænne sig til sin forandrede krop. Udover at lægerne havde måttet operere flere gange for at få alt kræften væk, havde Siw også fået fjernet kirtlerne i armhulen. Ved operationerne var nerver uundgåeligt blevet skåret over, og det gav Siw føleforstyrrelser i det meste af venstre side fra albuen og ned til midt på ribbenene. “Det føltes mærkeligt; som om det sov. Og nogle steder var det helt dødt. Jeg tror, at man kunne have stukket en kniv i mig; jeg ville ikke have opdaget det”.

Siw blev heller aldrig rigtig glad for det nye bryst, fordi det føltes hårdt og fremmed i kroppen. “Det er jo ikke lige så blødt som et bryst. Det var det ikke for mig, for jeg havde ikke noget væv. Det føltes som om, jeg ikke kunne trække vejret frit længere. Hvis jeg trak vejret helt ned i lungerne, gjorde det ondt. Så jeg lærte at affinde mig med at trække vejret halvvejs. Det var ikke rart at ligge på. Når jeg havde tøj på, kunne man ikke se det, men når jeg tog tøjet af, så det mærkeligt ud. Det var heller ikke rigtig pænt,” siger Siw om det rekonstruerede bryst. I dag tænker hun, at hun ikke ville have fået lavet et nyt bryst, hvis hun havde vidst, hvad rekonstruktionen indebar. 

Mændene fantastiske

“Men jeg var jo single og tænkte, at når jeg skulle ud og have mig en ny mand, og han kom med mig hjem, og vi skulle til at have det lidt sjovt, hvad ville han så tænke om det nye bryst, eller hvis jeg ikke havde noget,” husker Siw og forklarer, at der for hende var rigtig meget identitet forbundet med krop og udseende. “Jeg tænkte: Jamen hvad er jeg så nu? Er jeg nu kun halvvejs kvinde?”. Det overraskede hende også, at det nye bryst var koldt, fordi der ikke var brystvæv ud over det. Heldigvis viste det rekonstruerede bryst sig ikke at have nogen betydning for de mænd, Siw mødte. Det er nu 15 år siden, at hun fik implantatet lavet, og hun har været i flere forhold, både kortere og længere. “Det har aldrig været et problem. De mænd, jeg har mødt, har aldrig blinket et øje, så jeg lærte at slappe mere og mere af i det. På den måde er mænd jo fantastiske. Det var sgu ikke så vigtigt for dem. Jeg tror også, de havde været ligeglade, hvis der kun havde været ét bryst,” smiler Siw.

Brystkræften kommer igen

Hvis Siw havde regnet med, at tilværelsen som patient var slut, havde hun regnet forkert. I 2012 opdagede hun i det samme bryst mellem huden og musklen en ny knude. 

“Jeg tog direkte ned på kemo-ambulatoriet og stillede mig op ved skranken og sagde: Jeg skal snakke med en læge, og det skal være i dag. Jeg var bare ude af den,” husker Siw. 

Samme dag blev hun scannet, og billederne viste tydeligt, at knuden var ond, husker Siw. Hendes brystkræft var kommet tilbage.

“Man kunne se de her fangarme,” fortæller hun, der blev opereret meget hurtigt og ambulant. Anden gang blev hun tilbudt en anden form for kemo end første gang. Men også Herceptinbehandling, stråler og horrmonbehandling. 

Siw sagde ja til kemobehandlingen. Selvom hun faktisk efter den første behandling havde bestemt sig for, at hun aldrig mere ville i kemobehandling igen. Men hendes veninder overbeviste hende om, at det var kemoen, der havde reddet Siws liv første gang, hun var syg, Også familien pressede på for, at Siw skulle tage imod kemobehandlingen, da hendes datter jo kun var 10 år. Siw var bange for at stå alene uden venners og families omsorg og forståelse: “Måske ville de også blive vrede på mig, og det kunne jeg ikke rumme, så jeg sagde ja til kemoen”.

Frygtede ikke at dø – trods brystkræft

Også anden gang var kemoen så hård for Siw, at hun indimellem ønskede at dø. “Jeg havde det så dårligt. Jeg tog 10 kilo på i væske, jeg tabte alt mit hår, jeg tabte tånegle, slimhinderne inde i munden skraldede af, så jeg nærmest var et stort kødsår inde i munden, så jeg kunne heller ikke spise. Alt smagte af jern, og jeg sov heller ikke om natten. Jeg fik forstoppelse. Jeg var simpelthen så dårlig, at jeg indimellem tænkte: Det er godt, hvis jeg ikke vågner i morgen”, husker Siw. Hun kom med i en støttegruppe hos Kræftens Bekæmpelse, men det hjalp hende ikke at høre andre fortælle om deres problemer. “De snakkede om, hvor bange de var og alle deres skavanker,” husker Siw, der ikke kunne relatere til andre kvinders oplevelser.  Selv havde hun nået et vendepunkt. “Jeg var holdt op med at være bange, for jeg tænkte: Fedt, hvis jeg dør. Fred. Jeg tænkte, min datter er 10 år. Hun skal sgu nok klare sig, hun er en sej pige. Jeg kan ikke holde ud at leve i frygt mere,” husker Siw og fortsætter: “På en eller anden måde slap det, da jeg kiggede døden i øjnene og sagde, så tag mig da. For jeg havde det så elendigt, at jeg ikke kunne mere. Og så vågnede jeg op næste morgen og tænkte, så er det nok ikke min tid endnu, og så var jeg ikke bange mere. Og det har jeg ikke været siden. Det var i 2012.” 

Pjækker fra strålerne

Siw blev også tilbudt Herceptin-behandling, antihormonbehandling og strålebehandling.  “Så det var jo hele dynen,” husker hun, der i første omgang sagde ja til det hele og kom i gang med kemo og Herceptin-behandling. Hun kom også i gang med forberedelserne til strålebehandlingen, hvor man skal lære at holde vejret, mens man får strålerne, så hjertet ikke bliver ramt, og hun fik tegnet prikker på kroppen der, hvor strålerne skulle ramme. Hun fik datoerne på de 30 gange, hun skulle have stråler, mindes Siw nu i sit køkken med hunden Lilli liggende i skødet. Men da morgenen kom, hvor hun skulle have stråler for første gang, gjorde hun op med sig selv, at det ville hun ikke.

“Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det. Så jeg ringede ind 10 minutter før, jeg skulle være der og sagde: Jeg kommer ikke i dag, jeg kommer aldrig. Farvel. Og jeg kom ikke. Alt inde i mig skreg bare nej. Jeg var simpelthen så dødhamrende træt af at være patient og af at være syg, og jeg kunne jo mærke, at alt det her behandling trak livet ud af mig,” fortæller Siw, der var begyndt at undersøge, hvad de forskellige behandlinger havde af resultater og bivirkninger. Hun tilføjer: “Jeg var bare ligeglad med strålerne, så dem pjækkede jeg fra.” 

Siw valgte også at droppe hormonbehandlingen efter et år. Hun havde undersøgt bivirkningerne, som blandt andet var knogleskørhed, og læst sig frem til, at behandlingen sandsynligvis gjorde størst forskel i det første år. Derefter var effekten sværere at vurdere. Hun valgte derfor at stoppe med at tage pillerne. Så blev hun kaldt til samtale med overlægen, som forklarede, at det var på hendes eget ansvar. 

“Men det havde det jo været hele tiden,” smiler Siw. “Det havde hele tiden været en behandling, jeg kunne takke ja eller nej til, og nu takkede jeg nej,” husker Siw om afskeden med ambulatoriet, der fandt sted for seks år siden. 

“Jeg var så træt af at være bange for at være syg, og leve som om jeg var syg og gå og vente på, om jeg blev syg. Jeg tænkte, jamen hvis jeg bliver syg, så bliver jeg det. 

Men indtil da vil jeg leve mit liv. Og æde det i kæmpe stykker. Og bare have det godt.”

Vil have det godt

Samtidig med at Siw var presset af kemobehandling for anden gang, var hun også presset i sit privatliv. Hun og datteren boede i datterens farmors hus. Forholdet til den mand, hun havde købt hus med, var gået i stykker, og huset skulle sælges. Hun og datteren var med Siws ord “flygtet” fra samleveren, og Siw var både presset på helbredet og på økonomien.

“Men det mest fantastiske er, at når man bliver så presset, så begynder man også bare at sige: Okay fuck det, så kan det også være lige meget,” siger Siw. Hun begyndte at gå på opdagelse i alternative behandlingsmetoder og i det spirituelle. Uddannede sig til eft-terapeut, som er en behandlingsform, der ligesom zoneterapi og akupunktur tager udgangspunkt i kroppens meridianbaner, der kendes fra kinesisk medicin.

Det spirituelle havde interesseret hende, siden hun var 14 år, men særligt under hendes anden kemobehandling kunne hun ikke sove og fik ro ved at høre meditationsmusik og meditationstale flere timer hver nat. Det hjalp til at få hendes hjerne i vatter, forklarer Siw, der synes, hun har fået noget godt ud af at være syg.  

“Min redning har været at gå i traumeterapi og finde ud af, hvem jeg gerne vil være, og hvordan jeg gerne vil leve. Være tro imod det jeg mærker, for min krop tager aldrig fejl,” siger Siw. “Hvis jeg kan mærke, at noget strider imod min overbevisning eller sjæl, så gør jeg noget ved det, for jeg vil have det godt. Og jeg gør alt, hvad jeg kan for at have det godt,” fortæller Siw. Det betyder, at hun i den grad har været på rundtur i den alternative og spirituelle verden.

Fra numerolog til håndlæser

“Jeg har været til shaman, jeg har været til healer, og jeg har været til håndlæser. Jeg er villig til at prøve alt muligt for at mærke, hvordan føles det inde i mig. Og noget af det har været en sjov oplevelse, og noget har ikke været noget for mig”. Også navnet Siw er resultatet af en flirt med det alternative. En veninde havde været hos numerolog, så det skulle Siw også prøve. Da numerologen, en ærkekøbenhavner, som Siw imiterer med en ru og udpræget københavner-dialekt, hørte Siws døbenavn, Kirsten, udbrød hun:” “Ja, det lortenavn kan du fandeme ikke hedde”. Og så kom Kirsten til at hedde Emmeline Kerstine Siw Lausen. Siw lever i overensstemmelse med sin livsfilosofi om at ville have det godt. Sidste år valgte hun at få opereret det brystimplantat ud, som hun alligevel aldrig var blevet gode venner med. “Jeg er pisseligeglad med, hvad andre mennesker tænker om mig. Folk må synes, hvad de vil; det gør de jo alligevel,” smiler Siw.

Taknemmelig

Det kan lyde mærkeligt, men Siw føler sig taknemmelig over, at hendes brystkræft vendte tilbage, fordi den har givet hende et bedre liv.

“Nogle siger, at det er en hån mod andre mennesker, der bliver syge. Men det kan jeg ikke udtale mig om. Jeg ved, at det er sådan for mig. Jeg er taknemmelig for, at jeg blev syg igen. For nogle ting bliver utroligt nemme, når du står i en livssituation, hvor det hele vælter ned om ørerne på dig. Så bliver du knivskarp på, hvad der er vigtigt. 

Når man har det så dårligt, at man ønsker at dø, og man ikke dør alligevel, så skete der i hvert fald noget inde i mig, som var enormt befriende. For jeg er ikke bange for at dø,” siger Siw Lausen og udstråler præcis den livsglæde og det livsmod, som hun har berettet om. 


Fakta 1:

Brystkræft er en ondartet knude, der opstår i brystet.
Hvert år får ca. 4500 danske kvinder diagnosen. Over et helt liv er risikoen for, at kvinder udvikler brystkræft ca. 10%.
Risikoen for brystkræft stiger med alderen. 80% af de kvinder, der får diagnosen, er over 50 år.
Kilde: www.rigshospitalet.dk

Overlevelse efter 1 år er 97% efter 5 år: 87%
Årsager til brystkræft er: arvelighed, arbejdsforhold og livsstil.
Kilde: www.cancer.dk

Fakta 2:

Patienter med brystkræft kan få samtaler og komme i støttegrupper hos Kræftens Bekæmpelse. Det foregår enten i åben rådgivning eller over telefonen. Man taler med en rådgiver, der har en sundhedsfaglig uddannelse. Man kan få de samtaler, man har behov for.

Man kan også deltage i gruppesamtaler, der er planlagt i forløb over et fastlagt antal gange. Samtalerne ledes af en rådgiver, og de øvrige i gruppen kan have andre former for kræft end brystkræft.

Pårørende til kræftpatienter kan også få rådgivning af Kræftens Bekæmpelse, der også har parsamtaler og familiesamtaler.


Siw Lausen

Om Siw Lausen

Siw er 49 år. 

Uddannet sygeplejerske, nada- og eft-terapeut. 

Bor sammen med sin datter på 18 år og hundene Lilli og Bobby. 

Blogger og netværker.

Fleksjobber og arbejder med udredning, undervisning og kurser.

Har skrevet en blog om sit kræftforløb og livsfilosofi

Du vil måske også kunne lide...