Fra forelskelse til frustation

Kan du huske dengang, du forelskede dig i din partner? Dengang hvor sommerfuglene baskede ukontrolleret rundt i maven, bare der indløb en SMS, eller du så ham komme gående?

Af lifecoach Jette Rysgaard

Når vi står der og ser alt det bedste i vores partner, alle de fantastiske egenskaber han besidder, og de helt rigtige værdier, som matcher vores egne perfekte, er det svært at forestille sig, at det kan ende med at blive lige det modsatte. I den første tid af et parforhold er alt godt, og de bump, vi møder på vejen, løses sammen og ofte uden større sværdslag, da vi har en tro og tillid til, at den anden vil det bedste for os. Vi kan acceptere og respektere hinandens forskelligheder, og ser det som en berigende gave og ikke et problem mellem os. 

Men hvorfor er det så, at vi efter en tid pludselig oplever at stå og påpege fejl og mangler hos vores partner, blive irriteret over den andens adfærd, den vi førhen så som et plus eller blot rystede overbærende af på hovedet? Når vi står der og har travlt med at lægge ansvaret over på partneren, så er det tid at kigge indad. Kigge på dig selv. At tage ansvaret for dine følelser hjem til dig selv.

Hvorfor er det, at du lige nu har brug for at kontrollere og ønske ændringer hos din partner? Hvad sker der inde i dig? 

Det er sjældent, at det handler om det, du står i lige nu. Det ligger oftest tilbage i din fortid. Måske har det slet ikke noget med din partner at gøre, men han får uforvarent trykket på knappen, der udløser følelserne i dig. 

Jeg har stået der med en ny partner, hvor hans adfærd trykkede på mine gamle mønstre, som jeg havde med fra mit tidligere ægteskab. Jeg endte med at gøre det, jeg havde gjort i mit ægteskab. Jeg tilpassede mig. Gik på kompromis med mig selv, tilsidesatte mig selv for at undgå følelsen af ikke at være elsket. 

Trigges du af din partners adfærd, er det tid til at stoppe op og spørge dig selv: “Hvor har jeg tidligere oplevet lignende og reageret på samme vis? Er det følelser fra fortiden, der er blevet aktiveret af situationen, jeg står i lige nu?”. Hvis svaret er ja, og du ved med dig selv, at din tidligere adfærd ikke gjorde dig godt, er det nu, du skal tage ansvaret for, at det ikke sker igen. Du har alle muligheder for at vælge en anden vej end den, du tidligere valgte at gå ud af. 

Det samme gør sig gældende, når du husker tilbage på de egenskaber og kvaliteter, du faldt for hos din partner. Ser du stadig disse som plusser, eller er de blevet til en irritation hos dig? 

Det, du falder for ved din partner, er ofte de egenskaber, du ikke selv besidder eller ikke tør sætte i spil. F.eks. kunne du være tiltrukket af hans impulsivitet, hvor du har mere brug for at overveje og planlægge. Måske handler det om, at du holder på dine penge og ikke “smider omkring dig med dem”, hvor han måske er mere livsnyderen, der køber det, han vil have lige nu og her. Eller han er god til at nyde, før han skal yde, hvor du har det lige omvendt. Du kan ikke slappe af, før alle opgaver er klaret.

I stedet for at ville ændre din partners egenskaber, så kig på, hvor du kan blive bedre til at gøre det, der fascinerede dig, da du mødte ham. Tillad dig selv, at gøre som ham. Måske ikke i samme målestok, men tag ved lære af ham og gør det til dit – på din måde. Så vil du opleve, at du får adgang til det, du blev tiltrukket af tidligere hos ham, og utilfredsheden vil blive mindre, da du nu giver dig selv det, du søgte i din partner. Det er altid dit ansvar at have det i dit liv, som du ønsker. Det får du ikke ved at ville ændre på din partner. Tag ansvaret hjem til dig.

Sidder du med et problem du mangler hjælp til – stort eller lille – så stil gerne dit spørgsmål til vores coach – kvit og frit

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *